TITAN Containers: Når det går skidt for økonomien går det godt for os

Månedens profil i oktober 2020

Titan kontor

Der er mange gode historier at fortælle om TITAN Containers A/S, der holder til i Høje Taastrup Transport Center:

  • Opbygget af én mand, som begyndte hjemme i stuen, til nu en omsætning på 520 millioner kroner
  • Drevet af behovet for at skaffe penge til en dyr hobby
  • Leverandør til de seneste EM- og VM-slutrunder i fodbold og til OL i Rio de Janeiro
  • Certificeret på højeste niveau til at levere til FN og til NATO
  • Værdisat til over 1 milliard kroner
  • Siden december 2019 ejet 30 procent af Kirk Kapital, som er et investeringsselskab for en gren af familien bag LEGO®
  • Og ledet af en person, som hellere ville fiske end forhandle en million-kontrakt

Manden bag dette lokale erhvervseventyr er den 66-årige englænder Layland Barker, som i 1986 lod sig lokke fra et direktørjob i Schweiz til Danmark. I Schweiz ledede han et containerfirma, men opgav den karriere for at forfølge kærligheden til en dansk kvinde, som han traf til et forretningsmøde. Det var Nete, som han giftede sig og har tre døtre sammen med.

- Jeg kvittede containerbranchen, tog toget til Danmark og troede, at jeg nu skulle arbejde med software, for jeg havde lært at programmere. Den karriere varede 6-7 måneder, så var jeg løbet tør for penge, fortæller Layland Barker.

Layland
Layland Barker, 66-årig englænder, som via Schweiz og en forelskelse havnede i Danmark, hvor han fra kontoret i Høje Taastrup styrer sin verdensomspændende forretning.

Begyndte hjemme i stuen
Han valgte derfor at vende tilbage til containere og sit netværk i dén branche og etablerede i 1987 TITAN Containers; i første omgang drevet fra stuen derhjemme.  

- Netes søster havde en hest, der hed Titan, og jeg syntes, at det var et godt firmanavn. Titan står for styrke. Det er et navn, der også virker internationalt, og min ambition var at blive international med min forretning.

Internationaliseringen er lykkedes. TITAN er i dag repræsenteret i 38 lande og henter langt den største del af omsætningen (520 mio. kr. i 2019) i udlandet.

100% fokus på containere
Da Layland Barker begyndte, var containere en mindre branche, ofte som en bibeskæftigelse for virksomheder, der havde andre kerneforretninger. Han gik mere målrettet til værks. Når han cyklede rundt i København og fik øje på en container, fandt han ud af, hvem der brugte den, og skrev så til dem, at hvis de skulle bruge flere containere, kunne de bare kontakte TITAN.

- Og når vi så fik en kunde, slog vi op i Krak og kontaktede alle de andre firmaer i området for at fortælle, at vi havde leveret til en kunde i deres nabolag, og at vi også gerne ville hjælpe dem. Det gav en omgående vækst, men dengang var det nu også ret nemt at konkurrere. Danmark er et fantastisk land, men nogle gange er det som om, at folk ikke har lyst til alt for meget succes, for så rammes de af Janteloven og ekstra beskatning, mener Layland Barker.

Faldt i hygge-fælden
Han tilføjer, at han også selv – omkring år 2000 – faldt i hyggefælden og var tilfreds med det, han havde nået. Igen kom heste til at spille en rolle for TITAN:

- Den yngste af vores tre døtre var konkurrencerytter i ridebanespringning og på landsholdet. Men ponyer i den klasse koster over 1 million kroner, og da hun fyldte 14 år, havde hun allerede haft tre. Så pengene rakte ikke ret langt, og i 2010 måtte jeg skrue op for blusset, så jeg kunne give mig selv en højere løn. Så hendes lyst til succes på ridebanen var faktisk årsag til det TITAN, du ser i dag…

En fænomenal beslutning
Virksomheden havde nu også en ganske pæn størrelse på det tidspunkt, blandt andet med faciliteter i England, Holland og Sverige. Fokus var stadig på køb og salg af containere og kun i mindre grad på udlejning, som er hovedforretningen i dag. Dengang var det svært at skaffe den fornødne kapital til at investere i udlejningscontainere, mens køb og salg af containere skaber en rimelig hurtig omsætning.

Finanskrisen betød, at tingene gik lidt langsommere, og Layland Barker brugte tiden på at vurdere sin forretning. Og traf, hvad han selv betegner som en ’fænomenal beslutning’ – nemlig at ændre fokus fra køb/salg til udlejning. Siden er det kun gået én vej for TITAN: opad.

Stak

Banken: Bare fortsæt
En anden vigtig faktor for væksten var, at TITAN overtog ArcticStore’s forretning med containere til køl/frys.

