Alle problemer har en løsning, men alle løsninger har ikke et problem.
Det er tankegangen hos Fablab TI på Teknologisk Institut, hvor både borgere og virksomheder kvit og frit kan komme ind og afprøve, om deres idé til et nyt produkt kan realiseres.
– Fablab TI er vores åbne idéværksted, hvor vi hjælper med at gøre ideen til en prototype. Måske blot en simpel model i pap i første omgang eller en plastmodel printet i vores 3D-printer, fortalte Kasper Munk fra Fablab TI, da Erhvervsrådet i går var inviteret på besøg hos Teknologisk Institut i Taastrup.
Læs mere om Fablab TI’s opfinderrådgivning.

Kasper Munk viste eksempler på nogle af de produkter, som Fablab TI har været med til at udvikle og efterfølgende hjulpet idépersonerne i kontakt med virksomheder, der har sat det i produktion.
Hovedmålgruppen er små og mellemstore virksomhed
Besøget var noget af en øjenåbner for de deltagere, som hver dag kører forbi det store bygningskompleks på Gregersensvej uden at vide, hvad der foregår derinde. Der foregår mange spændende ting, kan vi hilse og sige fra adm. direktør Søren Stjernqvist. Taastrup er det største af Teknologisk Instituts tre afdelinger i Taastrup, Aarhus og Odense, hvor i alt 1.100 er beskæftiget.
– Vores hovedmålgruppe er de små og mellemstore virksomheder, som vi bistår i udviklingsprojekter og tilbyder rådgivnings- og laboratorieydelser, prøvning, test og meget mere. 80 procent af de ca. 8.400 virksomheder, vi årligt samarbejder med, er virksomheder med under 50 ansatte, fortalte Søren Stjernqvist.
Få et innovationstjek – eller en vurdering af dit produktprogram
Centerchef Knud Erik Hilding-Hamann præsenterede deltagerne for nogle af de gratis tilbud, som Teknologisk Institut har til virksomhederne. Det handler meget om innovation i praksis, blandt andet ordningen InnovationsAgenterne. Her kan små og mellemstore virksomheder få et gratis innovationstjek med henblik på at sætte et udviklingsprojekt i gang. Et andet tilbud, rettet mod fremstillingsvirksomheder, er Simplimize.
– En del virksomheder, som både har standard- og specialprodukter, oplever, at standardprodukterne ofte ligger og samler støv på lageret og binder kapital. Vi hjælper dem med at finde en bedre balance i produktprogrammet og måske fjerne de uprofitable produkter. Resultaterne har været gode for de mere end 50 virksomheder, som har været gennem Simplimize, fortalte Knud Erik Hilding-Hamann.
Smid pizzaen i mikrobølgeovnen – og få en sprød bund
Undervejs besøgte vi fem af instituttets centre, nemlig Plastteknologi, Emballage & Transport, Fablab TI, Rørcentret og Betoncentret. Her hørte vi blandt andet, hvordan teknologisk Institut arbejder med genbrug af plast, simulerer transportsystemer, hjælper opfindere, arbejder med klimasikring i kloakrørene og udvikler betonvægge, hvor dagslyset kan trænge igennem ved hjælp af indstøbte lysledere.

Peter Sommer viser en pizzaemballage, som Teknologisk Institut har udviklet, hvor pizza med sprød bund kan opvarmes i mikrobølgeovnen. Til venstre Jane Anette Wickmann, direktør for Erhvervsudvikling på Teknologisk Institut og initiativtager til vores besøg.
Fra 1. januar 2018 kan butikker og andre betalingsmodtagere selv vælge, om de ønsker at modtage kontanter i tidsrummet kl. 22 til kl. 06. I områder med særlig risiko for røveri vil kontanter kunne afvises fra kl. 20 til kl. 06. Postnummer 2630 Taastrup og 2640 Hedehusene er blandt de områder.
