Ikke-kategoriseret

Er du opmærksom på, at medarbejdere kan blive videre- eller efteruddannet på akademi- og diplomniveau med et tilskud på 10.000 kr.?

Pengene kommer fra Omstillingsfonden, som blev oprettet i trepartsaftalen mellem regeringen og arbejdsmarkedets parter.

Først til mølle
Uddannelsesinstitutionen Zealand (tidligere Erhvervsakademi Sjælland) med afdelinger i blandt andet Roskilde og Køge står i 2019 klar med en række uddannelser, der kan søges tilskud til.

– Men det gælder om at være hurtig, for fondens midler uddeles efter først-til-mølle princippet, og der er 65 millioner kroner til rådighed pr. år. Samme person kan højst modtage 10.000 kr. pr. år, oplyser Else Kähler (foto), konsulent for efter- og videreuddannelse hos Zealand. 

Else Kähler

Lokal uddannelse i transport og logistik
Zealand udbyder en bred vifte af fag, både som akademi- og som diplomuddannelse. En akademiuddannelse er en kort, videregående efter­uddannelse på deltid og kan tages samtidig med et fuldtidsjob. Diplomuddannelsen er på bachelorniveau og kan også kombineres med jobbet.

I forhold til Høje-Taastrups styrkeposition inden for bl.a. transport og distribution fremhæver Else Kähler akademiuddannelsen International transport og logistik, som kan være relevant for medarbejdere herfra.

Undervisning i Greve
– Vi udbyder denne uddannelse i samarbejde med Erhvervscentret, Greve Kommune. Undervisningen foregår derfor på Erhvervscentret i Greve. De første fag – Supply Chain Management og Logistik – har opstart i februar, så jeg vil opfordre til, at man tilmelder sig hurtigst muligt, hvis man vil være sikker på at få en plads, siger Else Kähler. Jo hurtigere tilmelding, jo større er chancen også for at få del i midlerne fra Omstillingsfonden.

Uddannelsen rummer to retninger (Transport og Indkøb), og omfatter også modulerne Operationel indkøb, Strategisk indkøb, Transportjura, Strategisk indkøb og Transport Warehouse Management.

Klik på foto herunder og se Zealands øvrige tilbud inden for efter- og videreuddannelse.

Elever

Nyt medlem: Ace Gulvservice.

Asmus Kiehn flyttede i 2017 fra Valby til Taastrup og tog sin virksomhed, Ace Gulvservice, med sig. Han har specialiseret sig i at efterbehandle gulve og trapper, der er blevet slidte og triste at se på. Han arbejder både for private kunder, for virksomheder og som underentreprenør på større opgaver.

– Nyt gulv er dyrt, men der er mange måder at give det gamle gulv liv og glans igen, siger Asmus. Gamle gulve har jo oprindeligt ofte været meget smukke, så det er en fornøjelse, når jeg kan aflevere et færdigbehandlet gulv til en glad kunde.

Fungerer bedst som enmandsfirma
Ti år har han været i branchen, og syv år med eget firma. Han arbejder som enmandsfirma, for det har han det bedst med.

– Udover de faglige kvalifikationer prøver jeg at sælge mig på den meget tætte kommunikation, som kunden får, når det er et enmandsfirma. Jag kan mærke, at kunderne er glade for, at de hele tiden får at vide, hvad der sker. Det fungerer rigtig godt, både for kunderne og for mig.

Retten til at sige nej
Når Asmus har valgt at være selvstændig, er det også for at have retten til at sige nej.

– Jeg kan godt sige nej til en opgave ud fra min mavefornemmelse. Eller hvis jeg føler, at jeg ikke kan lave jobbet på den måde, som jeg synes er tilfredsstillende. Jeg gider ikke det useriøse, hvor der bare skal klaskes noget på. Det får ingen noget godt ud af.

At Ace Gulvservice er et enmandsfirma, afholder ikke Asmus fra at byde ind på større opgaver. I de tilfælde ved han, at han har en række kompetente kolleger og samarbejdspartnere, som altid er parate til at give hinanden en hånd i de situationer.

Gulvtrend går nye veje
Ace Gulvservice udfører alle former for afhøvling, slibning og overfladebehandling af trægulve, trapper, dørtrin og bordplader. Asmus tilbyder også polering af fliser, epoxygulve, slibning af linoleum og reparation af lamelgulve.

Trenden er er begyndt at gå nye veje, fortæller Asmus:
– Kunderne søger noget anderledes unikt og går væk fra de traditionelle behandlinger af trægulve. De bliver bevidste om, at gulvet også kan have et udtryk, der er med til at afspejle en stemning. Et gulv udført i mikrocement er slidstærkt, men giver dig også nogle helt andre muligheder, for eksempel med et farveskær, som du selv vælger. Det bliver brugt både i private boliger og i showroom.

Ace Gulvservice arbejder i Storkøbenhavn og på Sjælland – og også gerne i weekender. De fleste opgaver er for erhvervskunder, og det er også den vej, Asmus helst vil med sin virksomhed.

Ace Gulvservice

Løvsangervej 7, 2630 Taastrup

Tlf.: 26 87 89 00

e-mail: kontakt@acegulvservice.dk

www.acegulvservice.dk

Ace

Nyt medlem: Jobagenterne Danmark.

