Ikke-kategoriseret

Januar 2017

oxe
“Sælg – og få dine penge” var temaet for årets første netværksmøde. Sælgeren var Henrik Oxe, som gav deltagerne en stribe tips til at øge salget, bl.a. ved hjælp af spillekort. Og Carina Svendsen (stående til højre på fotoet) fra Kend Dine Penge fortalte, hvordan du får dårlige betalere til at slippe slanterne.

Marts 2017

bryghus
Brygmester Jacob Hørslev Hansen tog imod, da vi var inviteret til rundvisning og prøvesmagning på Baldersbuen, hvor Nørrebro Bryghus siden 2006 har haft sit bryggeri. De fremstiller årligt ca. 1 mio. liter øl i næsten 20 varianter. 

Marts 2017

generalforsamling
Generalforsamling i klubhuset hos Hedeland Golfklub. Kim Rasmussen blev genvalgt som formand. Før generalforsamlingen fortalte Michael Stausholm om Taastrup-virksomheden Sprout. Den producerer blyanter, der efter brug kan plantes for få ny liv som fx en tomatplante.

April 2017

claus
“Sådan sælger du til det offentlige”. Claus Nordahl-Petersen fra Institut for Business to Government fortalte, hvordan vi kan få en bid af den 400 mia. kr. store kage, som det offentlige indkøb udgør. Der er masser af kunder, fastslog han. Er du billig, så gå til indkøbschefen. Er du grøn, så gå til miljøchefen, lød et af hans råd.

Maj 2017

bustur
Med borgmester Michael Ziegler som kyndig guide var vi på bustur rundt til nogle af de projekter, der er i gang eller på vej i Høje-Taastrup Kommune. Vi besøgte bl.a. Nærheden, området til den nye aquapark, Hedeland og Taastrupgård. Vi sluttede af med rundvisning i Orbicons nye hovedkontor. 

Maj 2017

carina og mathias
Talkshow med to iværksættere, Carina Svendsen fra Kend Dine Penge og Mathias Gajhede fra Yourpay. – Brænder du for det, så finder du også vejen, lød det fra Mathias, da han blev spurgt, om han nogensinde havde været ved at opgive sit projekt. 

Juni 2017

golf
Formand Kim Rasmussen gik foran med et godt eksempel, da vi var inviteret ud og prøve golfspillet hos Hedeland Golfklub. Med klubtræner Jeppe Brinch Sørensen som instruktør havde vi en skøn eftermiddag. Vi hørte også erhvervschef Thomas Hørdam, Lejre Kommune, fortælle om mentor-ordninger.

August 2017

persondata
Pænt mange medlemmer valgte at bruge en sommeraften på at høre om den nye persondataforordning. Men det er også vigtigt stof for alle erhvervsdrivende. Sjusker du med, hvordan du opbevarer informationer om dine kunder og medarbejdere, kan EU lange en seriøs bøde ud til dit firma, fortalte advokat Karina Lind Bertelsen fra Advodan Glostrup.

September 2017

biz
Vores første Business Basar blev afviklet i flotte rammer hos Terminalen Taastrup. Det var en erhvervs-dating event, hvor lokale virksomheder kunne lære hinanden at kende. Missede du det? Bare rolig, der kommer en ny Business Basar 2018 til september.

Oktober 2018

inqvation
En helt speciel virksomhed, inQvation, er under opbygning på Erik Husfeldts Vej. Birger Hauge (længst til venstre) viste os rundt en morgen i oktober. inQvation udspringer af Global Connect og driver – blandt mange andre ting – streamingkanalen zibrasport. 

November 2017

valgmøde
Foyeren var tæt pakket i Taastrup Teater & Musikhus, da vi indbød til Politisk Morgenbord med de ti partier, der stillede op til kommunalvalget. Henrik Knaack var en tilpas provokerende ordstyrer. 

November 2017

teknologisk
Teknologisk Institut inviterede indenfor til en superspændende rundvisning på fem af deres centre. Blandt andet på Fablab TI, hvor Kasper Munk viste nogle af de produkter, som de har hjulpet virksomheder og opfindere med. Vi var ikke så mange, men Teknologisk Institut er frisk på at gentage det – det vil du ikke gå glip af!

November 2017

gew
Vi nåede da egentligt en del i november. Også denne bustur rundt til tre lokale iværksættere – Gris, Lam & Ko (billedet), Frisk Snit og Davids Coffee. En tur, vi arrangerede sammen med Væksthus Hovedstadsregionen og Høje-Taastrup Kommunes erhvervsservice. 

