Nyt medlem: FriskSnit.dk.
FriskSnit.dk er på fire år vokset fra at være nærmest ingenting til nu at beskæftige cirka 40 mand. Rammerne på Hedelykken 14 i Hedehusene skal udvides senere i år, når den gamle, 1.000 kvm. store administrationsbygning rives ned og erstattes med nye lokaler til produktion og salg.
– Vi har aldrig brugt den gamle bygning, så nu fjerner vi den og bygger i første omgang 470 kvm. Over de næste år opfører vi ca. 1.000 kvm, så vi i alt kommer op på ca. 2.500 kvm lokaler, fortæller indehaver Henrik Djurhuus.
FriskSnit.dk leverer forarbejdet snitgrønt til kunder inden for industri, catering, storkøkkener m.m. i hele Danmark. Hver måned bliver mere end 300 ton frugt, grønt og kartofler kørt gennem produktionsanlægget.
Udspringer af Grønttorvet
Oprindeligt indgik virksomheden i en konstellation af tre firmaer inden for produktion, catering og distribution af snittet grønt og holdt til på det gamle grønttorv i Valby. Det var også Henriks plan at flytte med til det nye Copenhagen Markets i Høje Taastrup, men i stedet valgte han at fokusere på produktionen og sælge de to firmaer inden for catering og distribution fra.
– Vi troede, at vi var smarte ved at have et selskab inden for hver del af værdikæden. Men det var noget rod. Vi rendte jo rundt og konkurrerede med vores kunder på cateringmarkedet. Vi skal jo ikke være vores kunders konkurrent, men vil hellere være en loyal leverandør, der arbejder helhjertet med at snitte og altid være der for kunden.
Tre timer fra ordre til levering
– Vi er en ordrebaseret virksomhed med et kort produktionsvindue, fortsætter Henrik. Vi kan, på næsten alle 1.000 varenumre, leverer tre timer efter, at vi har modtaget ordren. Det er den fleksibilitet, vi værner om og forfiner ved hjælp af den erfaring, vi opbygger.
– Vi er ikke bange for at ændre på tingene, hvis det giver mening. Vi har lige etableret en kartoffel- og en gulerodslinje mere, så vi med samme mandskab kan få næsten 40 % mere igennem.

FriskSnit.dk har selv fire biler til distribution, men benytter også eksterne vognmænd til bl.a. Fyn og Jylland. Hvis firmaets egne chauffører har ledig tid, giver de en hånd med på lageret. Den fleksibilitet kan der, ifølge Henrik Djurhuus, tjenes gode penge på.
Placeret mellem avlere og kunder
Med placeringen i Hedehusene ligger FriskSnit.dk midt mellem leverandørerne og kunderne. Råvarerne kommer fra Lammefjorden og fra andre danske avlere, men også fra import og fra Copenhagen Markets.
– Da vi er ordreproducerende, skal vi ligge tæt på Copenhagen Markets, så vi kan få fat i sjove råvarer døgnet rundt. Der kan jo lige komme en ordre på 20 kg grønne asparges, og det har vi jo ikke altid liggende. Så på den måde fungerer Copenhagen Markets som vores stødpudelager, forklarer Henrik.
Produktionen begynder tidligt søndag morgen og kører så ellers, uden ophold, helt frem til lørdag eftermiddag.
– Så stopper vi maskinerne nogle timer, mens vi gør rent og lige får trukket vejret, bemærker Henrik.
Vi skal være mere synlige
Han vurderer, at markedet for snittede grøntsager fortsat vil stige: – Der bliver mere og mere brug for ordrebaserede virksomheder inden for det område. Der stilles store krav til køkkenhygiejnen ude i virksomhederne og på institutionerne. Så er det nemmere at lade os gøre det. Formentligt er det også billigere, for det er hænderne, der koster i den sammenhæng.
FriskSnit.dk har de seneste år har fuldt at gøre med at følge med efterspørgslen og med at trimme produktionen. Henrik håber, at der i den kommende tid også bliver tidsmæssigt overskud til at gøre mere ud af at synliggøre virksomheden, som han kalder ”Danmarks mest fleksible leverandør af forarbejdet snitgrønt, frugt og kartoffelprodukter”.