Er du på udkig efter en ny medarbejder eller en vikar, kan du nu få et par ekstra øjne til at hjælpe. Jobagenterne Danmark har pr. 1. januar åbnet en afdeling i Høje-Taastrup med Andreas Alsted som franchisetager.

Andreas kommer med erfaring som leder fra detailhandelen, hvor han først var i COOP og senest souschef i Rema1000 i Greve. Især i COOP var han beskæftiget med at rekruttere, og det har han siden haft stor lyst til at bruge flere kræfter på.

En ideel kombination
– Samtidig har jeg i et par år haft sigte på at blive franchisetager. Derfor var det en helt ideel kombination, at jeg fik en aftale med Jobagenterne Danmark om at åbne denne afdeling, som er den sjette i deres ambition om at blive landsdækkende.

– Jeg er glad for at kunne komme i gang på denne måde, hvor Jobagenterne Danmark tilbyder mig kurser, et etableret brand og et stærkt netværk. Der er en udstrakt frihed inden for deres rammer. Jeg kan selv sætte mine priser og selv afgøre, hvilke brancher jeg vil satse på.

I første omgang vil Andreas fokusere på brancher og fag som handel, service, lager og administration. Lige nu bliver kræfterne brugt på at ringe rundt til virksomheder for at præsentere sig og på at bygge en vikarbase op.

Vikarer med fælles værdigrundlag
– Vi går meget op i kvaliteten er i orden. De vikarer, vi sender ud, får en grundig introduktion til kunden og opgaven. Jeg har lavet en vikarmanual, der giver vikarerne et fælles værdigrundlag. Kunden får også indblik i værdigrundlaget og kan kontakte mig, hvis vikaren ikke lever op til værdier.

Rekruttering med grundigt forarbejde
– Inden for rekruttering betyder det meget for mig at lave et grundigt forarbejde, så jeg kommer godt rundt om kundens behov. Jeg taler med chefen, men også de nærmeste kolleger til den nye medarbejder. Det giver det bedste grundlag, for erfaringen viser ofte, at ikke kun de faglige krav er væsentlige for en blivende ansættelse. De personlige træk spiller også en stor rolle. Derfor gør jeg meget ud af den del.

Er fra lokaleområdet
Andreas bor i Høje-Taastrup. Han betragter kommunen som erhvervsvenlig og ser frem til at blive en del af den fremgang, som præger erhvervslivet. En holdning, der også deles af Jobagenterne Danmark.

– Jo, det er da et spring at gå fra fast job til selv at skabe dit indtægtsgrundlag. Men Jobagenterne og jeg tænker på samme måde, så med min faglige ballast, deres organisation og et erhvervsliv i vækst ser jeg gode muligheder for at få min del af markedet inden for rekruttering og vikarer, siger Andreas.

Jobagenterne Danmark v/ Andreas Alsted

Tlf. 60 14 38 58

Taastrupgårdsvej 20-22, 2630 Taastrup
taastrup@jobagenternedanmark.dk 

http://www.taastrup.jobagenternedanmark.dk

 

Med virkning fra årsskiftet er Anne-Mette Felby tiltrådt som ny erhvervsservicechef i Høje-Taastrup Kommune. Hun står i spidsen for en enhed, der hører under Byrådscentret, og som også omfatter erhvervskonsulent Toke Sundberg og en studentermedhjælper. Enheden fungerer blandt andet som erhvervslivets indgang til den kommunale administration.

Har arbejdet med vækst- og erhvervspolitik
Anne-Mette Felby er cand.scient. kulturgeograf og har de seneste 11 år været ansat i Københavns Kommune. Her har hun arbejdet med kommunens strategiske vækst- og erhvervspolitik.

– Senest har jeg arbejdet med en task force, der skulle se på, hvordan de kommunale rammevilkår for erhvervslivet kunne forbedres. Københavns Kommune ligger jo i den tunge ende i Dansk Industris årlige måling af erhvervsklimaet i kommunerne, hvor blandt andet infrastrukturen og kommunens erhvervsservice, ifølge målingen, har haltet, bemærker Anne-Mette Felby.

Vil gerne tættere på virksomhederne
Som erhvervsservicechef i Høje-Taastrup kommer hun til en kommune, der befinder sig i den anden ende af DI’s skala. Det er nu ikke derfor, at hun har søgt hertil.

– Jeg ønsker at komme tættere på erhvervslivet efter at have beskæftiget mig med det politiske felt i mange år. Det er klart min holdning at fortsætte den gode dialog med de lokale virksomheder, som jeg ved, at min forgænger, Marie Skov Lillelund, har haft.

– Der er et godt drive i erhvervslivet i Høje-Taastrup, og det er lidt af et ønskejob for mig. Min uddannelse har blandt andet drejet sig om rammevilkår, og hvad virksomheder lægger vægt på, når de lokaliserer sig. Når det gælder infrastruktur, er Høje-Taastrup helt i top, og med hensyn til den kommunale service over for det lokale erhvervsliv vil jeg gøre alt for at fastholde det høje niveau, som har kendetegnet Høje-Taastrup.

