Udgivet d. 8. september 2014
Erhvervsrådets netværksgruppe har arrangeret et møde med Mogens Nørgaard fra firmaet Fair and Square.
Han er kendt som den karismatiske direktør af Miracle A/S, som han startede i 2000 med vennen Lasse Christensen – få år før IT-boblen brast. Men det hindrede ikke Mogens Nørgaard og co. i at skabe en succesfuld virksomhed, der leger med de helt store virksomheder som IBM og Microsoft – og nogle gange får etableret Ballerup på verdenskortet på grund af provokationer rettet mod netop de store konkurrenter.
Oprindeligt ville Mogens være revisor, så officer, så DJØF’er – men endte som nørd i IT-branchen, hvor han arbejdede i 10 år for Oracle, hvorefter han stiftede IT-virksomheden Miracle i sin garage i Måløv sammen med en gammel ven og skolekammerat i år 2000. Miracle har idag en omsætning på 300 millioner og 300 ansatte.
Efter 13 år med uafbrudt vækst i både antal medarbejdere og omsætning blev Mogens fyret af sin (nu forhenværende) ven fra sit eget firma, og startede så kort efter Fair & Square sammen med en gammel ven…
Udover at være direktør i IT-branchen har Mogens også været aktiv på andre måder: Han er medejer af et mikrobryggeri, deltog i TV-udsendelsen Det Hemmelige Millionær, skriver klummer og indlæg i IT-publikationer, holder foredrag, og er aktiv i startup-miljøet i Danmark.
Han er også initiativtager til projektet Vinonysus, som går ud på at sejle på en omvendt trampolin, der holdes oppe af 2-300 vinposer.
Ind imellem holder han også foredrag i badekåbe: https://arbejdsglaede.23video.com/video/2053446/mogens-nrgaard-p-arbejdsglde
Netværksmødet afholdes den 25. september kl. 16.00-18.00 på Rådhuset, Bygaden 2, 2630 Taastrup.
Tilmeld dig allerede nu, og vi vil kontakte dig.