En stor del af medarbejderne har indvandrerbaggrund. Virksomheden gør meget ud af at opgradere dem, bl.a. med uddannelse til at køre truck og lastbil og til de strenge krav inden for fødevarehygiejne.
FriskSnit.dk
Hedelykken 14, 2640 Hedehusene
Tlf. 36 46 23 21
Email: kontakt@frisksnit.dk
I maj kan medarbejdere på virksomhederne i blandt andet Høje-Taastrup Kommune tilmelde sig den traditionelle VI CYKLER TIL ARBEJDE-kampagne. Det er en kampagne, der skal lokke flere over på cykel, når de skal transportere sig til og fra arbejde.
Dansk Cyklistforbund står bag kampagnen, der med et glimt i øjet vil fremme korpsånd og konkurrencelyst på arbejdspladsen. Siden 1997 er VI CYKLER TIL ARBEJDE blevet en fast tradition på tusindvis af danske arbejdspladser. De seneste fem år har deltagerantallet ligget mellem 70.000 og 110.000.
Der er præmier på højkant. Hovedpræmien er en rejse for vinderholdet til en værdi af 10.000 kr. pr. deltager. Derudover er der cykler på højkant til et vinderhold.
Det vil dog være de færreste, som vinder konkrete præmier. Men alle vinder en god daglig motionstur og en friskere start på dagen.
Der er risiko for, at en del tilmeldte vil blive omfattet af lockout. Arrangørerne understreger dog, at det ikke skal forhindre nogen i at tilmelde sig. Cykelture til for eksempel børnenes institution eller indkøb så tæller med.
Fem gode grunde til at være med
Dansk Cyklistforbund oplister disse fem gode grunde til at melde sig:
Vores medlem Janne Kock, Høje-Tåstrup Fysioterapi, sørgede for, at en halv snes medlemmer fik den perfekte start på dagen i går, torsdag.
Efter en kort rundvisning i klinikken og fitnessdk fortalte Janne om, hvor vigtigt det er, at vi får ilten transporteret rundt til alle dele af kroppen – ilt er sygdoms værste fjende.
Vi skal også sørge for at holde vores led og muskler ved lige. Det gælder ikke mindst personer, som måske har et mere stillesiddende job.
Heldigvis findes der en masse øvelser, der er lette og hurtige at udføre, enten når du sidder på din kontorstol eller står på gulvet. Deltagerne kom hele rækken igennem.
Vi er på hælene
Endelig gav Janne en udførlig og interessant præsentation om, hvor vigtigt det er, at vi passer på vores hæle. De har stor betydning for vores kropsholdning. Hæle, hvor fedtpuden måske er mast lidt ud, kan være en øm omgang, og det kan desuden påvirke påvirke store dele af vores bevægeapparat.


Simple øvelser er med til at sikre, at vi får ilten rundt i kroppen, og at vi får rørt muskler og led, som måske ellers er forsømt.

Et elastikbånd er et uhyre nyttigt redskab, der kan bruges til at træne blandt andet ben og skuldre.
På generalforsamlingen tirsdag blev bestyrelsens forslag til vedtægtsændringer enstemmigt vedtaget af de 29 stemmeberettigede. Ændringerne skal endeligt godkendes på en ekstraordinær generalforsamling den 18. april. Indkaldelse udsendes til medlemmerne tre uger før.
De væsentligste ændringer er, at navnet ændres til Høje-Taastrup Erhvervsforum, at bestyrelsen udvides fra 11 til 12 medlemmer, og at det indgår i foreningens formål, at der kan uddeles en erhvervspris.

På generalforsamlingen aflagde formand Kim Rasmussen beretning og omtalte nogle af de arrangementer, der blev gennemført i 2017. Her er Business Basar et nyt tiltag med det formål at skabe nye kontakter mellem lokale aktører i erhvervslivet.
– Det var en prøveballon, men det forløb så godt, at vi sammen med Hedehusene Erhvervsforening og nu også Høje-Taastrup Kommune gentager Business Basar den 20. september på Quality Hotel Høje Taastrup, sagde Kim Rasmussen.
Generalforsamlingen genvalgte Kim Rasmussen som formand. Til bestyrelsen blev Ronni Guldbrandsen og Flemming Jørgensen genvalgt.
Generalforsamlingen blev holdt på Quality Hotel Høje Hotel, hvor der efterfølgende var spisning.