Inden jobbet i Københavns Kommune var Anne-Mette Felby ansat hos Rambøll, hvor hun i to år var med til at kortlægge, hvordan virksomheder følte sig belastet af administrative byrder fra lovgivningen. Så hun har en god fornemmelse af, hvor dén sko trykker.

Er selv iværksætter
Den nye erhvervsservicechef er i øvrigt selv erhvervsdrivende, på iværksætterniveau. Sammen med en partner etablerede hun for to år siden en lille virksomhed, der fremstiller fermenteret, økologisk læskedrik. Det har givet hende indsigt i en ny branche og erfaring med at løbe en ny virksomhed i gang. Det har været både tungt og sjovt. Og en god erfaring at have med i det nye job.

Privat bor Anne-Mette Felby med sin mand, David, og snart 3-årige Herman på Vesterbro.

AMF

Spam er det, som allerflest forbrugere klager over til Forbrugerombudsmanden. For at gøre det enklere for virksomheder at overholde spamreglerne har Forbrugerombudsmanden offentliggjort en ny spamvejledning, der tager højde for den teknologiske udvikling og giver konkrete eksempler på gældende praksis. 

Teknologien udvikler sig hele tiden, og i dag er det ikke kun mails og sms’er fra virksomheder, der kan være omfattet af markedsføringslovens spamforbud. Notifikationer, kommentarer og privatbeskeder på de sociale medier kan også være spam.

Ny spamvejledning nødvendig
Forbrugerombudsmanden har offentliggjort en ny spamvejledning som følge af den seneste ændring af markedsføringsloven i 2017, den teknologiske udvikling samt ny praksis på området. Den nye vejledning tager blandt andet højde for, at meget markedsføring er rykket over på sociale medier.

Derudover giver vejledningen endnu flere eksempler på, hvornår henvendelser er omfattet af spamforbuddet, og hvornår de ikke er.

Den nye spamvejledning adresserer blandt andet spørgsmålene:

I modsætning til Forbrugerombudsmandens tidligere vejledning omhandler den nye spamvejledning kun spamforbuddet, dvs. virksomheders henvendelser ved brug af elektronisk post, fx mail, sms og sociale medier. Forbrugerombudsmanden forventer at udsende en vejledning om telefonsalg i 2019.

Informationsmøde 25. januar
Forbrugerombudsmanden holder fredag den 25. januar 2019 fra kl. 14 et informationsmøde om spamforbuddet og spamvejledningen. Mødet finder sted hos Forbrugerombudsmanden, Carl Jacobsens vej 35, 2500 Valby. Tilmelding kan ske ved at sende en mail til amgs@forbrugerombudsmanden.dk senest den 18. januar 2019 med oplysning om antal deltagere. 

20.000 klager over spam om året
Typisk modtager Forbrugerombudsmanden omkring 20.000 spamklager om året. Forbrugerombudsmand Christina Toftegaard Nielsen siger:

– Teknologien har udviklet sig, og meget markedsføring er rykket over på de sociale medier de seneste år. Desuden er der kommet en ny markedsføringslov og ny praksis på området. Vi har lavet en ny spamvejledning, så den tager højde for ændringerne.

– Spam er det område, som vi får allerflest klager over. Med den nye spamvejledning gør vi det enklere for virksomhederne at overholde spamforbuddet, fordi det bliver klarere, hvad de må og ikke må. Det hjælper i sidste ende forbrugerne, som forhåbentlig vil modtage mindre spam, siger Christina Toftegaard Nielsen.

CTN

MARKEDSFØRINGSLOVENS § 10, STK. 1 OG STK. 2
Stk. 1. En erhvervsdrivende må ikke rette henvendelse til nogen ved brug af elektronisk post, et automatisk opkaldssystem eller telefax med henblik på direkte markedsføring, medmindre den pågældende har givet sit forudgående samtykke hertil. Den erhvervsdrivende skal give mulighed for let og gebyrfrit at tilbagekalde samtykket.

Stk. 2. En erhvervsdrivende, der fra en kunde har modtaget dennes elektroniske adresse i forbindelse med salg af produkter, kan uanset stk. 1 markedsføre egne tilsvarende produkter til kunden via elektronisk post. Det forudsætter dog, at den erhvervsdrivende giver kunden klar og utvetydig mulighed for let og gebyrfrit at frabede sig dette både i forbindelse med afgivelsen af adressen til den erhvervsdrivende og ved hver efterfølgende henvendelse.

2018 blev et skelsættende år for Høje-Taastrup Erhvervsforum. Siden grundlæggelsen i 1984 har vi heddet Erhvervsrådet i Høje-Taastrup, men på to generalforsamlinger i foråret blev det vedtaget at ændre navnet til Høje-Taastrup Erhvervsforum. I bestyrelsen synes vi, at det klinger mere nutidigt og signalerer, at vi er et åbent forum for alle, der driver virksomhed eller på anden måde har tilknytning til erhverv, arbejdsmarked eller uddannelse i lokalområdet.