December 1017

amani
I 2017 sagde vi velkommen til mere end 20 nye medlemmer. Heriblandt Nadine Kikumi, som fremtryller dansk mad med et afrikansk twist, for eksempel Spinat a la Congo (se opskrift). 

Erhvervsrådet siger velkommen til de nye medlemmer. Og tak til alle for et godt 2017. Vi glæder os til at ses igen i 2018. 

15 virksomheder i Høje-Taastrup Kommune er i år kåret som gazellevirksomheder af Dagbladet Børsen. Det er en af de mest anerkendte vækstpriser i Danmark. Blandt de lokale gazeller er vores medlem Personale-match (foto).

Vækstvinderen i Høje-Taastrup Kommune er virksomheden MK Fjordens Aps, som blandt andet tilbyder facaderenovering, taglægning og hulmursisolering. MK Fjordens Aps har en vækst på hele 650 procent.

– Jeg er utrolig stolt af, at vores virksomheder klarer sig så godt. Det handler ikke kun om at tiltrække nye virksomheder til kommunen, men måske endnu vigtigere, at de har gode vækstbetingelser. Når virksomhederne har det godt, så kommer det også borgerne til gode i form af jobs, siger borgmester Michael Ziegler. 

De 15 gazeller er:

    • MK Fjordens Aps (bygge og anlæg)

    • Berthelsen & Co Aps (transport)

    • Nanostone Aps (almen service)

    • Hejs.dk A/S (almen service)

    • Fragtkompagniet (transport)

    • Servio A/S (almen service)

    • Taxi Truck Aps (transport)

    • Personale-match Aps (almen service)

    • Mega House A/S (almen service)

    • Entreflex A/S (bygge og anlæg)

    • Netordre.dk Aps (handel)

    • Convision A/S (almen service)

    • Det Nye Trafikselskab Aps (transport)

    • Hansen Lellinge A/S (handel)

    • Berg & Larsen A/S (handel)

Sidste år havde Høje-Taastrup Kommune 13 gazeller, og i 2015 blev 10 virksomheder kåret som gazeller.

Gazellerne bliver identificeret ved at have afleveret fire på hinanden følgende årsrapporter, som har formået at fordoble nettoomsætningen eller bruttoresultatet over perioden.

Nyt medlem: Global Food Trading.

Siden august 2016 har Kayaalp Ilhan drevet virksomheden Global Food Trading, som leverer produkter til blandt andet hotel- og restaurationsbranchen. Det gør han fra Copenhagen Markets i Høje Taastrup TransportCenter; en beliggenhed der er ideel for en virksomhed som hans.

– Her er så mange forretninger, at jeg altid kan skaffe det, som mine kunderne spørger efter, hvis jeg ikke selv har det. Vi handler med hinanden på kryds og tværs, så det lykkes næsten altid at skaffe det, kunderne vil have. Selv et juletræ har jeg måtte finde, siger Ilhan med et smil.

Kan hurtigt skifte leverandør
– Hver dag tjekker jeg, hvor priserne er bedst, og så handler jeg dér. På den måde kan jeg skifte leverandør fra dag til dag, så mine kunder mærker, at det kan betale sig at handle med mig. Det er min salgspolitik, ganske enkelt.

– Mine kunder er hoteller, restauranter, cafeer, pizzarier og grøntbutikker i Storkøbenhavn og på Sjælland. De har ikke selv tid til at bestille og hente varer hos flere leverandører, så det overlader de til mig. Hvis de bestiller inden kl. 10, leverer jeg en palle med deres varer næste dag.

Begynder klokken 4
Ilhan er ene mand i firmaet og klarer selv alt med indkøb, salg, administration, lager og udbringning. Han har lejet 180 kvadratmeter lagerplads og et mindre kontor på Copenhagen Markets. 

Her møder han klokken 4 hver morgen, går bestillingerne i gennem, får købt det ind, hans kunder skal bruge, og klokken 10 sender han en underleverandør afsted med varerne, hvis han ikke selv har tid. Enkelte kunder henter selv varerne hos Global Food Trading. 

Foruden det, han køber hos andre i Copenhagen Markets’ grønt- og blomsterafdeling, importerer han selv tør- og dåsevarer – bl.a. frugt og olieprodukter – fra især Tyskland, Holland og Belgien, hvor han har tre hovedleverandører.  

Er kommet fint fra start
Der er mange omkostninger forbundet med at løbe en ny virksomhed i gang, men Ilhan er fortrøstningsfuld. Tallene på bundlinjen har været sorte fra start af. Men han sørger også for at bygge det hele op stille og roligt, så han ikke pludselig har for store beløb ude at svømme.

