Få gratis hjælp til en bæredygtig bundlinje

Få hjælp til en grøn forretningsmodel med tiltag, der kan mærkes på bundlinjen, og som giver din virksomhed en grønnere profil.

Et nyt projekt - Bæredygtig Bundlinje 2.0 - vil hjælpe små og mellemstore virksomheder i hovedstadsregionen med grøn og cirkulær forretningsudvikling. Det skal skabe energi og ressourceeffektiviseringer og styrke
virksomhedernes konkurrenceevne og vækstpotentiale.

Din virksomhed får adgang til et gratis forløb, der munder ud i en grøn forretningsmodel, der enten fokuserer på at optimere virksomhedens energi- og materialeforbrug eller på at udvikle en cirkulær
forretningsmodel.

Miljø- & EnergiCentret er partner
Projektet er et samarbejde mellem kommuner, brancheaktører og videninstitutioner om at udvikle grønne forretningsmodeller for 70 til 90 små og mellemstore virksomheder i Region Hovedstaden.

Miljø- & EnergiCentret i Høje-Taastrup (MEC) er partnere i projektet sammen med Københavns, Rudersdal, Egedal og Gentofte kommuner plus HORESTA, Wonderful Copenhagen, Hotel- og Restaurantskolen, Dansk Byggeri, GroConsult og EnergitjenestenØst.

Plads til ti lokale virksomheder
- For vores vedkommende er projektet målrettet små og mellemstore virksomheder i Høje-Taastrup, som primært hører til i oplevelses- eller byggebranchen, fortæller Dorthe Bach Egemose Agger, udviklingskonsulent hos MEC.

- I Høje-Taastrup vil op til ti virksomheder kunne kobles på. De kan vælge et temaspecifikt spor, fx madspild, energiforbrug, transport, materialeforbrug eller logistik. I det andet spor kan en virksomhed få udviklet en cirkulær forretningsmodel. Her vil DTU Diplom se på virksomhedens værdikæde og finde cirkulære muligheder, oplyser Dorthe Bach Egemose Agger.

Arbejdet foregår i tæt samarbejde med andre kommuner, erhvervscentre, videnspartnere og brancheorganisationer, der har kendskab til netop de udvalgte virksomheder.

Her kan du få mere at vide
Projektet ledes af Gate 21. Du kan læse mere om det her. Du er også velkommen til at kontakte Dorthe Bach Egemose Agger - dorthe.b.e.agger@mec-ht.dk - hos MEC

Download informationsark om projektet. 

15.05.2019 07:35