De nye regler skal gøre det nemmere for butikkerne at beskytte sig mod røveri. Erhvervsminister Brian Mikkelsen har i dag offentliggjort en liste over postnumre, hvor butikker og andre betalingsmodtagere kan vælge, om de ønsker at tage imod betaling med kontanter i tidsrummet kl. 20 til kl. 06.
I dag er alle betalingsmodtagere med betjent salg forpligtet til at tage imod kontant betaling. Formålet med ændringen er at give butikker og andre betalingsmodtagere bedre mulighed for at beskytte sig mod røverier i aften- og nattetimerne.
Brian Mikkelsen siger: – Jeg er glad for, at vi nu er klar til at udmønte de nye regler. Ved at gøre det muligt for butikkerne selv at vælge, om de ønsker at tage imod kontanter i aften- og nattetimerne, får butikkerne et nyt redskab til at beskytte personalet mod røverier.
Listen over postnumre, hvor betalingsmodtagere kan vælge at afvise kontanter i tidsrummet kl. 20 til kl. 06, dækker de 25 procent af postnumrene i Danmark, der hyppigst er udsat for røveri i forhold til befolkningstætheden. Den er udarbejdet af Erhvervsministeriet på baggrund af Rigspolitiets oplysninger.
Her er listen over særligt røveriudsatte postnumre:
1000-1499 København K
1500-1799 København V
1800-1999 Frederiksberg C
2000 Frederiksberg
2100 København Ø
2200 København N
2300 København S
2400 København NV
2450 København SV
2500 Valby
2600 Glostrup
2610 Rødovre
2630 Taastrup
2635 Ishøj
2640 Hedehusene
2650 Hvidovre
2665 Vallensbæk Str.
2670 Greve
2690 Karlslunde
2700 Brønshøj
2720 Vanløse
2730 Herlev
Nyt medlem: Ejendomstorvet.dk.
Ejendomstorvet.dk er landets førende portal for erhvervslokaler og investeringsejendomme med mere end 10.000 aktive annoncer og langt over 100.000 besøgende hver måned. Her finder virksomheder og erhvervsfolk hver dag, gratis og uforpligtende, lokaler eller ejendomme, som matcher deres kriterier.
Ejendomstorvet.dk er grundlagt af foreningen Erhvervsmæglerbasen f.m.b.a. i 1999 og har tidligere heddet Oline.dk. Foreningen består af over 175 erhvervsmæglere fra hele landet, som sammen med flere store ejendomsejere danner grundlaget for erhvervsportalen.
Ejendomme findes online
– Ejendomstorvet.dk eksisterer, fordi vi oplever stigende efterspørgsel på at søge og finde lejemål eller investeringsejendomme online, siger adm. direktør Simon Birch Skou.
– Vi er det eneste sted, hvor alle sager fra erhvervsmæglere og ejendomsejere er samlet. For os er det vigtigt at give brugerne det største udvalg og samtidig gøre brugeroplevelsen så god som overhovedet muligt. Vores avancerede søgemaskine sikrer, at vi kan levere en sublim brugeroplevelse med de nyeste funktioner.
Ejet af ejendomsmæglerne
Ejendomstorvet.dk er ejet af ejendomsmæglerne.
– Vores ejerforhold gør, at vi kan skabe en portal med udgangspunkt i ejendomme og ikke personlig profit eller andre primære interesser, siger formanden for Ejendomstorvet.dk, Mikkel Søby.
– Det vigtigste for os er, at vi har et stort udbud og sikrer brugerne, dvs. virksomheder, iværksættere og investorer, en god og varieret oplevelse. Derfor giver vi også vores brugere adgang til alle oplysninger gratis, bemærker Mikkel Søby.
Ejendomstorvet.dk
Kronprinsensgade 6, 2.
1114 København K
Tlf. 93 98 98 98
https://www.ejendomstorvet.dk/
Politisk Morgenbord, hvor vi sammen med Hedehusene Erhvervsforening satte ti byrådskandidater i stævne for at høre deres holdning til blandt andet vækststrategi, integration og bosætning, fik et godt forløb. Med Henrik Knaack som skarp ordstyrer blev det til en afvekslende debat, hvor panelet også blev udfordret fra salen.
