PV-Udlejning har alt grejet til anlægsbranchen

Nyt medlem: PV-Udlejning A/S.

Det begyndte med udlejning af toiletvogne i 1996, men i dag er PV-Udlejning A/S udlejer af materiel og grej til byggebranchen. 

Ejeren er stadig Peter Vest, som grundlagde virksomheden sammen med sin far, Hans Vest. Og der bliver også stadig lejet toiletvogne ud - blandt andet til DHL Stafetten og til større begivenheder i Parken og Royal Arena. 

I mellemtiden er virksomheden vokset, så hovedkontoret i Ølstykke er suppleret med afdelinger i Hillerød og for tre år siden på Rundageren i Hedehusene.

- Vi har et ønske om at være tæt på kunderne for at minimere transporten af grej og være tæt på vores kunder. Derfor er vi til stadighed på udkig efter nye lokationer, og nye afdelinger af PV-Udlejning kan meget vel dukke op på Sjælland, fortæller Pernille Søndergaard (foto), som er firmaets salgschef.

Ideen med at have flere afdelinger er at kunne flytte grejet ud, hvor der er brug for det, så kunderne ikke skal køre så langt for at hente det, men kan bruge tiden på at udføre deres arbejde. 

Maskiner

Der kommer hele tiden nyt grej til

- Vores forretning med maskiner til bygge/anlæg er stille og roligt vokset rigtig godt. Det er den måde, Peter Vest gerne vil udvikle os på. Vi skal handle økonomisk ansvarligt, men omvendt er han heller ikke bange for at investere, når han får færten af en god forretning. Vi sørger for, at vi hele tiden har grej nok til de ordrer, vi får ind, og da vi er i vækst, betyder det, at vi stadig udvider maskinparken.

- Hvis vi kommer i en situation, hvor vi er i bekneb for udstyr, er branchen sådan indrettet, at vi godt kan låne hos hinanden, selv om vi er benhårde konkurrenter, bemærker Pernille Søndergaard.

Vi vinder på nærvær

I den danske branche ligger PV-Udlejning blandt de mellemstore.

- Mange entreprenører tror, at vi kun lejer toiletvogne ud og er endnu ikke bevidste om vores store og voksende maskinpark... - endnu, siger Pernille Søndergaard med et glimt i øjet.

- Vores berettigelse er, at vi har mange års erfaring i byggebranchen og mange gode kunder, som holder ved os. Jeg kommer selv med et solidt, godt og bredt netværk efter mange år i branchen. Vi vil gerne slå på at være nærværende og yde den service og rådgivning, som vi virkelig synes mangler derude. Noget menneskelighed gør ikke noget, for det er mennesker, vi har med at gøre og ikke kun et projekt nu og her.

- Det handler ikke kun om pris, selvom man skulle tro det. Kunderne vil gerne have service og orden på tingene, så de får grej med de rette dimensioner ud på pladserne og en god sparring og rådgivning undervejs i projektet. Hos PV-Udlejning vil vi ikke bare være ordremodtagere, men en tryg samarbejdspartner i øjenhøjde, siger Pernille Søndergaard.

Pernille, PV-Udlejning
Pernille Søndergaard er en af tre salgsansvarlige hos PV-Udlejning A/S - her på afdelingen i Hedehusene. Hun ser frem til at blive en aktiv del af netværket i Høje-Taastrup Erhvervsforum.

Høje-Taastrup er interessant for os

PV-Udlejning åbnede i Hedehusene for tre år siden på den ejendom, hvor Bilsby før lå. I dag er Ken Kock chef for afdelingen.

Pernille Søndergaard: - At vi har en afdeling her i Hedehusene er udtryk for, at vi vil det lokale, og så er Høje-Taastrup også et område med rigtig mange entreprenører og spændende byggeprojekter.

I alt har PV-Udlejning knap 30 medarbejdere fordelt på deres tre afdelinger. Her er alt fra klargøringsfolk, udekørende montører, mekanikere, udlejere, rådgivende sælgere, kørselsledere og egen chauffører til alle de større maskiner og vogne.

Grejet skal ud og arbejde

Hos PV-Udlejning bliver maskinerne grundigt rengjort og tjekket på værkstedet, når de kommer hjem. Der er værksteder på alle afdelinger, så grejet hurtigst muligt, kan gøres klar til en nyt lejemål hos endnu en glad PV-kunde.

- I denne her branche er kunsten at have mest muligt materiel ude hos kunderne, fremfor at det står derhjemme i afdelingerne. Ved hjælp af vores gode kontakt og samarbejdet med kunderne - og ikke mindst en unik projektdatabase - er vi i stand til hele tiden at se fremad og ind i byggeriet, så vi har bedst mulig føling med, hvor vores kunder er, og hvad der kommer til at ske om nogle måneder i bygge- og anlægsbranchen, siger Pernille Søndergaard.

PV-Udlejning A/S

Rundageren 31, 2640 Hedehusene

Tlf. 61 15 08 73

ps@pv-udlejning.dk

https://pv-udlejning.dk

 

26.08.2021 09:32