Se referat af Generalforsamling 2018.
Claus Lynge, manden bag Opera Hedeland, gav forud for Erhvervsrådets generalforsamling tirsdag et interessant indblik i det unikke projekt, som han er daglig leder af.
Siden 2002 har der været opført operaer på amfiteatret i Hedeland. Som regel opføres forestillingen tre gange i begyndelsen af august. Kun to gange – i 2007 og 2008 – har det været nødvendigt at aflyse en opførelse på grund af vejret, fortalte Claus Lynge.
De første år var der tale om gæstespil fra udenlandske operaer, men det koncept viste sig at være for dyrt, så siden da har Opera Hedeland produceret sine egne forstillinger. Og selv om det “kun” er tre aftener pr. år, så er der rigeligt at bestille hele året, forsikrede Claus Lynge, som er eneste faste medarbejder. Han har en faglig baggrund som teater- og kunsthistoriker.
Vi kan tiltrække de bedste
Der er plads til ca. 3.500 tilskuere, og hvert år bliver det solgt mellem 7.000 og 10.000 billetter, hvilket er en tilfredsstillende belægning. Omsætningen ligger mellem 7,5 og 8 millioner kroner.
– Det gør os i stand til vælge blandt de bedste 25 operaer og hyre det bedste hold med sangere og musikere i verdensklasse. Og på grund af omgivelserne får publikum på alle måder en helt unik oplevelse i en meget specielt landskab, fortalte Claus Lynge.

