Jule- og nytårshilsen fra formanden

2021 må blive et år med mange aktiviteter i Høje-Taastrup Erhvervsforum. Det kan næsten ikke være anderledes efter et 2020, hvor næsten alt, hvad vi har haft planlagt af aktiviteter, har måtte aflyses.

Groft sagt var det vel kun vores generalforsamling, som vi nåede at gennemføre i september – med et halvt års forsinkelse. Og heldigvis kunne vi også – i en streaming leveret af vores medlem MOOT – gennemføre uddelingen af Erhvervspris Høje-Taastrup og dermed give Tom Ewers fra Sydkystens Brolægning & Kloak et særdeles velfortjent skulderklap for hans store engagement med at få udfordrede unge i gang med en erhvervsuddannelse.

Jeg skal ikke dvæle ved, hvor besværligt og udfordrende år, vi har været igennem. Kun udtrykke et håb om, 2021 bliver året, hvor vi smider mundbindet og igen mødes uden begrænsninger. Mon ikke at der kommer en vaccine – eller flere – og redder os? Lad os tro på det.

Kommunens udbud og lydhørhed
En af de opgaver, vi har brugt en del tid på i 2020, er kommunens udbud af opgaver og indkøb. Som lokal erhvervsdrivende må man ind imellem studse over, hvordan kommunen nærmest konsekvent vælger leverandører udefra. Vi er med på, at der er regler at overholde, og at kommunen ikke bare kan tilgodese virksomheder med de rette postnumre.

Vi har påpeget, at opgaverne måske kan udbydes i mindre bidder, så man hverken behøver at have jurister eller DJØF’ere ansat for at kunne byde. Heldigvis har kommunen været lydhøre, så jeg har en tro på, at det bliver bedre i 2021. Under alle omstændigheder vil jeg gerne takke borgmester Michael Ziegler og byrådet for et godt samarbejde, og det samme til kommunens erhvervsserviceteam.

Vi er klar med mange events i 2021
Som sagt håber vi, at coronaen letter i 2021, så vi atter kan samles. Vi er hvert fald klar med et stort og varieret program af aktiviteter, der spænder lige fra tema om digitalisering, virksomhedsbesøg, morgenmad med borgmesteren til opera i Hedeland og Business Basar Netværksdag.

Også i 2021 vil Høje-Taastrup Erhvervsforum bestræbe sig på at være omdrejningspunkt for et netværk, der åbner døre for hinanden for at skabe lokal business og vækst, samtidig med at vi fortsat vil være vagthunden, der napper kommunen i haserne, hvis den er ved at komme på erhvervspolitisk afveje.

Med det ønsker jeg alle en glædelig jul og et godt nytår.

Kim Rasmussen, formand for Høje-Taastrup Erhvervsforum

21.12.2020 13:08