Færre konkurser i 2020 end i de foregående fire år

Med 5.614 erklærede konkurser i 2020, hvoraf de 2.221 var i aktive virksomheder, blev året langt fra det annus horribilis konkursmæssigt set, som der med COVID-19 ellers har været udtalt frygt for og forventning om, skriver Danmarks Statistik.

Antallet af konkursbegæringer har heller ikke været alarmerende. Vi skal faktisk tilbage til 2015 for at finde færre konkurserklæringer og -begæringer. De forskellige hjælpepakker og støtteordninger har tilsyneladende holdt hånden under mange af de trængte virksomheder, men har dog ikke kunnet hindre en kraftig stigning i antallet af ledige.

Uensartet udvikling for de forskellige brancher
Selv om antallet af konkurser i 2020 ligger 22 pct. lavere end gennemsnittet for perioden 2016-2019, er det ikke alle brancher, der har haft den samme udvikling. Det største fald i antallet af konkurser i alt er sket i branchegruppen handel med 28 pct. færre konkurser fulgt af industri med 18 pct. færre. Hoteller og restauranter har til gengæld kun haft 2 pct. færre konkurser i 2020 end i de foregående fire år, mens byggeriet har haft 3 pct. flere.  

Hoteller og restauranter mest sårbare over for konkurser
Antallet af konkurser i en branche giver kun en del af billedet, når de mest såbare virksomheder skal identificeres. Det forekommer ofte mere relevant at se på de konkursramte virksomheders andel af alle branchens virksomheder, hvis man vil belyse en branches sårbarhed.

Set i det lys, ser udviklingen siden 2016 noget anderledes ud, og det falder især i øjnene, at virksomhederne i de fire branchegrupper hoteller og restauranter, transport, byggeri mv. og handel har haft en konkursrisiko betydeligt over risikoen for alle virksomheder under et. I 2020 har hotellernes og restauranternes konkursrisiko således været mere end tre gange højere end gennemsnittet. Omvendt er de mange konkurser i erhvervsservice sket blandt så mange virksomheder, at branchegruppens konkursrisiko ikke afviger meget fra gennemsnittet.

Næsten uændret antal konkurser i aktive virksomheder i december
Der var 184 erklærede/kundgjorte konkurser i december blandt aktive virksomheder, når der korrigeres for normale sæsonudsving. Det er 1,7 pct. flere end i november. Konkurserne medførte 1.075 tabte job (omregnet til fuld tid) i faktiske tal, hvilket er 46 pct. flere end i november. Antallet af konkurser i aktive virksomheder i fjerde kvartal var uændret i forhold til tredje kvartal, mens jobtabet var 12 pct. mindre.

De erklærede konkurser i december i faktiske tal
Danmarks Statistik har i alt modtaget data om 714 konkurserklæringer i december, hvoraf de 191 er i aktive virksomheder, der har ansatte og/eller en omsætning over 1 mio. kr. De resterende 523 konkurser er i de såkaldte nulvirksomheder, der ikke har ansatte og kun en mindre omsætning.

Flere tabte job i december
Der blev tabt 1.075 job ved de 714 erklærede konkurser i december mod 736 tabte job i november. 62 pct. af de tabte job i august var i Region Hovedstaden, 13 pct. i Region Midtjylland og 10 pct. i Region Syddanmark. Region Nordjylland stod for 2 pct. af de tabte job, mens Region Sjælland stod for 13 pct.

Graf

08.01.2021 15:34