Omgivelserne er med til at gøre forestillingerne i Opera Hedeland til en helt unik kombination af natur- og operaoplevelse.
Bliv sponsor for ungdomsbilletter
Omkring 60 procent af publikum er gengangere fra tidligere år. Lige så snart årets forestilling er overstået, åbnes der for billetsalget til det følgende år, og 20 procent af billetterne sælges inden for den første måned.
Claus Lynge har et mål om at tiltrække et publikum, hvor mindst 20 procent aldrig har oplevet en opera før. Og 10 procent skal helst være unge mennesker, så der også er et publikumsunderlag på langt sigt.
– Vi har en idé om få virksomheder til at sponsere ungdomsbilletter til for eksempel en institution, oplyste Claus Lynge.
En god branding af Hedeland
Operaen er med til at brande Hedelandområdet, idet der årligt publiceres omkring 150 artikler om Opera Hedeland, også i udlandet. Det er ikke usædvanligt, at der kommer gæster fra Tyskland og Frankrig, som har taget deres golfbag med og nupper en weekend med opera og golf i Hedeland. Og måske også når at smage den lokale vin på druen Pinot Grus…
Kom med Erhvervsrådet til opera 11. august
Kom med, når Erhvervsrådet den 11. august skal opleve Donizettis “Lucia di Lammermoor”. Vi har reserveret billetter til rabatpris – 610 kr., hvori også indgår madkurv, en glas champagne og en introduktion til forestillingen ved Claus Lynge. Læs mere og se, hvordan du bestiller dine billetter hos Ticketmaster.
Torsdag den 22. marts holder vores medlem Produktionsskolen Greve og Høje-Taastrup, åbent hus på afdelingen på Rugvænget 7 fra klokken 14 til 18. Samtidig oplyser afdelingsleder Sus Berlick, at skolen til august kommer med et nyt uddannelsestilbud, KUU Beauty & Business.
Ved torsdagens åbent hus kan du møde produktionsskolens elever, lærere og vejledere. Skolens værksteder præsenterer deres daglige arbejde og aktiviteter.
– Vi glæder os til at se alle interesserede og kommende elever, deres familier og venner samt uu-vejledere og andre samarbejdspartnere til en hyggelig eftermiddag, siger Sus Berlick.
Ny uddannelse på vej
Produktionsskolen åbner efter sommerferien endnu en uddannelse under Den Kombinerede UngdomsUddannelse (KUU).
Uddannelsen Beaty & Business henvender sig til unge, som ønsker at arbejde i detailhandel, eksempelvis i butikker som Normal og Bodyshop, skønhedsklinikker og negleklinikker.
– Det kan også være et solidt fundament til at begynde en erhvervsuddannelse, for eksempel som frisør eller kosmetiker, bemærker Sus Berlick.
Den toårige uddannelse kommer blandt andet ind på produkt- og varekendskab, allergener og miljøbevidsthed, salg, kundeservice, kommunikation og personlig fremtræden, mode, modens historie og trends, hudpleje, ergonomi, sikkerhed og værnemidler.
– Det bliver selvfølgelig også muligt at høre meget mere om Beaty & Business til vores åbent hus, siger Sus Berlick.
Nyt medlem: CleanOtech.
Kunder har de ikke så mange af endnu. Men den idé, som Taastrup-firmaet CleanOtech bygger på, er så god, at teamet satser alt på at slå igennem.
Patentet er sikret i både EU og Nordamerika. Nu gælder det bare om at få den første ordre i hus, så de kan bevise, at deres løsning er bedre, end hvad der ellers er på markedet.
CleanOtech er i den grad en nichevirksomhed. Forretningsideen er baseret på en ny teknik til at teste og rense trykbeholdere. I første omgang går de efter at få fingre i de iltflasker, som dykkere benytter. De – og andre beholdere over 5 kg – skal nemlig inspiceres en gang om året.
En komplet løsning
– I dag foregår den inspektion ved at lyse ned i beholderen og se, om der er tegn på korrosion. Altså en ren visuel kontrol, hvor du i sagens natur ikke kan se rundt i hele beholderen, fordi du kigger ind gennem et lille hul i toppen.
– Vores løsning er at føre en sonde ind i dykkerflasken. Sonden er udstyret med lys og flere kameraer, der drejer rundt, så vi er sikre på at få tjekket hele beholderen indvendigt, forklarer en af idémændene, Henrik Egholm Andersen.
Sonden med rensehoved er ført ind i den model-beholder, der skal renses.

Kamerahovedet med tre kameraer, som monteres på sonden, når beholderen skal inspiceres for korrosion.
Markedet er stort
Alene på dykkerområdet er der i Danmark ca. 8.400 aktive medlemmer i dykkerklubberne, og de har i gennemsnit to flasker hver. Men trykbeholdere benyttes også i eksempelvis af Beredskabsstyrelsen, røgdykkere, hospitaler og til brandslukkere på lastbiler.
– Så markedet er stort, ikke bare i Danmark, men i hele EU og især i USA. Kan vi få fat i bare en brøkdel, ser det rigtig godt ud, siger Henrik.
Seks Selling Points – og så prisen
Det, der skal sælge CleanOtechs løsning fremfor den traditionelle metode, er: 1) Hele beholderen bliver inspireret 2) Eventuel korrosion kan fjernes i samme arbejdsgang ved hjælp af vulkansk aske, der sprøjtes ud fra sonden 3) Alt bliver dokumenteret og gemt 4) Kunden får en vurdering af, hvor længe flasken kan holde, før den skal udskiftes 5) Hele processen varer kun en time, hvor en dykker normalt må undvære sin flaske et par dage, når den skal inspiceres 6) Det er en grøn løsning uden brug af kemikalier og hvor den vulkanske aske bliver genbrugt.
– Prisen kommer vi nok også til at kunne konkurrere på, siger Lars Lemming, som har stiftet CleanOtech sammen med Henrik. I dag risikerer en dykker at betale for en unødvendig rensning, fordi den visuelle kontrol ikke kan se rundt i hele beholderen. Derfor vælger man måske, for en sikkerheds skyld, en korrosionsbehandling, der ikke er nødvendig. Den situation kommer man ikke i med vores apparat.
To nørder og tre prototyper
Apparatet har Henrik og Lars bygget på et par år, og de ændrer stadig på det. Begge har mange års erfaring med automatik og trykprøvning. Sammen har de nørdet sig frem til det apparat – deres tredje prototype – som de nu går på markedet med. Her har de integreret det udstyr, der inspicerer og renser beholderen, så alt kan udføres i én arbejdsgang.