Vi oplever heldigvis også, at stadig flere melder sig ind. Det er – ligesom den eksisterende medlemsskare – en bred vifte af virksomheder, både hvad angår brancher og størrelse. Alle er lige velkomne, og vi vil fortsat arbejde for, at alle får noget ud af at være med. Vi ser det som vores primære opgave at være et netværk, som ud over at udgøre det fælles talerør over for kommunen, skaber rammen om dialog, vidensdeling og samarbejde. Vi vil gerne åbne døre for hinanden, så både nye og gamle medlemmer kan møde andre lokale interessenter til fælles bedste.

I 2018 har vi haft en lang række aktiviteter, hvor gæster udefra har gjort os klogere på nethandel contra den fysiske butik, persondataloven, it-sikkerhed, iværksætteri (se foto fra Iværksætter-talkshow), sundhed, og vi har såmænd også været i Opera Hedeland. Og så havde vi for anden gang vores Business Basar, hvor vores egne medlemmer – og enkelte udstillere udefra – havde mulighed for at præsentere sig. Det er et arrangement, som vi har taget initiativ til sammen med Hedehusene Erhvervsforening. I 2018 gik Høje-Taastrup Kommune ind som medarrangør og er med igen, når vi holder Business Basar 2019 den 26. september. Jeg tror, at det kan udvikle sig til et rigtig godt udstillingsvindue for, hvad vi kan her i Høje-Taastrup.

Vi har et konstruktivt samarbejde med kommunen om en række fælles arrangementer. Jeg vil i den forbindelse gerne takke tidligere erhvervsservicechef Marie Skov Lillelund for en engageret indsats og samtidig hilse hendes afløser, Anne-Mette Felby Madsen velkommen. Vi ser frem til at fortsætte det gode samarbejde. Også tak til borgmester Michael Ziegler og gruppeformand Peter Faarbæk fra byrådet, som er med i vores bestyrelse, hvilket giver en meget værdifuld dialog og gensidig orientering.

Høje-Taastrup bryster sig, med rette, over at være en erhvervsvenlig kommune. Det afspejler sig da også i Dansk Industris årlige måling af kommunernes erhvervsklima, hvor Høje-Taastrup i flere år har ligget med helt fremme. Omvendt viser en tilsvarende måling fra Håndværksrådet, at der stadig er plads til forbedringer i den kommunale indsats. Jeg fornemmer, at det kan hænge sammen med kommunens udbudspolitik. Det er et tema, som vi allerede har rejst over for kommunen, og vi fortsætter dialogen om, hvordan der kan rettes op på de skævheder, der måtte være.

Høje-Taastrup Erhvervsforum har i dag cirka 150 medlemmer. Jeg vil opfordre til, at endnu flere melder sig ind. Sammen får vi endnu større indflydelse, og sammen kan vi hjælpe hinanden til vækst. Jeg kan love, at vi også i 2019 vil gøre alt for at skabe nogle spændende arrangementer, ligesom vi fortsat vil bruge vores nyhedsbreve og sociale medier til at udbrede nyheder og viden til gavn for erhvervslivet i Høje-Taastrup.

Med det ønsker jeg alle et godt nytår og takker samtidig byråd, erhvervsservice, Væksthus Hovedstadsregionen og de øvrige erhvervsforeninger for et udbytterigt samarbejde i 2018.

Kim Rasmussen, formand for Høje-Taastrup Erhvervsforum

Nyt medlem: Withcon.

Høje-Taastrup er blevet hjemsted for rådgivningsfirmaet Withcon med ekspertise i juridisk entreprisestyring. Kundegruppen både omfatter entreprenører og bygherrer. Derudover tilbyder firmaet at hjælpe håndværksvirksomheder med at levere professionelt materiale til prækvalifikationer og tilbudsgivning.

Bag Withcon står cand.jur. Karina With, som har mere end ti års kommerciel erfaring med juridisk rådgivning inden for blandt andet entreprisestyring og EU-udbud. Hun var tre år projektleder hos Rambøll Danmark A/S med ansvar for blandt andet at udforme EU-udbud, kontrakter og dokumenter.

Har erfaring fra begge sider af bordet
Før da var Karina With offentlig indkøbschef og blev specialiseret i at håndtere komplekse EU-udbud og licitationer.

– Jeg har således prøvet at sidde på begge sider af bordet og har fået indsigt og overblik over det udbudsretlige og entrepriseretlige fagområde plus en bred erfaring fra rådgiver-, entreprenør- og bygherreside. Derfor valgte jeg i 2016 at etablere mig som selvstændig rådgiver inden for dette specifikke område, hvor jeg hjælper mine kunder til en forbedret indtjening ved at sikre optimale samarbejdsforhold i byggeprojekter.

Jurist med teknisk indsigt
Inden for arbejdsområdet Juridisk entreprisestyring bruger Karina With både sin tekniske indsigt og sin baggrund som mediator.

– Jeg arbejder meget i spændet mellem jura og teknik, hvor folk ofte taler forbi hinanden. Min mission er at skabe forståelse mellem parterne, så det ikke ender i en konflikt. Og da jeg har arbejdet med både

rådgivning og med udbudsmateriale, lykkes det oftest at finde en løsning, som begge parter kan acceptere.

