Kira vil gerne være aktiv i lokalt vækstmiljø i Høje-Taastrup

Nyt medlem: Kira Dalhus Online Markedsføring og tekstforfatning. 

Kira Dalhus er specialist i online markedsføring og er nu, efter fire år som SEO-manager på et bureau, gået solo med sine kompetencer. Hun er uddannet markedsføringsøkonom og er i gang med overbygningen International handel & Markedsføring på Copenhagen Business Academy.

- Jeg vil gerne have et mere internationalt perspektiv på det, jeg kan, siger Kira Dalhus.

Bliv synlig på nettet
Det hun kan er at hjælpe virksomheder til at blive mere synlige online. Primært ved at bruge de rigtige ord på hjemmesider m.m.

- SEO vil sige, at du afpasser dine tekster i forhold til søgemaskiner som Google. Det handler om at optimere sin hjemmeside, både teknisk og med de rette ord i teksterne, så de matcher Googles algoritmer, og du dermed kommer højere op i søgeresultaterne. Nu skilter Google jo ikke med, hvordan deres algoritmer ser ud, og hvordan man matcher dem, så det gælder i høj grad om at se, hvad der fungerer, og bruge sine erfaringer, siger Kira Dalhus.

Brug de ord folk søger på
Hendes egne erfaringer stammer primært fra de fire år som SEO-manager. Herfra ved hun, at det gælder om at bruge de ord, som folk ofte vil søge på, hvis de er på udkig efter en ydelse eller et produkt.

- Sælger du strømper, skal du selvfølgelig have det med i din overskrift og tilpas mange gange i din tekst. Du skal også have flere undersider, så folk lander på en af dine sider, hvis de nu søger på "strømpebukser" i stedet for strømper. Du skal hele tiden have indhold og overskrifter, der passer til det, folk søger på, påpeger Kira Dalhus.

Der findes programmer, hvor man kan se, hvad folk bruger som søgeord, så man selv kan bruge de ord på sin hjemmeside. 

- Så hvis man orker at sætte sig ind i det, kan man selv optimere sin side med de rette ord. Men bruger du i stedet en specialist, sparer du tid, fordi mine erfaringer gør mig hurtigere, og jeg har de rette værktøjer, siger Kia Dalhus.

God kommunikation er nøglen
Hun har mest hjulpet små til mellemstore virksomheder, hvor det er en stor faglig tilfredsstillelse at bidrage til deres vækst. 

- Jeg ønsker at se mig selv som en integreret del af den pågældende virksomhed, og hos de små virksomheder er det som regel også den forventning, der er til mig. Der dannes hurtigt et fællesskab omkring de aftalte målsætninger. Når relationen er så tæt, er det lettere for begge parter at dele både glæde og frustrationer. Min erfaring er, at det er sådan det bedste resultat skabes.

- For eksempel var min første kunde hos bureauet en møbelpolstrer, som jeg stadig arbejder for. Deres budget var meget begrænset, og de var slet ikke synlige på Google. De stoler 100 procent på min vurdering, og derfor har jeg haft mulighed for at lave store ændringer på deres hjemmeside. Det tog ikke lang tid, før de rankede nr. 1 i deres lokale område, hvilket absolut skyldes vores gensidige gode kommunikation, der har sparet os alle for mange spildte arbejdstimer.

Vil gerne bidrage til lokal iværksætter-vækst
Udover SEO arbejder Kira Dalhus også med tekstforfatning og rådgivning, planlægning og produktion af indhold til kundernes sider på sociale medier som LinkedIn og Instagram.

Virksomheden drives indtil videre, mens hun fortsat studerer, hjemme fra privaten på Ibsensvej.

Kira Dalhus stammer fra Taastrup og vil rigtig gerne være med til at booste det lokale iværksættermiljø: - Det kunne være fedt at få nogle flere lokale kunder, som jeg kan hjælpe til vækst.

Kira Dalhus
Kira Dalhus: - Det er en konstant konkurrence at være nummer 1 i Google. Derfor er SEO også en kontinuerlig arbejdsopgave, der både kræver vedligeholdelse og nytænkning.  

Kira Dalhus Online Markedsføring og tekstforfatning

Ibsensvej 23, 2630 Taastrup 

Telefon: 53 69 78 56

mail@kiradalhus.dk

www.linkedin.com/in/kiradalhus/

20.11.2020 12:06