Dansk Miljøkontrol med til at sikre korrekte nedrivninger

Nyt medlem: Dansk Miljøkontrol.

Står du med en bygning, der skal rives ned, er det nok værd først at ringe til Dansk Miljøkontrol på Baldersbuen. Det to år gamle firma har specialiseret sig i at screene bygning før nedrivning.

Ifølge Affaldsbekendtgørelsen skal der screenes for miljøfarlige stoffer, hvis det er en bygning på min. 10 kvadratmeter og mindst 1 ton affald, der rives ned.

- Dels drejer det sig om sundheden for de personer, som skal rive bygningen ned. Dels er det et spørgsmål om, hvor de enkelte dele må deponeres, fortæller Søren Christensen, som sammen Peter Aaskov, Manuel Kaalund og Thomas Lundgren er staben bag Dansk Miljøkontrol.

Kender branchen indefra
Firmaet udspringer af nedrivningsbranchen, men valgte at satse på screening, da de i november 2017 etablerede sig i Slagelse. Et år senere flyttede de til Høje-Taastrup Kommune for at få en mere central placering, både i forhold til kunder og medarbejdere.

Næsten alle kunder befinder sig omkring Storkøbenhavn, men firmaets hidtil største opgaver er dog i Holbæk, hvor de skal screene den gamle svømmehal, inden den rives ned.

Får fat i erhvervskunder
- Vi er kommet rigtig godt i gang og har i første kvartal 2019 fordoblet vores omsætning i forhold til samme periode 2018, oplyser Peter Aaskov.

- Til at begynde med havde vi primært privatkunder, men vi begynder at få fat i erhvervskunderne. Det er et stort plus, da nedrivningsfirmaer, ingeniører og arkitekter ved, hvad de vil have, og ofte skal bruge vores ydelse i flere projekter, hvor privatkunder mere er éngangsopgaver. Og så har vi også fået opgaver for kommuner som Holbæk, Slagelse, Roskilde og Høje-Taastrup.

Højere bliver prisen ikke
Dansk Miljøkontrol arbejder med et prisloft, hvor kunden på forhånd får at vide, hvad opgaven højst kommer til at koste. For kunden betyder det, at prisen aldrig kommer til at stikke af. For firmaet betyder det, at det ofte er nemmere at få lukket en ordre, når kunden ved, hvad max-prisen bliver.

Screener for farlige stoffer
En screening omfatter typisk en gennemgang af bygningen sammen med ejeren/kunden, og der tages prøver af maling og bygningsdele, som så analyseres for miljøfarlige stoffer. Slutproduktet er en miljørapport til kommunen, som skal godkende nedrivningen og anvise, hvor affaldet skal hen.

- Samtidig kan kunden bruge rapporten til at indhente tilbud fra nedrivningsfirmaer. Deres priser vil ofte afhænge af, hvor mange miljøfarlige stoffer der er. Også af den grund er det derfor vigtigt at have et uvildigt firma til at screene bygningen, påpeger Søren Christensen.

Miljørapport som værktøj
Det firma, som skal rive bygningen ned, kan langt hen ad vejen arbejde efter miljørapporten.

Peter Aaskov: - Vi gør meget ud af, at miljørapporten bliver et værktøj og ikke en akademisk redegørelse. Derfor er der mange fotos, praktiske anvisninger og værdital, der gør rapporten særdeles anvendelig for nedriveren. Vi kommer jo selv fra branchen, så vi ved, hvad man har brug for at vide, når man står ude på pladsen. Her er de informationer, du skal bruge for at løse opgaven, og ingen overflødige ord.

- Vi har virkelig gjort meget ud af at se det fra nedriveren side. Det er også der, at vi klarest skiller ud os fra andre i branchen. Søren, som skriver rapporterne, er godt nok akademiker, men så har vi Manuel, som selv har prøvet at stå med en miljørapport i hånden og skulle rive en bygning ned. Han er god til at fortælle Søren, hvordan det skal beskrives. De to er en rigtig stærk kombination, fastslår Peter Aaskov.

Foto: De fire personer bag Dansk Miljøkontrol (fra venstre) Søren Christensen, Manuel Kaalund, Peter Aaskov og Thomas Lundgren.

Dansk Miljøkontrol

Baldersbuen 15B, 2640 Hedehusene

Tlf. 70 60 53 30

info@danskmk.dk

https://www.danskmk.dk/

11.04.2019 13:02