En støtte for håndværksmesteren
Ifølge Karina With er Withcons hovedydelse at få processerne i en virksomhed optimeret, så tingene gøres ordentligt. I dag skal håndværkerne kunne mestre en række processer, fx kvalitetssikring, arbejdsmiljø, jura, økonomi og kommunikation. Det er her, at Withcon gerne vil ind og støtte bygge- eller projektlederen.

Hjælper med at skrive tilbud og prækvalifikationer
Juridisk entreprisestyring er klart det største forretningsområde i Withcon, men det andet ben – Prækvalifikationer og tilbudsskrivning – har også et stort kundeunderlag blandt små og mellemstore håndværksvirksomheder.

– Vi hjælper vores kunder med at prækvalificere sig og med at byde på offentlige opgaver, ofte EU-udbud, forklarer Karina With. Vi kan også hjælpe med at udvælge og skrive referencer, der er relevante i forhold til opgaven, og CV’er på medarbejdere. Virksomheden skal bare fodre os med informationerne, så klarer vi resten, også at udfylde ESPD-dokumenter.

Professionelt udtryk gør indtryk
– Vi sætter præsentation og tilbud op med fotos, grafik osv. Principielt bør opsætningen jo ikke betyde noget i den proces, men det afspejler din professionalisme, at det materiale, du afleverer, ser godt ud. Det ved jeg, for jeg har selv siddet på den anden side af bordet og taget imod præsentationer og tilbud. Og jeg kan også se, at i 85% af tilfældene lykkes vores kunder med at prækvalificere sig, når de har ladet os udforme materialet.

Withcon hjælper også mindre virksomheder med at danne konsortier, så de kan byde på større opgaver. Og de holder såmænd også øje med nye udbud og giver besked til de kunder, som det kan være aktuelt for.

withcon

Høje-Taastrup er et knudepunkt
Foruden Karina With, som håndterer de juridiske opgaver, er Withcon bemandet med en kommunikationskonsulent, en stud.jur. og en tilknyttet teknisk projektleder.

Firmaet havde de første år hjemsted i Holbæk, men er i maj 2018 flyttet til Høje-Taastrup. 

– Vi gik målrettet efter at få kontor her, fordi det er et knudepunkt, som er nemt at komme til fra hele Sjælland og København. Det har allerede vist sig, at vi nemmere kan tiltrække medarbejdere her, og det har heller ikke været noget problem at fastholde kunderne fra Holbæk. De har mange opgaver i Københavnsområdet, og så er det nemt lige at svinge ind omkring her, siger Karina With. 

Withcon ApS
Høje Taastrup Boulevard 76, 1. tv.
2630 Taastrup
Telefon 71 96 01 96
info@withcon.dk
www.withcon.dk

Folketinget har i dag vedtaget ny lov om erhvervsfremme, lov om turisme og lov om administration af de europæiske strukturfonde. 

Lovene implementerer den politiske aftale mellem regeringen og Dansk Folkeparti om et forenklet erhvervs- og turismefremmesystem, der skal give danske virksomheder et fokuseret og fremtidssikret system, hvor færre penge går til administration og flere på at møde virksomhedernes behov.

Lovene virker fra den 1. januar 2019, men allerede nu træder de bestemmelser i kraft, der etablerer Danmarks Erhvervsfremmebestyrelse.

Erhvervsminister Rasmus Jarlov:

– Det er på tide og godt for virksomhederne, at erhvervsfremmeindsatsen bliver forenklet og moderniseret. Med Danmarks Erhvervsfremmebestyrelse får indsatsen et sammenhængende strategisk fokus, der kan give meget større effekt for erhvervsudviklingen – både lokalt og på tværs af landet.

En sammenhængende strategi for erhvervsfremme
Danmarks Erhvervsfremmebestyrelse overtager den indsats, der før lovens vedtagelse blev varetaget af de 147 medlemmer af de seks regionale vækstfora og Danmarks Vækstråd, som alle nedlægges.

Danmarks Erhvervsfremmebestyrelse får derfor til opgave at udfærdige en sammenhængende strategi for den decentrale erhvervsfremmeindsats og for at sætte gang i og finansiere tiltag, der understøtter strategien.

Der er udpeget 17 medlemmer til Danmarks Erhvervsfremmebestyrelse. Jakob Riis, adm. direktør for Falck, er udpeget som formand.

Bestyrelsesformand Jakob Riis:

– Jeg ser meget frem til samarbejdet i den nye Danmarks Erhvervsfremmebestyrelse. Det er et stærkt hold, der stiller op. Min ambition er, at vi sammen får lagt en klar strategi for erhvervsfremmeindsatsen, så den bedst muligt understøtter virksomhederne i omstillingen til nye teknologier og markedsvilkår, og dermed den fremtidige vækst og udvikling i Danmark.

Specialiseret vejledning for alle virksomheder
Med lovens vedtagelse etableres desuden seks tværkommunale erhvervshuse i København, Sorø, Odense, Haderslev, Aarhus og Aalborg med seks filialer i henholdsvis Rønne, Hillerød, Vordingborg, Horsens, Herning og Nykøbing Mors.