– Jeg er ny i branchen, men har altid været selvstændig, fortæller Ilhan, som siden 1998 har været taxavognmand i Glostrup. Det er han stadig og har to chauffører til at passe den forretning. Men han tager også selv gerne en tur, hvis der er brug for det.

Beliggenheden i Copenhagen Markets betyder, at Global Food Trading hurtigt kan skaffe det, som kunderne efterspørger.


Beliggenheden i Copenhagen Markets betyder, at Global Food Trading hurtigt kan skaffe det, som kunderne efterspørger.

Global Food Trading

Litauen Allé 13

2630 Taastrup

Tlf. 26 12 00 39

info@globalfoodtrading.com

Erhvervspartnerskabet for avanceret produktion inviterer den tirsdag den 5. december til en formiddag på Teknologisk Institut om automatisering og digitalisering. Lige nu kan du via Erhvervspartnerskabet for avanceret produktion søge om 100.000 kr. til at afklare potentialet eller 150.000 kr. til en plan for at implementere ny teknologi.

To virksomheder – Elos Medtech Pinol og BB Fiberbeton – fortæller, hvordan de har gjort. Eksperterne fortæller om det sidste nye inden for automatisering og digitalisering. Og Væksthusene forklarer om ansøgningsprocessen og står klar til at hjælpe med jeres ansøgning.  

Du får gode råd om hvordan man griber sit første eller næste robotprojekt an, hvordan man undgår de klassiske faldgruber og inspiration til, hvordan du kan udnytte data til at skabe ny indsigt i virksomhedens produktion.

PROGRAM
07.00-07.30 Morgenkaffe og tjek ind
07.30-07.40 Velkomst v/ Lars Fremerey, GTS- Godkendt Teknologisk Service
07.40-08.30 Sådan søger du om tilskud i programmet Erhvervspartnerskabet for Avanceret Produktion v/Kaare Trudsø og Steen Lohse, Væksthus Hovedstadsregionen
08.30-09.00 Elos Medtech Pinol fortæller, hvordan de har gennemført omfattende automatisering og fastholdt fleksibiliteten v/udviklingschef Henrik Andersen
09.00-09:30 BB Fiberbeton fortæller, hvordan de med datastyring har optimeret deres produktion v/direktør Simon Hertzum
09.30-09.45 Pause
09.45-12.00 Spor 1: Digitalisering, Internet Of Things og Servitization, v/FORCE Technology
09.45-12.00 Spor 2: Automatisering & kollaborative robotter, v/Teknologisk Institut
12.00-12.30 Frokost
12.30-13.30 Individuelle konsultationer om projekter og tilskud for virksomheder, der ønsker at søge.

Tilmeld dig senest fredag den 1. december. Det er gratis at være med. Brug dette link og tilmeld dig. 

Nyt medlem: Miljø- og Energicentret Høje-Taastrup.

Miljø- og Energicentret Høje-Taastrup er en forening etableret i 1993, nu godkendt af Erhvervsstyrelsen som socialøkonomisk virksomhed.

– Vores formål lyder, at vi skal styrke en bæredygtig udvikling på et økologisk forsvarligt grundlag. Det gør vi blandt andet ved at tænke genbrug og ved at hjælper borgerne til at gøre det samme. Står du med en maskine eller et apparat, der ikke virker mere, så kom til os, før du smider det ud. Vi har gennem årene fået rigtig mange computere, fjernsyn og køkkenapparater vakt til live igen, siger Tina Klitgaard Faber.

Hun tiltrådte her i efteråret som ny centerchef i butikken og værkstedet på Høje Taastrup Boulevard. Hun afløste Knud Anker Iversen, som fra begyndelsen var centrets drivkraft. 

Vi hjælper på selvværdet
Miljø- og Energicentret var det første af sin art, men konceptet har siden bredt sig til flere byer. Centret er en blanding af frivillige, fleksjobbere, praktikanter og andre, som finder en nyttefuld beskæftigelse der.

– Vi vil gøre en forskel, ikke blot i forhold til bæredygtighed, men også ved, som socialøkonomisk virksomhed, at kunne rumme folk med psykiske som fysiske udfordringer, der har behov for et skånejob eller en praktikplads. På den måde kommer de ud og prøver sig selv af, er sammen med andre og har noget at skulle afsted til hver dag.

