Så fik Høje-Taastrup den ny FGU-skole

- Nu er vi FGU-Skolen Øst Høje-Taastrup; velkommen til vores verden, sagde skoleleder Sus Berlick, da hun mandag morgen bød elever, medarbejdere og gæster velkommen på Rugvænget, hvor Produktionsskolen før havde til huse.

Nu er produktionsskolen sammen med VUC og Voksenundervisningen en del af FGU-Skolen Øst, der dækker kommunerne Høje-Taastrup, Roskilde, Lejre, Greve og Solrød. Skolen har hovedsæde i Høje-Taastrup. 

Alle fem steder blev den nye skole budt velkommen af den lokale borgmester. På Rugvænget slog Michael Ziegler fast, at uddannelse er vigtigt. Om den er kort eller lang, betyder mindre.

- Men uddannelse stiller jer bedre i samfundet, og vi har brug for jer alle. Med FGU kan vi bygge bro mellem Folkeskolen, ungdomsuddannelserne og det lokale erhvervsliv, og det er vigtigt. Og det er positivt, at vi i Danmark har et politisk mål om, at alle unge skal have en uddannelse eller gøres klar til arbejdsmarkedet, sagde Michael Ziegler.

En svær, men spændende opgave
Jette Henning, Roskilde, er formand for FGU-Skolen Øst, som hun kaldte en skole for de unge, som endnu måske ikke er helt klar til en uddannelse eller har brug for en mere praktisk tilgang. 20 procent af en årgang har syv år efter Folkeskolen endnu ikke fået en uddannelse. Det håbede hun, at FGU kan være med til at afhjælpe.

- Vi skal løfte en svær, men spændende opgave, sagde Jette Henning, der glædede sig over at have fået Søren Lau som en energisk direktør for den nye skole. Den er planlagt til at få ca. 550 elever fordelt på de fem afdelinger, og det ser ud til at blive nået.

Der er altid noget, man er god til

Balloner

Masser af lilla balloner blev sendt afsted for at gøre omgivelserne opmærksom på, at Høje-Taastrup har fået en ny uddannelse. Det så Søren Lau som et symbol på, at kun himlen kan sætte grænser for, hvad de unge kan nå at lære, mens de er på FGU.

Han rådede eleverne til at huske et citat fra Gummi-Tarzan: "Der er altid noget, man er god til. Man skal bare finde ud af, hvad det er." Og fulgte op med dette udsagn fra Pippi Langstrømpe: "Det har jeg aldrig prøvet før, så det klarer jeg helt sikkert!"


Dagens fire talere - Sus Berlick, Søren Lau, Michael Ziegler og Jette Henning - kunne også synge.

12.08.2019 11:37