Se DAGBLADET Roskildes omtale af mødet.
Herfra skal lyde en tak til Taastrup Teater & Musikhus for at stille nogle fine rammer til rådighed for morgenmødet.

Ordstyrer Henrik Knaack og de ti politikere i panelet: Lars Prier, Dansk Folkeparti, Ole Hyldahl, Enhedslisten, Peter Faarbæk, Socialdemokratiet, Flemming Andersen, Venstre, Michael Ziegler, Det Konservative Folkeparti, Nadeem Farooq (ikke opstillet), Radikale Venstre, Jan Kjær, SF, Tonni Buur, Liberal Alliance, Omer Ayub, Lokallisten, og Ken Patrick Petersson, Alternativet.





Torsdag den 2. november kl. 7.30 holder Erhvervsrådet og Hedehusene Erhvervsforening politisk morgenbord i Taastrup Teater- og Musikhus. Alle ti partier er med på mødet, hvor vi sætter erhvervspolitik, ungdomsledighed, integration og bosætning på dagsordenen.
Alle medlemmer er velkomne – og tag gerne en gæst med. Bare husk at du – af hensyn til kaffe og morgenbrød – skal tilmelde dig senest den 27. oktober. Det gør du her.
Som opvarmning til mødet har vi stillet borgmester Michael Ziegler (C) og borgmesterkandidat Peter Faarbæk (A) de samme tre spørgsmål om erhvervspolitikken i i Høje-Taastrup Kommune i den indeværende valgperiode og i den kommende.
Hvad har været den største/vigtigste erhvervsmæssige hændelse i Høje-Taastrup Kommune i indeværende valgperiode?
Peter Faarbæk:
Enigheden i byrådet om erhvervsudbygningen uanset om det drejer sig om vækst generelt eller nye lokalplaner, der skaber de fornødne rammer for nye virksomheder.
Michael Ziegler:
Åbningen af Copenhagen Markets, fordi den havde været så mange år undervejs. Fordi det er en meget stor virksomhed, som består af mange små virksomheder. Fordi det har stor symbolsk værdi for kommunen, at så kendt en virksomhed åbner her. Fordi der er så mange arbejdspladser i Copenhagen Markets, som samtidig matcher kompetencerne hos vores ledige borgere – og dermed rigtig gode muligheder for at få mange i job.
Hvad bliver den største/vigtigste erhvervsmæssige hændelse i Høje-Taastrup Kommune i den kommende valgperiode?
Michael Ziegler:
Det må næsten blive åbningen af aquaparken!
Peter Faarbæk:
Vi skal sikre i et tæt samarbejde med virksomhederne, at erhvervslivet aktivt medvirker til at nedbringe den alt for store ledighed.
Det nye byråd skal fastlægge ny vækststrategi for de kommende fire år. Hvilke ambitioner har du på det felt?
Peter Faarbæk:
Social dumping skal bekæmpes på alle fronter, uanset om det er kommunalt byggeri eller byggeri på anden vis.
Samarbejdet med virksomhederne skal styrkes gennem Jobcentret, som i samarbejde med virksomhederne og de faglige organisationer skal sætte fokus på kompetenceløft og medvirken til relevant aktivering og uddannelse af ledige.
Tilskynde virksomhederne til at fokusere mere på det nære miljø og hvordan kommunen i samarbejde med erhvervslivet kan medvirke til at sikre et bedre nærmiljø.
Kommunen skal sammen med erhvervslivet brande kommunen som et attraktivt sted at bo. Det er i virksomhedens interesse, at ansatte bor tæt på arbejdspladsen samtidig med, at det vil sikre flere skattekroner til kommunekassen.
Bedre vilkår og tættere kontakt til iværksætterne i kommunen.
Michael Ziegler:
At vi fortsætter den meget positive udvikling på erhvervsområdet.