– Jeg er glad for, at vi også kan løfte den opgave og sende dem videre herfra med en anbefaling; for mig er det socialøkonomiske lige så vigtigt som miljø og grønne løsninger, siger Tina.

Samarbejde med erhvervslivet
Hun brænder også for iværksætteri og meget gerne i relation til grønne projekter. Miljø- og Energicentret pusler blandt andet med ideer om at genanvende affald, og her ser hun det lokale erhvervsliv som en oplagt samarbejdspartner. 

 – Vi melder os ind i Erhvervsrådet, fordi vi gerne vil netværke. Netværk har altid været Knud Ankers kongstanke, og nu skal jeg ud og finde nogle, vi kan spille bold med, siger Tina, som har en akademisk baggrund og selv kom i kontakt med Miljø- og Energicentret som frivillig.

Travlt på værkstedet
Christophpher
Christophpher er med sin store viden om computere en værdifuld medarbejder på værkstedet.

Til daglig er der otte-ti medarbejdere/hjælpere i centret. Især værkstedet har travlt og har på visse opgaver op til et halvt års ventetid. Dagligt er der henvendelser fra folk, som gerne vil have vurderet, om det kan svare sig at reparere deres ting. En sådan vurdering koster 200 kr. Er reparation løsningen, koster det en beskeden sum til løn plus hvad reservedele måtte koste. 

harddisk
Harddisken til en computer – kan den repareres eller skal den ud? Det kan Miljø- og Energicentret give dig en vurdering af.

GLS pakkeshop ligger også i centrets butikslokale og er med sine mange kunder en god indtægtskilde. Mange benytter lejligheden til at købe honning, fuglekasser og andre artikler baseret på økologi og grønne løsninger, som sælges i butikken. Du kan også leje en kompostbeholder, et sparometer og sågar også en tandemcykel.

Miljø- og Energicentret koordinerer også indsamlingen Ren by i Taastrup og Høje Taastrup. De sidste år er der samlet mere end to ton affald, som Driftsbyen så håndterer.

Høje-Taastrup Kommune giver et tilskud til centret, som har ca. 120 medlemmer, primært borgere som ønsker at støtte miljøet. Den nye centerchef ser også meget gerne lokale virksomheder melde sig ind. Et medlemskab koster 300 kr. om året.

Miljø- og Energicentret

Høje Taastrup Boulevard 54

2630 Taastrup

Tlf. 43 30 42 00

mec@mec-ht.dk

www.mec-ht.dk

Hvordan kommer man fra bar mark til en ny bydel med masser af fællesskab? Det spørgsmål undersøger TV 2 Lorry i en ny dokumentarserie om Nærheden, den nye bydel i Hedehusene. 

”Nærheden – 8000 flytter ind” hedder serien om Nærheden, som består af to programmer.

Omdrejningspunktet for programmerne er udviklingen af den nye bydel Nærheden I Hedehusene, et ambitiøst byggeprojekt, der handler om at skabe en ny og moderne bydel med fokus på fællesskaber – på et område, hvor der hidtil har været marker og lagerbygninger.

Holdet bag programmerne haft deres gang i og omkring Nærheden siden begyndelsen af 2017. De har fulgt nogle af de mennesker, der har noget på spil i projektet. Vi møder blandt andet borgmesteren på vej til åbningen af den første bygning i Nærheden, direktøren, som skal få husene til at komme op af jorden og den kommende beboer, som har stået i kø i to timer, for at få lige nøjagtig den bolig hun ønsker sig.

Se programmerne
De to programmer får premiere den 24. november og 1. december på Lorry+. Begge programmer sendes første gang kl. 19.55 og igen samme aften kl. 21.45.

Programmerne kan også streames live på https://www.tv2lorry.dk/live. Efterfølgende kan de frit ses og deles på https://www.tv2lorry.dk/naerheden-8000-flytter-ind

YouSee-kunder har Lorry+ på kanal 25. Boxerkunder har Lorry+ på kanal 22.

Læs mere på Nærhedens hjemmeside, hvor du også kan se trailer for programmerne.

NærHeden P/S er et partnerskab mellem Høje-Taastrup Kommune og Realdania By & Byg om udviklingen af de nye bydel Nærheden i Hedehusene.

Nyt medlem: Taastrup FC.

Taastrup FC er blot 12 år gammel, stiftet som en sammenlægning af fodboldafdelingerne i Tåstrup B.70 og Taastrup Idræts Klub. Med mere end 1.000 medlemmer er den blandt landets største fodboldklubber.