Erhvervshusene skal være Danmarks Erhvervsfremmebestyrelses lokale sparringspartner og fungere som stærke kompetencecentre for alle virksomheder med behov for specialiseret vejledning af virksomhederne om drift og udvikling.

Det betyder, at den specialiserede erhvervsservice, som tidligere kun var tilgængelig for en lille gruppe vækstvirksomheder nu kommer til at gavne alle virksomheder.

Erhvervsminister Rasmus Jarlov:

– De nye erhvervshuse giver indsatsen en stærk lokal forankring og vil kunne hjælpe virksomhederne videre i deres udvikling. Jeg er meget tilfreds med, at kommunerne på den måde også tager et større ansvar for erhvervsfremmeindsatsen. For det er forudsætningen for, at vi får et system, der både er mere enkelt for virksomhederne, og som styrker den lokale forankring.

Erhvervshusene vil også være den lokale indgang for virksomhederne i forhold til statens ordninger inden for eksport, finansiering og innovation.

Formand for KL, Jakob Bundsgaard:

– Kommunerne er i fuld gang med at planlægge og ser frem til en tydeligere og større rolle på området. For kommunerne bliver 2019 et overgangsår, hvor vi er opsatte på at få et tæt samspil mellem erhvervsliv og de tværkommunale erhvervshuse. Den kommunale forankring er afgørende for at skabe vækst i Danmark.

Erhvervshusene bliver finansieret af kommunerne, som også indgår resultatkontrakter med det enkelte erhvervshus.

Fakta – Danmarks Erhvervsfremmebestyrelse

Bestyrelsen betjenes af et nyt sekretariat i Silkeborg. Medlemmerne af bestyrelsen er:

  • Jakob Riis (formand), adm. direktør, Falck A/S.
  • Peter Rindebæk, COO, Bladt Industries A/S
  • Betina Hagerup, direktør, KMD A/S
  • Nicolai Hansen, direktør, KMC Amba
  • Dorte Zacho Martinsen, direktør, BM Silo A/S
  • Steen Munk, vicedirektør, Nykredit Bank A/S
  • Dorte Krak, adm. direktør, Arp-Hansen Hotel Group A/S
  • Ejner K. Holst, næstformand, LO
  • Claus Jensen, formand, CO-Industri
  • Arne Boelt, borgmester, Hjørring Kommune
  • Gert Jørgensen, borgmester, Sorø Kommune
  • Peter Rahbæk Juel, borgmester, Odense Kommune
  • Morten Slotved, borgmester, Hørsholm Kommune
  • Peter Sørensen, borgmester, Horsens Kommune
  • Stephanie Lose, regionsrådsformand, Region Syddanmark
  • Per Michael Johansen, rektor, Aalborg Universitet
  • Line Nørbæk, erhvervspolitisk direktør, Erhvervsministeriet

Nyt medlem: DISCnordic.

DISCnordic er leverandør af testværktøjer og analyser til et bredt udsnit af dansk erhvervsliv, lige fra enkeltmandsvirksomheder til de største danske organisationer. Firmaets produkter og serviceydelser anvendes inden for HR til at løse opgaver som eksempelvis rekruttering, lederudvikling og teamsamarbejde.

– Vi er er autoriseret Everything DiSC® og Five Behaviors of a Cohesive Teampartner. Vi er seks engagerede kolleger, der brænder for at skabe bedre arbejdspladser og resultater i samarbejde med vores kunder. Derudover er vi også partner hos det engelske testfirma Psytech, og gennem dem udbyder vi forskellige personligheds- og evnetests, oplyser partner Jannik Jensen.

Bedre relationer og resultater
– Alle vores løsninger er validerede og gennemtestede, og vores værktøjer er designet til at skabe bedre relationer og opnå bedre resultater i alle organisationer og på alle niveauer. Vi lægger særligt vægt på implementering i organisationen og udvikler løsninger, der kan hjælpe vores certificerede brugere, for eksempel brætspil, dialogkort og meget andet.

Danmarks bedste, siger kunderne
– Vi tror på, at et tæt samarbejde, træning og kontinuerlig support og sparring er den bedste måde at sikre, at værktøjerne skaber værdi i vores kunders organisationer, uanset sektor, størrelse og speciale. Dette kundefokus har betydet, at vi i 2018 er blevet kåret til Danmarks bedste testudbyder af vores kunder.

Taastrup ligger godt
– Vi er glade for at holde til i Taastrup, fordi det er et trafikalt knudepunkt. Både når vores kunder skal besøge os til møder eller deltager på kurser hos os, er det en stor fordel, at det er nemt at komme hertil, både med offentlig transport og i bil. Og så er der altid parkeringspladser til dem, bemærker Jannik Jensen.

På billedet ses fra venstre Tina Nystrup Andersen, Jannik Jensen, Mette Babitzkow Boje, Michael Giroux-Drejer, Janni Ellegaard Andersen og Carsten Elmer.

DISCnordic ApS
Oldenburg Alle 7, st., 2630 Taastrup
Tlf: 31 31 16 16
kontakt@discnordic.dk
www.discnordic.dk

Nyt medlem: Floral Image.

Camilla Muus har med succes taget et australsk blomsterkoncept og overført det til dansk erhvervsliv. Det handler om at udleje blomsterbuketter til virksomheder. Ikke almindelige blomster, som skal plejes og passes, men naturtro – eller kunstige, som nogle vil sige.

