Corona-travlhed i lokale webshops

For tre af vores medlemmer i detailhandelen har webshoppen været et uvurderligt supplement under pandemien. Først og fremmest til fortsat at kunne sælge deres produkter, men også til at fastholde kundernes interesse og til at tiltrække nye kunder.

Det er den erfaring, som indehaverne af Bergendorff (kvindebeklædning), Sonobe Light (papirlamper) og Taastrup Ny Vinhandel har gjort i de forløbne måneder.

Bergendorff bruger sociale medier langt mere
- Webshoppen er et nødvendigt og godt middel til at få et salg, selv om den fysiske butik er lukket, siger Ninette Bergendorff. Selvfølgelig er omsætningen bedre, når butikken er åben, men den ligger også på et fornuftigt niveau i webshoppen. Det går bedre dag for dag, fordi kunderne også begynder at vænne til sig at handle på nettet. Og jeg bliver også selv dygtigere til at bruge mediet.

Bergendorff shop

Ninette Bergendorff har haft webshoppen Bergendorff Shop i et par år og er også til stede på Facebook og Instagram, hvorfra kunderne kan klikke sig ind i webshoppen.

- Jeg er glad for, at jeg indencoronaen havde erfaring med webshop og ser meget positivt på den løsning. Men jeg har også lært at være langt mere aggressiv på de sociale medier. Det betyder, at jeg lægger noget på Facebook og Instagram flere gange om dagen, gerne op til fem opslag dagligt. Jeg laver også livestreaming fra butikken, eller når jeg besøger mine leverandører. Det er virkelig med til at gøre en forskel og skabe interesse.

- I en situation som denne handler det om at være kreativ i stedet for at sidde og vente på ordrerne. Derfor laver jeg livestreaming med historier og oplevelser fra butikken. I disse tider er det jo ikke festkjoler, du sælger flest af, så jeg sætter fokus på tøj til brug derhjemme. Jeg har også lavet konkurrencer og lykkeposer med nogle af udsalgsvarerne.

- Jeg er helt sikker på, at webshoppen også betyder noget for min fysiske butik og er med til at fastholde interessen, så kunderne vender tilbage, når vi får lov at åbne. Måske sørger webshoppen endda for, at jeg får endnu flere kunder, siger Ninette Bergendorff.

Bergendorff insta
Hyppige opslag på Instagram er med til at skabe omsætning i webshoppen, fortæller Ninette Bergendorff, som selv er model i denne post.

Vinhandel: Vi forkæler os selv lidt mere
Lidt længere nede ad Taastrup Hovedgade har Taastrup Ny Vinhandel stadig åbent, men indehaver Michael Jacobsen kan alligevel godt mærke konsekvenserne af, at næsten alle andre butikker holder lukket. 

Vinhandel kunde
Taastrup Ny Vinhandel er en af de butikker, som har lov at holde åbent.

- Der er færre folk på gaden, så vi går glip af strøgkunder og impulskøb. Mange er heller ikke klar over, at vi har åbent, så i denne uge har vi en helsides annonce i Lokalavisen for at slå fast, at vi altså er undtaget fra reglen om lukning, og at vi har åbent som normalt. 

Michael Jacobsen og Taastrup Ny Vinhandel er gamle i faget, når det gælder webshop. Det er mere end ti år siden, at det blev muligt at købe vin på tnv-vin.dk. Webshoppen er fornyet flere gange siden, og under pandemien er salget og især antallet af besøgende på hjemmesiden steget markant, kan Michael Jacobsen se.

- Webshoppen er lige så meget et udstillingsvindue, hvor folk søger inspiration, og så kommer de ned i forretningen bagefter. Men i disse måneder er der mere køb direkte på webshoppen. Den er blevet ekstrem vigtig for os, fordi folk nu kigger på hylderne i webshoppen i stedet for hylderne i butikken.

Michael Jacobsen anslår, at købene af vin og spiritus er 50/50 fordelt mellem gaver og til eget forbrug: - Vi er lidt bedre ved os selv, når vi er i en krise som nu, lyder hans erfaring.

Webshop vin
Michael Jacobsen og Taastrup Ny Vinhandel får mange bestillinger gennem webshoppen, men også på telefon og mail. Alt bliver pakket i butikken, og forretningen står også selv for udbringning lokalt, mens der til resten af landet leveres med PostNord. 

Opslag på Instagram sælger lamper
Vores medlem Charlotte Brandt flyttede sidste år Sonobe Light fra garagen i Taastrup til en fysisk butik (og værksted) på Vesterbrogade, men fik allerede i efteråret 2019 gang i sin webshop

- Jeg er glad for, at jeg allerede havde fået skabt en webshop, da corona lukkede ned for aktiviterne. Det betød, at jeg havde gjort nogle erfaringer med at sælge online og ikke først skulle i gang med den del, som så mange andre butikker blev nødt til på det tidspunkt. 

- For mit vedkommende er der en klar sammenhæng mellem min Instagram-profil og min webshop. Og rent teknisk er de også koblet sammen, så når man ser noget på min Instagram, kan man straks klikke sig over i shoppen. Det virker, kan jeg se. 

- Jeg bruger Instagram til at tale til mine kunder og give dem historier, så de husker mig, når de nu ikke kan komme i butikken og se/mærke mine lamper. Og så gælder det ellers om at have en webshop, der er nem at bruge. Men jeg savner da at kunne åbne døren og få kunder ind i min butik. Og det er ekstra ærgerligt, at vi må holde lukket nu, da jeg fornemmer, at der er en stigende opbakning til at handle lokalt, siger Charlotte Brandt.

Sonobe
Mange passerer hver dag forbi Sonobe Lights butik på Frederiksberg. Charlotte Brandt har sat en plastholder op på den lukkede butiksdør med foldere om hendes produkter og må jævnligt fylde op med nye foldere.

12.01.2021 20:16