– Vi er en klub med plads til alle, uanset deres forudsætninger. Vores fundament er glæden ved fodboldspillet og det sociale liv i og omkring klubben, siger Birgitte Hamborg Faarbæk, som har været formand siden 2014.

Tættere på erhvervslivet
Klubben har meldt sig ind i Erhvervsrådet for at komme tættere på det lokale erhvervsliv. 

– Vi betragter os som en medspiller i det lokale kulturliv, hvor vi er med til at skabe en positiv aktivitet. Men vi vil også meget gerne have et tættere samarbejde med lokale virksomheder som sponsorer. Vi har allerede mange, og de er med til at sikre, at vi kan tilbyde vores medlemmer, unge som gamle, nogle attraktive forhold at dyrke deres sport under, siger Birgitte Hamborg Faarbæk.

2630 – en klub for sponsorer
Sponsoraterne er samlet i Klub 2630, hvor alle sponsorer har adgang.

– I sponsorklubben rummer vi alle firmaer, som uanset størrelse og økonomisk formåen ønsker at give en håndsrækning for at forbedre muligheder for spillerne i Taastrup FC. Vi har allerede et bredt udsnit af virksomheder fra erhvervslivet i Taastrup, samt virksomheder og personer med tilknytning til Taastrup FC, med i Klub 2630, men der kan godt være flere. Som sponsor kan du komme i kontakt med vores mere end 1.000 medlemmer og deres familier og samtidig vise din støtte til lokalområdet og til Taastrup FC, siger Birgitte Hamborg Faarbæk.

Vil du høre mere om betingelserne for sponsorat, kan du kontakte forretningsfører Frank Mouritsen på klubbens kontaktinfo nedenfor.

Taastrup FC

Sydskellet 1, 2630 Taastrup

Tlf. 31 90 30 20

forretningsfoerer@taastrupfc.com

Taastrupfc.com

En lille busfuld iværksættere og erfarne erhvervsfolk var torsdag på en inspirationstur rundt til tre lokale iværksættere for at høre, hvordan de er kommet i gang, og hvordan de har fået gang i salg til store kunder. 

Hos Gris, Lam & Co i Hedehusene fortalte Lars Stoklund Dietrichsen, gastronomisk iværksætter, at kunderne nærmest er kommet af sig selv. Irma, som er en af de store kunder, kendte ham i forvejen fra andre fødevarevirksomheder, han har etableret. Også Meny, nemlig.com, Comwell og Meyer’s Mad er på kundelisten.

Gris, Lam & Co. blev etableret i 2015 og har fordoblet sin omsætning år for år, så den i 2018 forventes at runde 50 mio. kr. Der er ca. 10 medarbejdere nu.

Lars Stoklund Dietrichsen sagde, at man skal være vedholdende, når man opsøger de store kunder. Det kan godt være, at man ikke kommer igennem til den rette person de første fire-fem gange. Men til sidst får man lov at slippe igennem.

– Og det er vigtigt, at det er jer selv, som sælger jeres produkter. I er DNA’et i jeres forretning, og det skal kunden kunne mærke, rådede han.

Snitter grønt i døgndrift
FriskSnit
Henrik Djurhuus, til højre, trakterede med frugt og friskpresset juice under besøget hos FriskSnit i Hedehusene.

Henrik Djurhuus tog imod hos FriskSnit, også i Hedehusene. Virksomheden udspringer fra Grønttorvet, men har siden 2011 fokuseret på at snitte grønsager, primært til kunder inden for food service og catering. I dag arbejdes der i døgndrift seks døgn i ugen.

Henrik fortalte, at fleksibilitet er altafgørende for hans virksomhed. Der er som regel kun 12 timer fra en ordre modtages, og til den skal leveres. Det kræver hurtige omstillinger i produktionen og nogle alsidige medarbejdere. Der er knap 50 ansatte, heraf ca. 35 i produktionen. Virksomheden råder over 3.200 kvadratmeter lokaler og overvejer at udvide.

Kvalitet betyder alt
Davids
Kaffesmagning og networking hos Davids Coffee, David Kjærgaards kafferisteri i Taastrup.

Dagens sidste besøg var hos Davids Coffee i Taastrup. Med ni år på bagen var det den ældste af dagens tre værtsvirksomheder, og David Kjærgaard har i alle årene drevet det som et énmandsfirma. Han køber kaffebønner ind, rister, pakker og sælger dem til erhvervskunder og – via sin webshop – nu også til private.

– For mig er kvalitet altafgørende. Det er det, der giver min forretning sin berettigelse og holder den i gang, fortalte David, som rangerer i top 2 blandt danske kaffeleverandører. 