Hjemme på Henriks værksted har Henrik Egholm Andersen (stående) og Lars Lemming i de sidste par år nørdet sig frem til det apparat, som de nu går på markedet med.
Vi lærer stadig
I næste uge får CleanOtech 20 flasker ind fra en dykkerklub, så de kan teste apparatet i større skala og få det kalibreret endeligt.
– Vi udvikler og lærer stadig, men nu er vi så langt, at vi begynder at gå efter kunderne. Vi sætter apparatet i drift, men samler stadig erfaring og forfiner tingene. Det tror vi er den rigtige vej at gå, siger Henrik.
Han og Lars skal stå for den daglige drift, både som direktører og teknikere. Derudover består holdet af Michael Popp-Madsen, som er it-specialist og også arbejder med markedsresearch, Pia Andersen, allround medarbejder, og Nana Andersen, som læser samfundsvidenskab og TekSam og står for at integrere den grønne tankegang i virksomheden.

En ganske lille computer registrerer inspektionen og sikrer, at beholderen kun bliver korrosionsbehandlet de steder, hvor det er nødvendigt.
CleanOtech Aps
Nyhøjsvej 1
2630 Taastrup
Tlf. 41 11 81 21
Nyt medlem: 10+ Rengøring.
33-årige Iuliu Turcanu har papir på, at han er god til at gøre rent. Han har uddannet sig som rengøringstekniker med topkarakter fra TEC, Gladsaxe. Og siden 2015 har han arbejdet på Statens Serum Institut, hvor det siger sig selv, at kravene til hygiejne er særdeles høje.
– Kvaliteten af rengøringen bliver jævnligt tjekket, blandt andet med udstyr til at måle indholdet af bakterier på overflader, fortæller Iuliu, som gør rent i klassificerede områder i den bygning, hvor instituttet kvalitetskontrollerer medicin.
Grundigt uddannet
Han har selv gennemført et GMP-kursus. Det er målrettet personer, som arbejder med produktion og pakning af lægemidler. Kurset omfatter bl.a. risikovurdering og rengørings- og vedligeholdelsesplaner. Dertil kommer al den teori, han lærte under uddannelsen til rengøringstekniker, for eksempel korrekt håndtering af kemikalier, konflikthåndtering, ergonomi og beregning af nøgletal for en opgave.
I gang som underleverandør
Iuliu har derfor en både solid teoretisk og praktisk erfaring, som han nu sætter i spil i sin egen virksomhed 10+ Rengøring med base fra bopælen i Taastrup. I første omgang beholder han jobbet på Seruminstituttet og vil så arbejde som underleverandør for andre rengøringsfirmaer i sin fritid.
På opfordringen af Væksthus Hovedstadsregionens iværksætterrådgivning har han kontaktet en række rengøringsfirmaer og fået positiv feedback fra et par stykker, som han skal mødes med.
Gerne erhvervskunder
– Det er fint at komme i gang på denne måde. Jeg er glad for mit job, men jeg har også stor lyst til at få eget firma med min egen kundekreds. Det må rigtig gerne være erhvervsrengøring, og det kan jo fint passe ind med at blive udført, når jeg har fyraften fra jobbet. Fra Seruminstituttet har jeg stor erfaring med at gøre rent i både produktionslokaler, laboratorier og kontorer, fortæller Iuliu.
Skulle der blive så travlt i 10+ Rengøring, at der bliver brug for flere hænder, kan Iuliu trække på sin kone, som gør rent på Cabinn Hotel i København.
10+ Rengøring
Østerby Alle 26, 1. tv
2630 Taastrup
Tlf. 31 32 81 69
tudorelpopa25@yahoo.com
Torsdag formiddag var der officiel indvielse af inQvation, det nye iværksætter- og innovationscenter på Erik Husfeldts Vej i Høje Taastrup.
Centret er etableret på initiativ af Niels Zibrandtsen, manden bag Taastrup-virksomheden GlobalConnect og Zibra A/S. Hans søn, Claus Zibrandtsen, er CEO for inQvation.
Niels Zibrandtsen sagde ved indvielsen, at innovatører går lidt længere end hele vejen – de skal lige ud over kanten. Innovation definerede han som vilje til at ændre det, man er i gang med. Han er selv den type, som siger “Gør det” i stedet for at få skrevet tykke rapporter.
– Ideen med inQvation er lave noget anderledes, fastholde innovationen i mindre enheder og at få de unge med, sagde Niels Zibrandtsen, som roste sin søn, Claus, for at have skabt en sindssyg flot ramme om inQvation.
Claus Zibrandtsen fortalte, at det på indvielsesdagen 1. marts i øvrigt var præcis et år siden, at inQvation fik nøglerne til huset.
– I det forløbne år har vi udfordret entreprenørerne til at skabe disse usædvanlige rammer, hvor vi vil hjælpe fremtidens innovatører med at udfordre Østen, sagde Claus Zibrandtsen.
Læs mere om det usædvanlige hus.

