RUC inviterer os til virtuel jobmesse

Vores samarbejde med Roskilde Universitet har udløst et tilbud fra RUC, hvor vores medlemmer kan deltage i Danmarks største virtuelle karrieremesse for alle de studerende, som afslutter - eller har afsluttet - en uddannelse på et af landets syv universiteter og CBS.

RUC betaler deltagergebyret
RUC tilbyder medlemmer af Høje-Taastrup Erhvervsforum gratis deltagelse. Til gengæld skal din virksomhed som minimum tilbyde ét relevant job på messen.

Normalt koster deltagelse på messer af den type omkring 7.500 kr., oplyser Sune Stick, karrierekonsulent på RUC.

- Det kan være en stor post i en mindre virksomhed. Vi vil gerne hjælpe de studerende med at få et job, og vi vil også gerne vise små og mellemstore virksomheder, at de på en nem og effektiv måde kan rekruttere færdiguddannede medarbejdere fra universiteterne, siger Sune.

- Som så mange andre har vi oplevet en stigende usikkerhed omkring arbejdsmarkedet på grund af Covid-19 situationen. Vi vil derfor gerne gøre vores til at understøtte både studerende og virksomheder med at finde hinanden i en svær tid. 

Vær klar til at chatte med de studerende
Karrieremessen afvikles tirsdag den 16. juni fra klokken kl. 13.00 til 15.30. I den tidsrum skal de deltagende virksomheder have en medarbejder siddende klar ved en computer for at kunne chatte med de studerende. 

Deltagerne kommer "ind på" messen via www.karriere.ruc.dk og vil her "møde" dimittender fra samtlige studieretninger på danske universiteter.

Sune: - Allerede nu, inden vi er begyndt at reklamere for messen, har mere end 500 studerende tilmeldt sig og oprettet profil, så vi forventer, at messen bliver en succes, forhåbentligt også med mange lokale virksomheder, som kan se værdien i at ansætte en akademiker.

Så snart en virksomhed er tilmeldt, kan den oprette sin egen profil og allerede inden messen få adgang til de profiler, som de jobsøgende har lagt op, og dermed scanne de kompetencer, der tilbydes.

Sådan kommer du med
Det praktiske omkring den virtuelle messe håndteres af universiteternes samarbejdspartner Graduateland, der er en form for LinkedIn med studerende som målgruppe. 

Hvis din virksomhed har et job at byde ind med og gerne vil deltage i messen, skal du kontakte Sune Stick på telefon 46 74 32 49 eller mail sstick@ruc.dk Herefter sørger Sune for at sætte jer i kontakt med Graduateland om det praktiske. 

Dimittender fra disse universiteter kan du komme i dialog med: SDU, Aalborg Universitet, DTU, CBS, IT Universitetet, Københavns Universitet, Aarhus Universitet og RUC. 

Se mere om messen her

 

 

27.05.2020 11:55