Nye ideer og nye kontakter
Undervejs til de tre virksomheder blev der udvekslet ideer og erfaringer i bussen. Deltagerne fik nye pladser mellem hvert besøg og fik på den måde mange input og nye kontakter.

Turen var et led i Global Entrepreneurship Week Denmark. Arrangørerne var Erhvervsrådet sammen med Væksthus Hovedstadsregionen og Høje-Taastrup Kommune. 

20-årige Casper Aastrøm fra Taastrup prøver i øjeblikket at rejse 93.000 kr. De mange penge skal han bruge til en specialbygget kørestol, så han kan blive endnu bedre til at spille fodbold.

Casper er født med muskelsvind. De sidste tre år har han spillet kørestolsfodbold i Ballerup-Skovlunde Fodbold. Casper bruger en stol, som han låner af klubben. Men han vil rigtig gerne have sin egen, der kan tilpasses hans ryg og dermed give ham endnu bedre muligheder for at udvikle sig som spiller, da han nu er kommet på klubbens førstehold.

Oppe på 37.000 kr. nu
– Foreløbig har jeg 37.000 kr., hvoraf det meste er min egen opsparing. Jeg har også søgt nogle fonde og har også sat en crowdfunding i gang, siger Casper, som håber at være i mål før jul.

– Måske er det nogle lokale firmaer, som har lyst at hjælpe mig på vej. Til gengæld kan de få en reklame på min bil, siger Casper, som er med sit hold ude til kampe en gang om måneden, hvor de møder hold fra bl.a. Aarhus, Aalborg og Silkeborg.

Vil dit firma støtte Casper, kan du gøre det med Mobilpay eller via hans crowdfunding på Gofundme – tryk på knappen ‘Donate’ øverst til højre.

kørestol

Det er en stol som denne – specialbygget til kørestolsfodbold – at Casper Aastrøm drømmer om at få.

Er du begyndt at tænke ejer/generationsskifte? Ved du, hvad din virksomhed er værd? Og hvordan du kommer på markedet med den?

Erhvervsrådet i Høje-Taastrup samarbejder med Match-Online A/S. Derfor får du 10 % rabat på annonceprisen på 2.500 kr., hvis du sætter din virksomhed til salg via deres ejerskifteportal matchonline.dk.

Du kan også få Match-Online til at vurdere din virksomhed – og sammenligne den med andre i din branche. Også her får du 10 % rabat på det normale honorar på 7.500 kr.

Se hvordan du får rabatten.

Kom til ejerskiftedag 7. december
Torsdag den 7. december kan du få et førstehåndsindtryk af Match Online – og af din virksomheds værdi – når Match Online for første gang holder Ejerskiftedag.

– Her kan ejere få at vide, hvordan vi værdisætter deres virksomhed, hvordan de kan øge værdien frem mod et salg, og hvordan de så sælger den. Det er en tre timer event hos advokatfirmaet Lund Elmer Sandager, hvor vi sammen med dem og DANA gennemgår grundlaget for en virksomhedsvurdering, fortæller Martin Aasted Andersen (foto) fra Match-Online.

Se program for ejerskiftedagen og tilmeld dig.

Få en virksomhedsvurdering
Match-Online har hidtil haft fokus på virksomhedshandler ved at levere infrastruktur i form af portalen match-online.dk. Her kan virksomhedsejere nå ud med sin annonce til ca. 3.600 investorer, mæglere og rådgivere.

Nu tilbyder virksomheden også at vurdere virksomheder, før de sættes til salg. 

Martin Aasted Andersen: – En vurdering er en god måde til at åbne ejerskifteprocessen op hos virksomhederne, så de kommer i gang med processen, hvad enten vurderingen bestilles i forbindelse med salgsmodning/forretningsudvikling, ejerskifte, opkøb eller ren nysgerrighed. Det kan jo godt være lidt følsomt for ejerens daglige rådgiver at påpege, at det måske er på tide at overveje et salg.

Et godt værktøj til SMV’er
– Især til SMV-segmentet er vores produkt et godt værktøj til at salgsmodne virksomheden. I rapporten afdækker vi værdien, både de fysiske aktiver og de immaterielle. Prisen på 7.500 kr. inkluderer en vurdering på baggrund af regnskab, udvikling, branchen, og vi giver et kvalificeret bud på fremtidig indtjening. Omsætningstal og driftsherrevederlag kan inkluderes, hvis man ønsker det. Fysiske aktiver skal pålægges værdien, og immaterielle aktiver kan man efterfølgende bede om at få værdisat, oplyser Martin Aasted Andersen.

