Ja, webshop er et godt - men krævende - supplement til din forretning

En webshop er et rigtig godt supplement til din forretning, hvis du sælger varer. Er du håndværker eller i et servicefag, er værdien nok mere tvivlsom.

Sådan lyder det fra tre af vores medlemmer, som arbejder med at designe og udvikle webshops.

Når du først har fået en webshop op at køre, må du heller ikke undervurdere, at den stadig vil kræve en stor arbejdsindsats, hvis du vil fastholde salget og kunderne. 

Pludselig har du en butik i hver by
- Webshop er mere eller mindre et fuldtidsarbejde, siger Kenni Krogh fra bureauet Lost In Space. Du skal holde hjemmesiden opdateret med nye varer, du skal lave opslag på de sociale medier, og når du har solgt, skal du sørge for at få pakket og sendt varen senest næste dag. 

Kenni har været i branchen siden 2007 og har været med til at designe mere end 500 webshops. 

- Webshoppen er en fantastisk salgskanal. I stedet for at have en fysisk butik i én by, er du nu til stede i alle byer. Men da den er så arbejdskrævende, vil jeg ikke selv lave en webshop, hvis jeg har mindre end 100 produkter i mit sortiment. Så vil den kræve for lang arbejdstid. Især på webshops lever du af mængden. Derfor er det også altafgørende, at du har styr på dit varelager. Den vare, du har i webshoppen, skal du også have på lager. Kunderne gider ikke handle med dig, hvis de får at vide, at varen først kan leveres senere. Også for din egen skyld er du nødt til at vide, hvad du har på lager. Ellers mister du overblikket til sidst, og så går det helt galt, bemærker Kenni.

De webshops, som Lost In Space designer, er integreret med kundens lager- og økonomisystemer.

Det tager mellem en og fire uger at levere en færdig løsning, og priserne begynder ved 15.000 kr. 

- Vores tidsforbrug, og dermed også prisen, afhænger af, hvor mange produkter du vil have med i webshoppen. Der skal lægges billeder op og skrives lidt tekst om hver vare, og den del kan kunden måske selv håndtere. Jo bedre forberedt kunden er, jo hurtigere og billigere kan vi få webshoppen færdig. 

Ifølge Kenni skal en webshop være nem og logisk at bruge.

- Kan man i løbet af tre klik få sin vare lagt i kurven, er det optimalt. Og jo større sortiment, jo bedre. Det giver kunden flere valgmuligheder og indgange og skaber ofte et merkøb, lyder erfaringen fra Lost In Spaca.

Salgsbutikken
Salgsbutikken.dk er en af de webshops, som Lost In Space har designet. Klik på billedet og besøg butikken.

Brug de rette ord til at få kunder i butikken
Hos I&D Design og Web udgør webshops en stigende del af opgaverne, og priserne begynder ved 15.000 kr.

Salgschef Helle Hviid fortæller, at det typisk tager fire uger at få en webshop klar. I den fase indgår en demo-version, så kunden kan se, hvordan shoppen fungerer. Der indarbejdes integration til andre af kundens it-systemer foruden en betalingsløsning. Når I&D Design og Web afleverer webshoppen, skal kunden selv fylde varer ind. 

- Forudsætningen for en ordentlig webshop er, at den er nem at bruge for dem, som vil handle, men sandelig også for ejeren. Hvis det er for bøvlet at lægge varer og billeder ind, bliver du hurtigt træt af den. Der er nok af andre opgaver at tage sig af. Ikke mindst at få gjort opmærksom på din shop og dine varer. Det kan vi hjælpe med i form af rådgivning og hjælp til at bruge de rette ord i teksterne, så folk lander i lige præcis din webshop, når de googler en bestemt vare. 

- Vi hjælper også kunder, som allerede har en webshop, der måske ikke fungerer optimalt. Her kan vi bistå med teknik, design og digital markedsføring. Vi tilbyder analyser, der viser, hvordan din webshop klarer sig i forhold til konkurrenterne. Og viser analysen, at der er huller i din løsning, kan vi hjælpe med at fylde dem ud, oplyser Helle og fortsætter:

- Der er også en hel del jura og regler at være opmærksom på, når man åbner en webshop, blandt andet handelsbetingelser, cookies og opbevaring af data om kunden. Ikke mindst er betalingsløsningen værd at være opmærksom på for ejeren. Det kan blive dyrt at vælge den forkerte, fordi de afregnes på forskellige måde. Derfor har vi skrevet denne blog om valg af betalingsløsning. 

Nogle virksomheder vil også kunne bruge omstillingspuljen for hårdt ramte virksomheder til at få en webshop. Det har I&D Design og Web skrevet denne blog om.

anna-anna
anna-anna.com er en af de webshops, som I&D Design og Web har designet. Klik på billedet og besøg butikken.

En webshop til de små spillere
Svift.net har primært fokus på at levere platforme til hjemmesider, hvor information er det basale. Men Høje-Taastrup-bureauet tilbyder også opkobling til webshop-platforme som Shopify, hvor brugeren leaser en plads til sin shop, og hvor shoppen så fremtræder som en underside (subdomæne) til kundens egen hjemmeside.

- Det er en lavpraktisk løsning, som vi tilbyder, mens vi endnu selv er mere fokuseret på at videreudvikle og sælge vores platform til hjemmesider, forklarer marketingkoordinator Martin Krogh Andersen.

- På sigt vil vi rigtig gerne udvikle en Svift.net shopløsning til vores primære målgruppe blandt små og mellemstore virksomheder og aktører. For uanset om du er lille eller stor, er det særdeles relevant at være tilstede online.

Indtil Svift.net selv kommer med en shopløsning, kan interesserede læse denne blog om, hvor nemt der er at koble en webshop til sin hjemmeside. 

shopify
Indtil Svift.net får sin egen webshop-løsning, henviser bureauet til at bruge eksisterende online-løsninger som Shopify, hvor man leaser en plads til sin webshop. 

Fik du set... vores historie om tre medlemmer, som har stor gavn af deres webshop under corona-nedlukningen? Ellers klik her

21.01.2021 14:09