Erhvervspris Høje-Taastrup 2020 tildelt Tom Ewers

Dette års Erhvervspris Høje-Taastrup går til Sydkystens Brolægning og Kloak i Hedehusene v/ direktør Tom Ewers for et mangeårigt socialt arbejde.

Unge mennesker med udfordringer er med en støttende hånd fra virksomheden nu blevet dygtige håndværkere. Tom Ewers har blandt andet været mentor for Simon og Andreas, som nu er uddannede og arbejder i hans virksomhed i Hedehusene.

Simon scorede et 12-tal til den afsluttende rørlæggerprøve, og Andreas er ligeledes uddannet rørlægger med en flot tredjeplads til DM.

- Jeg er rigtig stolt af dem, de er begge dygtige og engagerede – lige så dygtige som mine andre medarbejdere - og jeg kan altid regne med dem. Selvfølgelig har det været et ekstra arbejde i begyndelsen, hvor en morgenopringning eller et besøg kunne være nødvendigt for at sikre fremmøde, men det har været indsatsen værd, siger Tom Ewers, der ikke lægger skjul på, at han stiller høje krav til alle sine medarbejdere, fordi virksomheden skal levere høj kvalitet for at have tilfredse kunder.

Tom og medarbejdere
Tom Ewers med Erhvervsprisen og driftsleder Martin G. Hansen, Andreas Bislev Hansen og Simon Pihl.

Uddannelse giver selvtillid
Tom Ewers har som erhvervsmentor fået en særlig rolle i Simon og Andreas liv. Det kan handle om alt fra gode råd i forbindelse med et boligkøb eller støtte til fx en forsikringssag, men det gør han hellere end gerne. Og glæden er gengældt:

- Det har betydet alt for mig at få denne chance. Jeg har atypisk autisme og er ordblind, så det kan være svært at finde en læreplads for sådan en som mig, jeg er jo ikke som gennemsnittet; jeg er ret unik, smiler Andreas og fortsætter:

- Tom er en super chef, og jeg fik i starten mange chancer; rigtig mange chancer, og det er jeg glad for, for jeg har virkelig lært meget. Det sociale har tidligere været svært for mig, og nu kan jeg både ringe til kunder og tage ud til kunder uden problemer. Tom og kollegerne har vist mig tillid, og de stoler på, at jeg kan udføre en opgave. Det er vigtigt at vide, at der er nogen, der regner med én.

Simon siger: - Tom er en god støtte. Jeg er blevet langt mere moden og ansvarlig, mens jeg har været her. Jeg er glad for, at Tom gav mig tilbuddet om en læreplads, for jeg elsker at lave kloak, og jeg er glad for at være her.

Håber prisen vil inspirere andre virksomheder
Udover Simon og Andreas er flere unge mennesker kommet godt videre med hjælp fra virksomheden, og det er altså dette mangeårige sociale arbejde og den vedvarende indsats, som har imponeret dommerpanelet bag erhvervsprisen. Derfor er Tom Ewers også utroligt glad for anerkendelsen:

- Jeg håber, at andre virksomheder i højere grad vil gøre den investering at ansætte unge med særlige behov, for som virksomhed får du tifold igen. Unge mennesker med hænderne godt skruet på, dem skal vi bruge, alt andet er spild af gode ressourcer.

Et hjerte der brænder for at hjælpe unge
Bag Erhvervspris Høje-Taastrup står Erhvervsforum sammen med Taastrup Erhvervsforening og Hedehusene Erhvervsforening. Erhvervsprisen er et anerkendende skulderklap, og i begrundelsen har dommerpanelet blandt andet lagt vægt på, at det er en virksomhed, der har gjort sig positivt bemærket, og som har gjort en særlig indsats i forhold til at uddanne unge.

Kim Rasmussen, formand for Høje-Taastrup Erhvervsforum, uddyber:
- Tom Ewers er en utroligt engageret lokal erhvervsdrivende, og hans hjerte brænder for at hjælpe disse lokale unge mennesker, som har det svært. Han former og påvirker de unge mennesker i positiv retning og løfter dem, så de får en uddannelse og kommer godt videre. Det er altså meget imponerende at se. Tom favner dem, de ved, hvor de har ham – han pakker ikke tingene ind – men de kan regne med ham.

- Senest har Tom som erhvervsmentor tilknyttet LøkkeFonden hjulpet en 17-årig dreng til at blive vvs-lærling hos en anden lokal håndværker. Det er ting som dette, der er med til at styrke vores lokale vækst, siger Kim Rasmussen.

Formændene og Tom
Erhvervsprisen uddeles af Taastrup Erhvervsforening, Høje-Taastrup Erhvervsforum og Hedehusene Erhvervsforening, her repræsenteret af Sven Arne Pedersen, Kim Rasmussen og Peter Kjeld Jensen. Med prisen følger en figur i bronze på granit, udført af Flemming Jørgensen, FJ Sculpture, Taastrup.

Studiet
Prisoverrækkelsen foregik i tv-studiet hos MOOT i Taastrup.
Du kan se seancen, hvor borgmester Michael Ziegler, også gjorde status på den aktuelle erhvervssituation, ved at klikke på billedet. 

26.11.2020 10:26