Vurderingen er en 17 siders rapport
En virksomhedsvurdering (se eksempel) er en analyse af virksomhedens værdi, hvor et værdiestimat findes på baggrund af virksomhedens resultater, branchens udvikling og konjunkturer. Virksomhedsvurderingen opgør den investeringsmæssige værdi af virksomheden som en isoleret forretning. Den tager i første omgang ikke højde for synergier, brandingværdi og strategiske betragtninger.

– Derfor kan du heller ikke sætte lighedstegn mellem værdi, og hvad du kan få for din virksomhed. Hvis køber ser en synergi i at overtage den, kan prisen blive højere. Og omvendt kan det ende med, at virksomheden må sælges billigere, end hvad vi vurderer den til, siger Martin Aasted Andersen og tilføjer, at vurderingen også kan bruges mere langsigtet, som en del af ejers exit-strategi.

Få en branche-rapport
Du kan også vælge blot at få vurderet virksomheden uden at få branche-rapporten med. Og tilsvarende kan du bestille en brancherapport uden vurdering af din virksomhed. I begge disse tilfælde er prisen 5.000 kr. (hvortil kommer 10 % rabat til medlemmer af Erhvervsrådet).

logo

Høje-Taastrup Kommune deltager sammen med Høje Taastrup Fjernvarme i fjernvarmeprojektet Cool District Heating, der skal udvikle nye løsninger til fremtidens fjernvarme. EU støtter det dansk/svenske forskningsprojekt med 30 mio. kr.

Projektet ledes af COWI, og Høje-Taastrup kommune er ligesom Høje Taastrup Fjernvarme, Lunds Kommune m.fl. partnere. Projektet kører 2017-2021 og skal udvikle, demonstrere og evaluere innovative tekniske fjernvarmeløsninger.

Fossilfri kommune i 2050
– Udbredelse af fjernvarme er en vigtig del af vores klima- og energiindsats og skal bidrage til, at vi når vores mål om at være fossilfri senest i 2050. Det arbejder vi målrettet på, og derfor indgår vi også som partner i projektet og samarbejder med Høje Taastrup Fjernvarme. Med dette projekt vil Høje-Taastrup Kommune være en af frontløberne inden for fremtidens fjernvarmeløsninger, siger borgmester Michael Ziegler.

Effektivt samspil mellem varme og køling
Forskningsprojektet skal bl.a. udvikle løsninger, der kan udnytte overskudsvarme fra køle- og varmesystemer i større grad end i dag.

– Det giver rigtig god mening at udnytte overskudsvarmen fra køling i fjernvarmesystemet. I dag ser vi jo, hvordan Høje Taastrup Fjernvarme er langt fremme på området med løsninger hos Copenhagen Markets, der både producerer varme og køling, og det skal vi have mere af, siger Flemming Andersen, formand for Plan- og Miljøudvalget.

Mindre varmetab
Projektet skal også udvikle løsninger, der kan minimere varmetabet i fjernvarmeledningerne. I dag er vandet i fjernvarmesystemet ca. 70 grader, når det når kunderne. Projektet skal arbejde med at sænke det til 50-55 grader. Det giver et mindre varmetab og udnytter dermed energien mere effektivt.

Ser på muligheder i Høje Taastrup C
Projektet vil se på mulighederne for at anvende denne såkaldte lavtemperatur-fjernvarme i Høje Taastrup C, det centrale område mellem Høje Taastrup Station og City 2. Her vil man også se på mulighederne for at kombinere varme- og køleproduktion med brug af anlæg, der forsynes med el fra fx solceller i City 2. 

Samarbejde med svensk kommune
Høje Taastrup Fjernvarme skal sammen med andre forsyningsselskaber  arbejde med at udvikle og indføre de konkrete teknologier. Høje-Taastrup Kommune skal sammen med Lund Kommune bistå som planlægningsmyndighed og indgå i informationskampagner.

Synergi mellem varme og køling
– Vi mener, at fremtidens fjernvarmeforsyning handler om at udnytte de lokale energiressourcer optimalt, bl.a. ved at skabe synergi mellem varme og køling. Her kan ikke bare vind, men også solenergi blive en afgørende faktor. Det hænger godt sammen med Høje-Taastrups ambition om at være en af Danmarks førende klimakommuner, siger Astrid Birnbaum (foto), direktør i Høje Taastrup Fjernvarme.

Astrid Birnbaum

Læs mere om projektet.

Nyt medlem: BRing Montage I/S.