Layland Barker: - Jeg har haft Arbejdernes Landsbank som bank i 25 år, siden vores gamle bank sorterede os fra, fordi de ikke troede på vores branche. Arbejdernes Landsbank er bestemt ikke en typisk erhvervsbank, men de har været fantastiske og en stor hjælp i vores vækst.

- For mig er det bedst at være stor kunde i en mindre bank. Så får du dialogen med beslutningstagerne. Da vi købte ArcticStore, ringede jeg til banken fra en havnekaj i England og spurgte, om jeg kunne låne penge til at købe en virksomhed, der var på vej ned. ”Bare fortsæt”, lød svaret – og dét køb blev et stort vendepunkt for os.

TITANs antal af containere varierer hele tiden, men ligger typisk mellem 32.000 og 42.000 af alle typer og størrelser. Køl/frys-containere udgør i dag cirka 20% af kapaciteten, men i omsætning er det cirka 50%.

Udlejning – et simpelt koncept
TITAN har stadig en forretning med køb/salg af containere, men Layland Barker finder udlejning mere oplagt: - Når du har solgt en container, skal du ud og skaffe en ny. En container, du lejer ud, får du tilbage og kan leje den ud igen; simpelt.

Blandt kunderne er mange førende virksomheder, også på globalt plan. Layland Barker har dog en anderledes opfattelse af, hvem kunderne er: - Det er befolkningen. Vi skal jo alle have mad, og fødevarer kræver lave temperaturer, som vi leverer med vores ArcticStore-containere. Det samme gælder medicin og masser af andre varer, der skal opbevares køligt. Vi lejer også containere ud til private, som skal have deres indbo kølet ned på grund af skadedyr. Minus 40 grader dræber alt.

Arctic Store

Covid-19 skaber nyt marked
-  Covid-19 har skabt os et nyt marked inden for sundhedssektoren og hospitaler, der mangler kapacitet til opbevaring. Forhåbentligt kommer der en vaccine mod Covid-19, og den skal jo også opbevares et sted, hvilket der slet ikke er kapacitet til i dag. Det vil stensikkert give os masser af bestillinger, både fra producenterne af vaccine og fra logistik-leddet.

- Pandemien har ændret vores verden og skabt nye handlemønstre. Supermarkedkæder skruer op for deres ”Click&Collect”, hvor vi leverer køle/frys-containere, som de kan have stående på deres P-pladser, så kunderne kan hente sine varer uden at skulle ind i butikken, siger Layland Barker som eksempel på, hvordan der hele tiden opstår nye muligheder.

Skidt økonomi – godt for os
Covid-19 har dog også påvirket TITAN i den anden retning. Hvert år er virksomheden storleverandør af containere til festivaler – alene 120-130 til Roskilde Festival. Det blev til 0 i år.

- Alligevel har vi en tocifret vækst i år. Og sådan er det generelt, når jeg ser tilbage på vores 33 år. Vi har været igennem kartoffelkur, finanskrise, euro-krise, Brexit og Covid-19. Jeg kan se, at når det går skidt for økonomien, går det godt for os, fordi vores produkt er billigt, fleksibelt, tilgængeligt, og du kan komme af med det igen.

- Vi ser altid fald i vores salg og fremgang i udlejning i dårlige tider. Bagefter går økonomien i turbo, og folk fortsætter med at leje, fordi de så skal bruge mere lagerplads. Men fordi de ikke ved, hvor længe de skal bruge den ekstra plads, lejer de containere i stedet for at investere. Containere er en buffer i den situation.

Høje Taastrup ved et tilfælde
Da Layland Barker etablerede TITAN i 1987, indgik han et joint venture med et dansk fragt-agentur, så han fik adgang til deres faciliteter i København.

- De kom med pladsen, og jeg kom med ideerne, styringen og omsætningen. Det gik fint et par år, men så ville de købe min virksomhed. Det var jeg ikke interesseret i, og vi skiltes. Så dér stod jeg uden noget sted til min virksomhed. Men jeg kørte dagligt gennem Taastrup og så en dag et skilt om ledig kontorplads i Klovtofte. Det lejede jeg, og senere flyttede vi 50 meter hen ad Roskildevej for at få plads til vores grej.

De nye naboer var ikke specielt begejstrede over trafikken til og fra pladsen med containere og klagede konstant. Så for cirka 20 år siden rykkede TITAN til Høje Taastrup Transport Center, hvor de har 12.500 kvadratmeter til opbevaring, kontor, vaskeplads og værksted. Her er der cirka 30 medarbejdere, mens der på verdensplan er cirka 150.

Henrik
Henrik Nørgaard er som Country Manager ansvarlig for TITAN's danske forretning, som også har til huse her i Høje Taastrup Transport Center. Den danske forretning består desuden af en afdeling i Lystrup ved Aarhus. 

Global tilstedeværelse
Ude i verden placerer TITAN sig tæt på storbyer og havnebyer, gerne med faciliteter og mandskab, der deles med andre, så virksomheden ikke behøver at have egne folk alle steder.

