Find din gode håndværker på nettet

Nyt medlem: Ekspertlisten.dk & Lav-det-selv.dk

Hvad gør du, når du skal bruge en håndværker til at skifte dit wc ud, men ikke kender nogen? Internettet og Google er de oplagte svar i dag. Men selv om du finder en vvs’er på nettet, ved du ikke, om han er med i en garantiordning. Og om han overhovedet er autoriseret. Medmindre du har søgt på Ekspertlisten.dk 

60.000 håndværkere er med
Ekspertlisten.dk er en database med alle de ca. 60.000 håndværksvirksomheder, der er registreret i Danmark. Manden bag listen, Allan Elsted, har udviklet et system der automatisk laver et baggrundstjek af hver eneste virksomhed. Systemet henter dagligt data fra Skat, virk.dk, diverse garantiordninger og andre databaser.
Så søger du en håndværker på Ekspertlisten.dk, kan du se, om alt er OK. Hvis det halter på et eller flere punkter, er det markeret med et rødt flag. 

Begyndte med forum for gør-det-selv-folk
Ekspertlisten.dk udspringer af Lav-det-selv.dk, som Allan Elsted etablerede i 2000.
- Jeg kunne se, at der hver søndag var tæt trafik til byggemarkederne, siger Allan Elsted, som er uddannet cand. merc. i marketing, men altid har brændt for IT og teknologi.
- Med så mange gør-det-selv-folk tænkte jeg, at der måtte være behov for et forum, hvor de kunne spørge hinanden til råds, og hvor de kunne søge i tidligere spørgsmål og svar. 

Over 500.000 besøg hver måned
For at have et startgrundlag lagde Allan Elsted og medstifteren Jørgen Madsen ca. 4.000 spørgsmål og svar ind på siden. De blev tastet i hånden og hentet fra de daværende ”nyhedsgrupper”, som var forbeholdt de mere tekniske brugere. Så var Lav-det-selv.dk i gang. Første milepæl var, da sitet rundede 300 brugere pr. dag. Nu er der mellem 15.000 og 20.000 daglige brugere.
- Vi har over 500.000 besøg hver måned, og brugerne leverer selv alt indholdet. Nogle rejser et spørgsmål , og i løbet af få minutter kommer de første svar fra andre brugere. Vi har brugere, der har skrevet tusindvis af indlæg gennem tiden. Rekorden er 19.000 indlæg fra én bruger, fortæller Allan Elsted, der i flere år drev Lav-det-selv.dk som en hobby ved siden af sit job som salgschef i et it-firma. 

Uoverskueligt at vælge håndværker
For to år siden sprang han helt ud som iværksætter, skippede jobbet og lancerede Ekspertlisten.dk
- På Lav-det-selv.dk blev der tit spurgt, hvordan man finder den gode håndværker. Det fik mig til at indse, at det som forbruger er helt uoverskueligt.
- Jeg kunne se i svarene, at mange rådede til at vælge en håndværker, som var med i en garantiordning. Men det er jo et stort arbejde for kunden at tjekke alt om håndværkeren: Er han dækket af garanti? Er han autoriseret? Er firmaet solidt, eller kører han med underskud år efter år? 

1½ års udviklingsarbejde ligger bag
Derfor var ambitionen hos Allan Elsted at hjælpe brugerne med at finde den rette håndværker. Det var lige så kompliceret, som det lyder. Så han gik ind i det på fuld tid og har brugt 1½ år på udvikling af det avancerede system, der ligger bag Ekspertlisten.dk.
Økonomien er skruet sammen af to ting. Alle håndværkere har automatisk en gratis profil på Ekspertlisten.dk. De kan så købe sig til en opgradering, hvor profilen i praksis bliver en hjemmeside med firmaets egen fortælling, billeder af referenceprojekter, nyheder mm. Den anden del af økonomien er levering af data kombineret med tekniske ydelser til samarbejdspartnere i byggebranchen. 

En markedsplads for firmaer og forbrugere
Udover at se oplysninger om alle håndværkere kan kunden vælge at beskrive sin opgave og lægge den på Ekspertlistens markedsplads, som er åben og gratis at bruge for alle. Alle håndværkere kan derefter - uden beregning - se og byde på opgaver.
- Missionen med Ekspertlisten er, at gøre byggebranchen gennemskuelig og at hjælpe kunder med at finde den helt rigtige håndværker. Valget skal ikke være afhængigt af, om en håndværker betaler for en opgave eller ej. Dér adskiller vi os væsentligt fra de mange ”Få 3 tilbud”-sider, der findes i dag. Vi giver kunden valgfrihed og tryghed. Og vi hjælper samtidig de dygtige håndværkere ved at fremhæve dem på baggrund af nogle objektive og fair kriterier, understreger Allan Elsted.

LDS ApS (Ekspertlisten.dk & Lav-det-selv.dk)
Taastrupgårdsvej 20-22
2630 Taastrup

02.09.2016 14:00