Rummet er domineret af denne massive trappe i træ, som ved indvielsen var i funktion som tribune.

Når mødedeltagerne sidder i gynger, hjælper det måske med at få nye ideer på bordet.
Advokat Per Setholm-Johansen gav deltagerne et godt indblik i, hvor det oftest går galt mellem bygherre og entreprenør på vores minikursus om byggejura. Det foregik tirsdag eftemiddag hos vores medlem Torkil Laursen A/S, rådgivende ingeniørfirma.
Per Setholm-Johansen understregede, at et tilbud ikke er accepteret, hvis bygherren siger “Ja, men…”:
– I det tilfælde, hvor bygherren accepterer jeres tilbud, men kommer med flere betingelser, så er situationen vendt rundt. Nu er det entreprenøren, som skal acceptere bygherrens tilbud.
Betal og gør indsigelse
Advokaten kom også ind på den situation, hvor en kunde ikke vil acceptere beløbet på en faktura og beder om en kreditnota og en ny faktura.
– Det er ikke måden at gøre det på. Hvis du ikke er enig i en faktura, så kan du betale en del af beløbet og hurtigst muligt gøre indsigelse. Så må det være op til en forhandling, hvad det endelig beløb skal være. I sidste instans skal det måske afgøres af en dommer.
Per Setholm-Johansen frarådede stærkt, at man – hvis man har leveret materialer til en byggeplads, og bygherren ikke vil betale for dem – så henter materialerne igen.
– Det er tyveri, og I får ørerne i maskinen. I skal nok få jeres penge med tiden og endda med gode renter, tilføjede han.
Nye betingelser på vej
Per Setholm-Johansen gennemgik også ændringerne i det udkast til betingelser for arbejder i bygge- og anlægsvirksomheder (AB 18), som er i høring nu.
Under hele mødet var der en livlig dialog, hvor deltagerne rejste konkrete problemstillinger og fik klare svar af advokaten. Per Setholm-Johansen er ansat hos Hasløv Stæhr Advokater, som har specialiseret sig i rådgivning til virksomheder i byggeriet.
Kantinen på Høje-Tasstrup Kommunes rådhus var tæt pakket af gæster fra nær og fjern, da der tirsdag eftermiddag var reception i anledning af borgmester Michael Zieglers 50 års fødseldag.
Fødselaren blev betænkt med gaver, der i løbet af eftermiddagen fyldte mere og mere i byrådssalen. I kantinen blev der holdt taler af bl.a. viceborgmester Lars Prier, som var dagens toastmaster. Også Kim Rasmussen, formand for Erhvervsrådet, var blandt talerne og hyldede borgmesteren for et godt samarbejde med det lokale erhvervsliv.
Gaven fra Erhvervsrådet var et dværgkirsebærtræ leveret på en trillebør og suppleret med diverse haveredskaber; alt sammen med hver deres symbolske betydning i forhold til Michael Zieglers politiske arbejde.

