Udgivet d. 3. marts 2015

DanWEEE – de brugte printpladers formidler

Onsdag den 18. marts kl. 16-18 har Hedehusene Erhvervsforening arrangeret et netværksmøde hos DanWEEE der ligger i de tidligere Rockwool-bygninger på Hovedgaden 501.

DanWEEE startede i Hedehusene juni 2013 med to medarbejdere. I dag er de 24 medarbejdere og inden udgangen af 2015 forventer de at være 40 ansatte.

Da de startede havde de nul leverandører af elektronikskrot. I dag har de 540 virksomheder, der leverer til dem. I gennemsnit kommer der 2.2 nye kunder til pr. uge.

Det er Brian Clemmesen der har startet. Oprindelig automekaniker, men i 1995 var han med til at etablere DSR-genbrug i Roskilde. I 2008 solgte han sine aktier, men fortsattte som direktør. I 2011 stoppede han definitivt, men med en masse ideer til hvordan han selv ville gøre det. Da konkurrence-klausulen udløb, startede han så selv i Hedehusene.

Et særligt forhold omkring DanWEEE skal nævnes, at der her er tale om en virksomhed med en høj social profil. Ud af de 24 medarbejdere er fire ansat i fleksjob og to i et fastholdelsesforløb (mennesker, der i 25 år ikke har været på arbejdsmarkedet hjælpes til at blive fastholdt).

Ønsker man at deltage skal tilmelding foregå via mail mec@mec-ht.dk eller på tlf. 43 30 42 00.

 

Vores Nyhedsbrev

Modtag vores nyhedsbrev og følg med i hvad der sker i Erhvervsforum.