Fra 1. december bliver Høje-Taastrup hjemsted for en spritny virksomhed. To montører realiserer en drøm om at få egen virksomhed og arbejde med det, de brænder for.

BRing Montage I/S er etableret af Jesper Bille Handest og Jakob Ring Ibsen. De er tidligere kolleger, men i dag henholdsvis daglig leder af en smedevirksomhed i Nordsjælland og vedligeholdelsestekniker i en medicinalvirksomhed. Nu vil de bygge en montagevirksomhed op, som de store producenter kan bruge til at outsource opgaver til.

Ide fra sommerhuset
– Vi har sommerhus i nærheden af hinanden på Orø, og en sommeraften, da vi sad ved bålet, kom vi til at snakke om at starte en virksomhed op sammen, fortæller Jesper.

– I stedet for at gå i gang med noget nyt og smart, som markedet måske ikke har brug for, blev vi enige om at lave det, som vi er gode til.

sommerhus

 Stor ordre er i hus
Det er primært inden for montage af forsknings- og laboratorieudstyr, at de to partnere har stærke kompetencer. De kender også branchen og ved, at producenterne ofte hyrer vikarer ind.

– Så vi tænkte, hvorfor ikke tilbyde vores hjælp og vores samlede 20 års erfaring i stedet for, at de skal lære nye vikarer op hver gang? Der ramte vi åbenbart plet, for der gik kun ganske kort tid, før vi havde den første pænt store ordre i bogen. Og så måtte vi til at finde et sted, hvor vi kunne være, siger Jakob. 

Det sted fandt de på Hørskætten i Høje Taastrup og overtager det den 1. december.

Vi kribler for at komme i gang
– Vi kribler for at komme i gang, siger Jakob. Kunderne er der allerede, og vi glæder os til at hjælpe dem. Ikke bare med montage-opgaver, men også med eventuel sparring om, hvordan de kan optimere deres produktion. Lige på det punkt tror vi, at der er meget at vinde for virksomhederne. Der er helt sikkert processer, som de for eksempel bruger fire timer på nu, der kan klares på tre eller mindre, hvis de gør tingene lidt smartere.

– Vi sætter en ære i at give kunderne mere, end de regner med, tilføjer Jesper.

Håndværker og direktør i én person
Placeringen i Høje-Taastrup er ideel af flere årsager. Det er tæt på motorvej, centralt i forhold til Sjælland, lokalerne er pænt store, og så er det nogenlunde midt imellem Valby og Værløse, hvor Jesper og Jakob bor.

– Det er heller ikke det dyreste sted, men fungerer og er præsentabelt, siger Jesper. Vi er ret opmærksomme på omkostningerne. Vores forretningsmodel er, at vi lover kunderne, at priserne ikke stikker af. Vi giver en fast pris på forhånd, og det bliver ikke dyrere, end hvis de selv udfører opgaven.

– Vi kan holde prisen nede, fordi vi selv er både håndværkeren og direktøren, og vi skal heller ikke binde likvider i et kæmpestort varelager. Vores kunder opretter et fjernlager hos os, og vi fungerer så som et ekstra team for dem. Har de travlt, lægger de opgaven hos os. Har de ikke travlt, kan de selv gøre arbejdet, men har stadig en fast aftale med os som en kendt, god sparringspartner.

Vi er der også for iværksætteren
Foruden de store producenter ser Jakob og Jesper også startup-virksomheder som oplagte samarbejdspartnere. De har allerede fået de første henvendelser fra tidligere DTU og DTI startups.

– Det er jo helt oplagt for en opfinder, som skal til at producere, at sende tegningerne til os og lade os bestille delene hjem, stå for produktionsdelen og levere ham et færdigt produkt. Det er det, vi brænder for. Og derfor er vi ikke dyre. Det er fint for os, bare vi kan leve af at være vores egne chefer og hjælpe start-uppere i gang, siger Jakob.

Jesper: – Prisen skal afspejle vores udgifter. Vi gør ikke dette her for at få råd til en strandvejsvilla. Vi trænger bare til at gøre noget, vi brænder 100 % for, og hvor vi selv sætter dagsordenen. Det synes vi er sjovere end at bruge vores karriere på at jagte penge og øget profit i andre folks firmaer.

BRing Montage I/S

Hørskætten 30

2630 Taastrup

22 91 90 83 / 51 86 68 66

www.bringmontage.dk

info@bringmontage.dk

Vores Nyhedsbrev

Modtag vores nyhedsbrev og følg med i hvad der sker i Erhvervsforum.