Trepartsaftale om nye mål for arbejdsmiljøet

Der er fortsat plads til forbedring af arbejdsmiljøet på danske arbejdsplader. Derfor er regeringen og arbejdsmarkedets parter blevet enige om en ny trepartsaftale for arbejdsmiljøet, der gælder til 2030. Borgmester Michael Ziegler har deltaget på vegne af Kommunernes Landsforening og er glad for resultatet (se citat længere nede).

Målene skal fremme et mere sikkert og sundt arbejdsmiljø, og at centrale aktører på arbejdsmiljøområdet trækker i samme retning. 

Du kan se/downloade hele aftalen her

Fire nationale mål for arbejdsmiljøindsatsen
Der er konkret aftalt fire nye nationale mål for arbejdsmiljøindsatsen:

  • Stærk sikkerhedskultur på arbejdspladser – færre skal udsættes for arbejdsulykker
  • Sikkert og sundt arbejde med kemi – færre skal udsættes for farlig kemi på arbejdspladsen
  • Sikkert og sundt ergonomisk arbejdsmiljø – færre skal udsættes for væsentlige fysiske belastninger
  • Sikkert og sundt psykisk arbejdsmiljø – færre skal udsættes for væsentlige psykiske belastninger

Mål for de enkelte brancher
Aftalen skal nu omsættes til egentlige måltal i udvalgte brancher, da udfordringerne kan være forskellige alt afhængig af branche. Branchemåltallene skal skabe ejerskab og gøre målene relevante og konkrete for arbejdspladserne og for andre aktører i branchen. Samtidig er der med aftalen fokus på forebyggelse af arbejdsmiljøproblemer, så den gode indsats på arbejdspladserne styrkes.

Regeringen har sammen med seniorpensionsforligskredsen afsat 95 mio. kr. til Branchefællesskaberne for arbejdsmiljø, som skal understøtte, at Danmark når de nationale arbejdsmiljømål.

Evalueres i 2024
Parterne er enige om inden udgangen af 2024 at gennemføre en evaluering af de nationale arbejdsmiljømål. Aftalen sætter desuden et ambitiøst forskningsspor i gang for at opnå bedre viden, der på sigt kan indgå i målene. Arbejdet indgår i udmøntningen af den nye nationale forskningsstrategi for arbejdsmiljø.

Trepartsaftalen er en udløber af Aftale om en ny og forbedret arbejdsmiljøindsats og ordnede forhold på arbejdsmarkedet fra april 2019, hvor det fremgår, at arbejdsmarkedets parter skal tage større ansvar for arbejdsmiljøindsatsen ved at tage del i at fastsætte og følge op på målene for arbejdsmiljøet. Aftalen afsatte i alt 400 mio. kr. til at forbedre arbejdsmiljøet, bl.a. til flere tilsynsførende i Arbejdstilsynet. 

Det fremgår desuden af aftalen, at arbejdsmiljøforligskredsen skal godkende trepartsaftalen om nye arbejdsmiljømål. Beskæftigelsesministeren vil indkalde til en drøftelse om det først i det nye år.

Beskæftigelsesminister Peter Hummelgaard (foto): 
- Jeg er glad for, at vi nu har lavet en aftale om den fælles retning for arbejdsmiljøet de næste 10 år. Jeg tror på, at vi ved at flytte målene så tæt på de enkelte brancher gør dem lettere for både virksomhederne og deres medarbejdere at forholde sig til og tage ansvar for. Et sundt arbejdsmiljø er alfa og omega på vores arbejdsmarked.

Formand for KL’s Løn- og Personaleudvalg Michael Ziegler: 
- Det er en rigtig god dag for alle os, der kerer sig om arbejdsmiljøet. Vi er glade for, at vi med aftalen lægger et større ejerskab ud til arbejdsmarkedets parter i forhold til at sætte mål og handling ind for at forbedre arbejdsmiljøet. Det er lokalt på de kommunale arbejdspladser, at hovedindsatsen gøres for, at de ansatte trives og har et sundt og sikkert miljø at arbejde i. Vi ser frem til at udmønte aftalen – både som centrale parter og på de kommunale arbejdspladser.