– Det var da heller ikke alle, som syntes, at det var det allerfedeste, da jeg begyndte at løbe virksomhederne på dørene for at udleje mine buketter. Selv om buketterne er vildt flotte, kan der alligevel være en lille barriere, når folk hører, at det ikke er ægte blomster. Men den barriere er ved at blive brudt ned, siger Camilla, som har en ambition om at være landsdækkende med sin danske franchise af Floral Image.

Ene i Danmark
Konceptet har 17 år bag sig. Camilla blev opmærksom på det gennem sin onkel, som emigrerede til Australien og blev ven med manden bag Floral Image. I dag er det ude i 21 lande, fordelt på 90 franchises.

Camilla har købt en masterfranchise for Danmark, hvilket udelukker andre fra at komme ind. Derfor drømmer hun om at udbrede det til de større byer i hele landet, eventuelt ved hjælp af et par mindre franchisetagere. Planen er at være ude i hele landet inden for to år.

Travlt og udvider staben
Indtil nu dækker hun godt og vel Region Hovedstaden med udgangspunkt fra sit kontor og lager i Rødovre. Hun har en medarbejder og planer om at ansætte en mere til foråret.

– Vi har megatravlt, dels fordi vi har fået mange kunder, dels fordi vi kører hårdt på med kanvassalg. Det vil sige, at vi er ude og banke på hos virksomhederne og vise dem vores buketter, så de kan fornemme, hvad det giver af værdi. Du bliver jo i godt humør og føler dig velkommen, når du bliver mødt af en flot buket i receptionen, siger Camilla.

camilla
Når du bliver mødt af en flot buket i receptionen hos en virksomhed, kan du kun blive i godt humør, siger Camilla Muus, partner i Floral Image.

Lejer en måned ad gangen
Virksomhederne lejer buketterne en måned ad gangen uden yderligere binding. Der er tre størrelser og tre priser: 295 kr., 325 kr. og 350 kr. pr. måned. Når måneden er gået, kommer Floral Image og skifter buketten ud.

Camilla: – Vi sælger på, at det er en billig måde altid at have en flot buket på, den skal ikke passes, og der er ingen problemer i forhold til allergi.

Aktiv i Taastrupområdet
Camilla er uddannet beklædningsdesigner og har haft egen virksomhed i den branche, hvor hun lavede børnetøj. Men da virkeligheden viste sig at være mere drift end design – og der også var tre børn at tage hensyn til – skiftede hun spor og har med Floral Image skabt en god forretning med en fleksibel arbejdsdag.

Flere virksomheder i Taastrup er allerede på kundelisten, og flere vil blive besøgt. Og så satser Camilla også på at nå længere ud ved at være aktiv i et netværk som Erhvervsforum og på de sociale medier.

Floral Image – Copenhagen

Tlf. 52 30 07 49

camilla@floralimage.dk

www.floralimage.dk

Som en del af strategien for Danmarks digitale vækst nedsætter regeringen et SMV:Board – et rådgiverpanel, der skal bidrage til at fremme digital omstilling og e-handel i små og mellemstore virksomheder. Formand for SMV:Boardet bliver Dorte Zacho Martinsen, CEO hos BM Silo i Holstebro.

SMV:Boardet skal stå i spidsen for initiativet SMV:Digital og vil bestå af virksomhedsrepræsentanter, eksperter og organisationer, der alle har erfaring med eller viden om digital omstilling eller e-handel.

Det skal bidrage til at understøtte regeringens arbejde med at få flere små og mellemstore virksomheder i at blive mere digitale. Der kan eksempelvis være store gevinster at hente ved at digitalisere manuelle og papirbaserede opgaver eller ved at udnytte de digitale online handelsplatforme bedre. 

Minister glæder sig
Erhvervsminister Rasmus Jarlov ser frem til SMV:Boardets arbejde: – Jeg glæder mig over, at vi har fået sammensat et råd med bred erfaring og stor viden om digitalisering og e-handel. Digitale løsninger kan betyde virkelig meget for virksomhedernes bundlinje og produktivitet, og jeg håber, de kan blive hjulpet med dette initiativ.

Formanden for SMV:Boardet, Dorte Zacho Martinsen, har selv stået i spidsen for en gennemgående digitalisering af sin virksomhed på ca. 40 ansatte, og kan dermed løfte egne konkrete erfaringer ind i SMV:Boardet. 

– Jeg er sikker på, at vi kan få nogle gode drøftelser om fremme af digitalisering i de små og mellemstore virksomheder. Digitalisering af små og mellemstore virksomheder er et af de områder, som jeg brænder for, og hvor jeg ser nogle gode muligheder for, at vi kan gøre det endnu bedre i Danmark, siger hun.

