Kom og se hvad du kan bruge Teknologisk Institut til

Det lokale erhvervsliv i Høje-Taastrup Kommune er begunstiget af at have Teknologisk Institut liggende i Taastrup. Instituttet vil gerne samarbejde med erhvervslivet, herunder også udføre lønarbejde, der kan hjælpe din produktudvikling på vej eller løse et problem i din produktion eller en udfordring med et materiale.

Tirsdag den 4. februar er vi inviteret til fyraftensmøde på Teknologisk Instituts Center for Plast og Emballage, hvor vi præsenteres for tre af de teknologier, som virksomheder kan købe sig adgang til: røntgenscanning, 3D print og genbrug af materialer.

Du kan tilmelde dig mødet her.

Vi kan altid hjælpe
- På Teknologisk Institut i Taastrup råder vi avanceret udstyr og stor ekspertise. Samtidig kan vi trække på faciliteter og kompetencer andre steder i Europa, så vi vil næsten altid kunne hjælpe en virksomhed, som står med et teknologisk problem i forhold til produktion eller materiale, siger sektionsleder Jens Christiansen.

Røntgenscanning til kvalitetskontrol
- Røntgenscanning er en effektiv måde til kvalitetskontrol af fx tæthed og fejl, uden at man behøver at skære det pågældende emne op, som man ellers ofte må gøre, hvis det er formstøbt, forklarer Jens Christiansen. Vi har selv et apparat, men kan også trække på avanceret udstyr i Hamborg og på universitetet i Lund.

3D-print en genvej i produktudvikling
- 3D-print kan vi levere i alle former. Det kan være en god og billig genvej, når man udvikler nye produkter, hvor en prototype hurtigt kan printes i for eksempel plast eller metal. Vi er nok ikke det billigste sted at få de opgaver udført, da der ligger mange ingeniørtimer i det. Til gengæld er vi på forkant med anvendelse af de nyeste teknologier som for eksempel print af støbeforme til Free-Form Injection Molding og fremstilling af komponenter i metaller, hvilket kan være en besparende genvej i produktudviklingen, siger Jens Christensen.


I 3D-print er der stort set ingen grænser for de former, der kan fremstilles, og produktudviklingstiden kan kortes ned til få uger.

Genbrug fylder mere
- Genbrug af materialer vil vi komme til at se mere til. På vores Center for Plast og Emballage fokuserer vi meget på plast og råder selv over udstyr, som gør det muligt for eksempel at trække blødgørere ud af medicinsk udstyr og derefter omsmelte plasten. Endvidere er vi ved at udvikle en plastisk papirmasse, som kan anvendes i almindeligt sprøjtestøbeudstyr.

møtrik
En møtrik støbt i papir er et af eksemplerne på genbrug, som Teknologisk Institut arbejder med.

22.01.2020 10:15