- Vi har kontor i Portland til at dække hele USA, men søger pt. en medarbejder til Californien. Jeg kan også forestille mig, at vi får kontorer på østkysten og ved Den Mexicanske Golf. Vi vokser efter behovet, og når vi har råd til at betale, bemærker Layland Barker.

Uden for Europa er Australien og New Zealand også to meget vigtige markeder. Sydøstasien er interessant, ligesom TITAN har stor aktivitet i Brasilien til offshore gas- og oliebranchen. I de varme lande ser Layland Barker ligeledes et indlysende marked for ArcticStore, og TITAN er tæt på at indgå et samarbejde, der vil give dem en platform i Sydafrika.

Fiskeri og tid til refleksion
En anden konsekvens af Covid-19 er de ændrede mødeformer. Layland Barker er stor tilhænger af det personlige uformelle møde.

- Langt de fleste store ting, jeg har lavet, er aftalt ved et køkkenbord, på en bar eller en fiskerbåd. Jeg er meget fiskeinteresseret og har holdt mange vigtige diskussioner, når vi jagter de store sværdfisk blue marlin, der vejer flere hundrede kilo.

- Jeg er en ægte entreprenør, men jeg skal have tid at udvikle mine ideer eller have en modspiller at diskutere dem med. I en travl hverdag er det svært at hive 3-4 timer ud og sidde og bare snakke. Så hvert år i november rejser jeg og min kone otte uger til Brasilien for at fiske marlin og få snakket tingene igennem med hvem, der nu er med på båden, fortæller Layland Barker, som dog har opgivet at komme afsted i år.

Millionhandel og fisketur
I 2019 tog han afsted, selv om han var midt i afgørende forhandlinger om at få Kirk Kapital med i virksomheden. Det er et investeringsselskab ejet af en gren af Kirk Johansen familien bag LEGO og har en formue på ca. 8 milliarder kroner, hvoraf en del investeres i veldrevne virksomheder.

- Vi begyndte at forhandle sidste sommer, og jeg sagde til dem fra start af, at fra 1. november tog jeg otte uger ud og fiske. De troede vist ikke helt på, at jeg ville gøre det, men det gjorde jeg, og så lavede de deres due diligence imens. Jeg var helt afslappet om det og havde kun to telefonsamtaler med dem undervejs, men jeg fornemmede en vis stress i den anden ende, og det endte da også med, at jeg måtte rejse hjem to dage før planlagt, så vi kunne skrive papirerne under.

bil
TITAN Containers bruges verden over. Virksomheden er repræsenteret i 38 lande og får stadig nye kontorer og pladser.

Pigerne sagde nej til salg
Med underskriften har Layland Barker lukket en partner ind i et selskab, der ellers er meget familiedrevet. Både hustruen og to af tre døtre arbejder på kontoret i Høje Taastrup, og den tredje datter – hende med hestene – er med på distancen fra Belgien.

- Jo, jeg har da haft store overvejelser, om jeg skulle sælge virksomheden. Men det er jo sådan, at jeg som 66-årig nok bliver påvirket af mine beslutninger her-og-nu, men for mine døtre vil konsekvenserne række måske 25-30 år frem. Da vi sidste år drøftede, om vi skulle sælge hele virksomheden, var det ikke mig, men mine piger, der sagde nej.

Partner med LEGO-rødder
- Løsningen med Kirk Kapital er langt bedre for TITAN og for medarbejderne. Jeg kalder det ”A Match made in Heaven”. Ja, Kirk Kapital er nogle økonomiske sværvægtere, men vi deler mange værdier: vi er familieejede, og det er ikke kun bundlinjen, der er vigtig. Selvfølgelig vil vi gerne forbedre den, men den skal ikke bare pumpes op for at tilfredsstille en kapitalfond.

- Kirk Kapital er minoritetsejer, som ser på den langsigtede performance. De sidder ikke og kigger mig over skulderen, men anerkender, at det er mig, som kender forretningen, og at vores vækstplaner fungerer. Jeg er heldig: vi har et meget fornuftigt samarbejde mellem pengestærke folk og et firma, der har styrke til at vokse og på længere sigt tjene penge.

Den bedste løsning for børnene
Layland Barker slår fast, at han personligt ikke er blevet rig på aftalen med Kirk Kapital:

- Jeg fik intet ud af det i penge. Det vigtige for mig var, at TITAN kan blive bedre, større og have mere succes. Det er jo alligevel begrænset, hvor mange penge, jeg kan bruge. Jeg har penge nok til det, jeg gerne vil gøre; hvorfor så søge flere? Jeg går mere op i mine børn end penge. Og for dem er jeg sikker på, at de har mere ud af at eje 70% med Kirk Kapital som partner end selv eje TITAN 100%.

Se video (2:02 minutter) fra 2015, da Layland Barker var indstillet til prisen som Årets Ejerleder.