Første møde i december
SMV:Boardet mødes første gang i begyndelsen af december. Der er 13 medlemmer:

Dorte Zacho Martinsen, CEO, BM Silo 
Brian Gottorp Jeppesen, CEO, Mjølner Informatics
Annette Estø, CEO, Fleye
Christian Hincheldey, CEO, A.C.Perchs Thehandel
Jan Damsgaard, institutleder og professor, CBS
Mette Neville, professor og centerleder, Århus Universitet
Henrik Aarestrup, chef for det digitale område, Dansk Metal
Janus Sandsgaard, fagchef for it og digitalisering, Dansk Erhverv
Annette Falberg, branchedirektør DI Handel, Dansk Industri
Lars Fremerey, udviklingschef for public affairs, GTS-foreningen
Marianne Thellersen, Senior Vice President Innovation & Entrepreneurship DTU, IDA
Morten Andersen Linnet, forsknings- og innovationspolitisk chef, Landbrug og Fødevarer
Henrik Lilja, chefkonsulent, SMVDanmark

Nyt medlem: Anytime Hedehusene.

For Pia Sølling Øhlers er der ingen tvivl: Hedehusene er alletiders by at drive forretning i. Hun udtaler sig med 13 års erfaring. Så længe har hun nemlig været enten ansat eller ejer af Anytime på Hovedgaden.

– Hedehusene er en by med nogle rigtig dejlige mennesker, som støtter butikkerne og er bevidste om at handle lokalt. Men vi skal stadig gøre os fortjent til, at de vælger os. Så de skal have noget, der er mindst lige så godt – om ikke bedre – end andre steder. Det arbejder vi hårdt på, både hvad angår varer, service og vores faglige niveau, siger Pia.

Smykker, ure og optik
Selv er hun uddannet optiker. Men Anytime er også smykkebutik og urmagerforretning med værksted til det meste. Dog repareres urene hos en ekstern specialist. 

Foruden Pia er der endnu en optiker i forretningen, Bettina Sander, mens Maiken Sørensen og Maria Enggrob er ansat som smykkeassistenter. Omsætningen deler sig næsten ligeligt på optiker- og smykke/ure-delen.

 Mens optikerdelen er ret konstant hen over året, er der stadig højsæsoner inden for smykker og ure. December er oplagt, men også omkring Valentine og Mors dag er der ekstra gang i salget. Og så er der Black Friday, i år den 23. november, hvor der også er ekstra mange kunder i butikken. 

Modevarer
– Det gælder jo inden for alle vores områder, at der i høj grad er tale om modevarer. Smykker er i den grad mode, men også briller og ure fornys til stadighed, ligesom vi også får nye mærker ind. Vi er på messer flere gange om året for at handle ind, men i lige så høj grad for at blive inspireret, siger Pia, som glæder sig over, at armbåndsure igen er kommet på mode blandt de unge.

Makeup
Pia Sølling Øhlers har også en afdeling med makeup i Anytime på Hovedgaden i Hedehusene.

125 års jubilæum i 2019
Forretningen har næste år 125 års jubilæum. Pia har været en del af historien i 13 år. Hun kom tilbage og blev medejer i 2010 efter i perioden 2000-05 at have været ansat som optiker hos den daværende ejer Lars Mathiasen.

Da hun i 2010 fik mulighed for at købe hans andel af forretningen og blive kompagnon med Kirsten Svendsen, slog hun til.

– Det var Kirsten, som lokkede! Nej, jeg havde stor lyst til at blive medejer. Det var en enestående udfordring, som jeg bare ikke kunne sige nej til, siger Pia, som i maj 2016 også overtog Kirstens andel og dermed blev eneejer af Anytime Hedehusene.

Succes med løb på Lyserød lørdag
Hun og medarbejderne er flittige til at holde kunder og følgere opdateret på Facebook og Instagram, hvor de har en god respons. De har også succes med forskellige arrangementer som foredrag i butikken. Eller som i oktober, hvor Anytime sammen med løbeklubben i Fløng stod for et succesrigt løb på Lyserød lørdag til fordelen for Kræftens Bekæmpelse og Støt Brysterne.

– Det gik så godt, at vi har aftalt at gøre det igen i 2019 på den første lørdag i oktober, fortæller Pia, som gerne vil kunne gøre noget for andre – i dette tilfælde at støtte forskningen i brystkræft.

Med på Team Rynkeby 2019
Af samme årsag har hun tilmeldt sig Team Rynkeby 2019, hvor hun sammen med Øresund-teamet skal cykle de ca. 1.200 km til Paris på syv dage – til støtte for Børnecancerfonden.

– Det er fantastisk at være en del af. Jeg havde aldrig siddet på en spinning- eller racercykel, før jeg tilmeldte mig. Men vi træner allerede på livet løs, og jeg kan mærke, at det går fremad.

Kom med på besøg i butikken
Pias tanker om Team Rynkeby – og hendes dagligdag i Anytime – kan du høre meget mere om, når vi er inviteret med Hedehusene Erhvervsforening til fyraftensmøde onsdag den 21. november kl. 18 med rundvisning i værksted og butik.

Tilmelding skal ske senest torsdag den 15. november til administration@hendel-bogforing.dk

Anytime

Hovedgaden 496, 2640 Hedehusene

Tlf.: 46 56 00 25

info@anytime-hedehusene.dk

https://www.h.anytime.dk/

Vores Nyhedsbrev

Modtag vores nyhedsbrev og følg med i hvad der sker i Erhvervsforum.