Næstformand i Fagbevægelsens Hovedorganisation Morten Skov Christiansen:
- Det er en rigtig god trepartsaftale, som vi er tilfredse med, og som vil være med til at rykke arbejdsmiljøet i den rigtige retning. Med trepartsaftalen har vi forpligtet hinanden på at alle aktører arbejder tæt sammen om at forbedre arbejdsmiljøet, og vi har skabt et solidt fundament for klare forbedringer i kollegernes arbejdsmiljø.

Viceadm. direktør i Dansk Arbejdsgiverforening Pernille Knudsen:
- Vi er glade for, at vi i den nye aftale nu også sætter mål for forebyggelsen, som sikrer det gode arbejdsmiljø ude på virksomhederne. Det er især i forebyggelsen, at vi styrker arbejdsmiljøet. Vi har i Danmark allerede et arbejdsmiljø i særklasse, som først og fremmest er skabt på baggrund af et stærkt og tillidsfuldt samarbejde mellem ledelse og medarbejdere på den enkelte arbejdsplads. Den nye trepartsaftale vil yderligere understøtte dette arbejde frem over.

Arbejdsmiljøpolitisk chef i 3F Ulla Sørensen: 
- Jeg er meget glad for, at aftalen sender et klart signal om, at arbejdsmiljøet er en fælles sag, som alle aktører kan og skal være med til at løfte. Det gælder nationalt og for brancherne. Men det gælder også for den enkelte arbejdsplads. Vi får jo kun skabt et godt arbejdsmiljø, når ledelse, arbejdsmiljørepræsentanter og kolleger kommer hinanden i møde og løfter som et fællesskab.

Adm. direktør i Finanssektorens Arbejdsgiverforening Mariane Dissing: 
- Det er en fornuftig trepartsaftale, som sikrer, at den danske arbejdsmiljøindsats bliver målrettet de områder, hvor der er væsentlige udfordringer. Aftalen giver dermed et stærkt fundament, så både brancher og ikke mindst virksomhederne kan spejle aftalens overordnede nationale arbejdsmiljømål ned i deres virkelighed.

Formand for Akademikerne Lars Qvistgaard: 
- Nu kommer vi sammen som parter til at tage et påtrængende opgør med krænkelser, mobning og overgreb på arbejdspladserne og den usunde kultur, der ligger bag. Jeg er glad for, at vi med denne aftale får løftet de politiske ambitioner for psykosocialt arbejdsmiljø - selvom jeg gerne havde set, det var mere - og samtidig givet plads til mere forskning på området.

Forbundssekretær i FOA Jens Nielsen: 
- Det er svært ikke at blive begejstret over det store fokus på forebyggelse af arbejdsmiljøproblemer, især når vi ved, det virker.

Politisk chef i Ledernes Hovedorganisation Berit Toft Fihl: 
- Det er meget positivt, at aftalen afspejler de store forskelle på arbejdsmiljøproblemer på tværs af brancher. I nogle brancher er der behov for en styrket indsats på det fysiske arbejdsmiljø, mens der i andre brancher kan være behov for fokus på det psykiske arbejdsmiljø. Samtidig sikrer aftalen, at lederne på den enkelte virksomhed fortsat kan fokusere på de problemer, der er centrale på netop deres arbejdsplads.

Formand for Regionernes Lønnings- og Takstnævn Anders Kühnau: 
- Et godt og motiverende arbejdsmiljø er et højt prioriteret emne i regionerne. Jeg er tilfreds med, at vi er nået i mål med at sætte en god ramme om den fremtidige arbejdsmiljøindsats. Vi tør prioritere de områder, hvor vi ser de mest alvorlige udfordringer og sætter fokus på både at reducere belastninger og fremme det gode arbejdsmiljø. Nu ser jeg frem til et konstruktivt og resultatorienteret samarbejde i Arbejdsmiljørådet og Branchefællesskaberne om at omsætte målene til vedkommende og relevante måltal for de regionale arbejdspladser.

22.12.2020 14:59