Michael Ziegler betragter gaven fra Erhvervsrådet, som blev overrakt af formand Kim Rasmussen og ledsaget med en forklaring på, hvordan kirsebærtræet og de medfølgende redskaber hver især relarerede til fødselarens politiske virke.
Nyt medlem: Merethe Klint.
En virksomhed kan sammenlignes med et orkester. Lederen og medarbejderne skal være i samklang. Ligesom dirigenten og musikerne.
– Hvis bare én af musikerne kun performer 80 procent, bliver resultatet aldrig den oplevelse, du gerne ville have. I et orkester er man i høj grad afhængige af hinanden. Derfor er det oplagt at bruge orkestret som metafor for en organisation; medarbejderne skal kunne performe individuelt på et meget højt niveau, men det er lige så afgørende, at de kan spille sammen.
– Det er min erfaring, at i mange organisationer går man højt op i, at medarbejderne performer og når de fastsatte mål. Men man mangler viden om samarbejde, og derfor når man ikke de fælles mål, siger Merethe Klint.
Hun har siden 2012 drevet egen virksomhed, hvor hun blandt andet arbejder med organisations- og kompetenceudvikling. Det gør hun ud fra en utraditionel teoretisk baggrund, nemlig som kandidat i musikvidenskab.
Brobygger mellem erhverv og kultur
– Allerede mens jeg læste, blev jeg klar over, at jeg ville finde en niche som brobygger mellem erhvervs- og kulturliv. Men jeg måtte have noget hardcore erhvervserfaring først, så jeg var fire år hos A.P. Møller, hvor jeg også fik lov at arbejde med organisationsudvikling ud fra min musikvidenskabelige baggrund. Jeg fik frit mandat til at arbejde med en lidende afdeling, og jeg lykkedes med at gøre den velfungerende med glade medarbejdere, hvilket igen smittede af på kundetilfredsheden.
Få nu det samarbejde til at spille
Med den erfaring etablerede Merethe Klint sig som selvstændig i 2012. Hun har undervist i projektstyring og er aktiv i flere netværk – nu også Erhvervsrådet – og har derigennem opbygget en kundebase. Hun ser klart et behov for at hjælpe organisationer med at sparke gang i det interne samarbejde.
– Jeg hører igen og igen, når jeg underviser og når jeg er ude som konsulent, at fokus altid er på at få tingene gjort færdige hurtigt og billigt. Der kigges for meget på tid og penge i stedet for at se på, hvilket produkt og hvilken kvalitet vi vil have, og hvad vi har til rådighed af ressourcer.
Har udgivet sin egen bog
Merethe Klint har sideløbende brugt et år på at skrive bogen ”Lyt – om samspil i organisationer”, som hun understreger ikke er en ledelsesbog, men en organisationsbog.
– Ledelse er også en vigtig funktion, men du skal ikke skille medarbejderne fra ledelsen tankemæssigt. Lederen er lige så afhængige af medarbejderne, som de er af ham. Og det samme med dirigenten og musikerne. Der er så mange paralleller mellem organisationer og orkestre, at man ud fra et musisk mindset virkelig kan skabe forandringer med værdi, siger Merethe Klint.
Du kan som medlem af Erhvervsrådet købe bogen med 15 % rabat, hvis du skriver direkte til Merethe Klint.
Book et foredrag
Bogen har hun udgivet på eget forlag, men hyrede en redaktør for at få andre øjne på indholdet. Det har betydet meget for resultatet, fastslår hun.
– Hele processen med bogen har også gjort mig skarpere på de ting, jeg gerne vil fortælle. Ud over at komme ud i organisationer og gøre en forskel vil jeg også gerne holde foredrag. Jeg er lige kommet med på portalen YOUandX, hvor jeg kan bookes.
– Bogen er også et godt redskab til at markedsføre mig. Det giver mig noget gennemslagskraft. Og så er det også bare fedt at kunne kalde sig forfatter og at kunne give folk noget fysisk med hjem, siger Merethe Klint.
Merethe Klint
Nattergalevej 7
2630 Taastrup
Tlf. 20 92 92 18