At vi fastholder vores position som en af Danmarks bedste erhvervskommuner.
At vi fortsætter med at tiltrække nye virksomheder til kommunen og giver de eksisterende gode vilkår, så de kan vækste.
At vi sætter særligt fokus på de små- og mellemstore virksomheders vilkår på grund af deres store betydning for lokalsamfundet.
At vi bliver endnu bedre til at få synergigevinster ud af den store erhvervssucces i forhold til at få ledige i job, skaffet praktik pladser osv.
Nyt Medlem: Amani Hus.
Dansk mad med et twist af Afrika. Det er et af de specialer, som Amani Hus tilbyder. Se eksempelvis opskriften på Spinat a la Congo sidst i denne artikel.
Kvinden bag Amani Hus er Nadine Kikumi. Hun og hendes mand stammer fra Congo, men har boet i Taastrup i 12 år med deres tre døtre på nu 10, 9 og 6 år. Nadine kom til Danmark med en universitetsuddannelse inden for internationale relationer. Med sig havde hun også en stor interesse for at lave mad.
Hele familien går op i mad
– Jeg har lavet mad, siden jeg var 13 år. Min familie har restauranter i Afrika og i Europa. Interessen for mad ligger derfor til familien, og mine egne døtre er også begyndt at følge med i, hvad jeg laver i køkkenet, og gemmer nye opskrifter på deres iPads, siger Nadine med et stort smil.
Selv har hun arbejdet i flere køkkener de seneste år, men har nu fået mod på at springe ud med eget firma og gøre det til et job på fuld tid. Firmaet kalder hun Amani Hus; amini er swahili og betyder ”fred”.
– Jeg er kommet godt i gang. Mindre måltider, op til 20 personer, kan jeg tilberede hjemme i mit eget køkken. Jeg laver også meget gerne mad til større selskaber, men så skal der helst være et køkken på stedet, som jeg kan bruge, siger Nadine, som også gerne tager imod bestillinger fra virksomheder, som ønsker en event med noget særligt på menuen.

Lokale råvarer med et pift fra Afrika
– Jeg fokuserer på det nære, altså at bruge lokale råvarer. Men jeg holder også meget af at bruge safran og andre krydderier, som måske ikke er så almindelige i den danske husholdning. Så hvis kunden er ude efter en speciel kulinarisk oplevelse, kan det blive et måltid baseret på danske råvarer, som lige får et afrikansk twist, siger Nadine.
Hun arbejder med to menuer: Daniel som er vegetarmåltider og Caesar, hvor der indgår kød. Alle menuer tilberedes med vægt på kvalitet og på det ernæringsmæssige.
Nadine håber, at hun med Amani Hus kan bidrage til den danske madkultur og livsstil med nogle opskrifter, der er ud over det sædvanlige. En af hendes egne favoritter er i den grad baseret på danske råvarer, nemlig rødbedekage – med eller uden chokoladeovertræk.
Opskrift: Spinat a la Congo

Ingredienser (til 4 personer)
- 450 g røget bacon
- 750 g frosset spinat
- 1 løg
- 3 forårsløg
- 1 silketomat
- 1 chili
- 1 dl olie
- aubergine, peberfrugt
- Frit valgte krydderier
Fremgangsmåde:
Skær røget bacon i mindre stk. ca. 3-4 cm
Kom røget bacon i gryde, hæld lidt vand i og kog ca. 8-10 minutter
Skær løg og tomat, snit forårsløg
Hæld vandet fra, tilsæt olie og brun baconen
tilsæt løg, forårsløg, tomat og rør rundt
kom spinat i og kog ca. 5 minutter
Smag eventuelt til med salt
Pynt med chili og forårsløg og server med kogte kartofler eller ris som tilbehør.
Amani Hus
Taastrupgårdsvej 157 1. th., 2630 Taastrup
tlf. 52 64 61 38
nanakikumi@yahoo.fr
Liberal Alliance Albertslund/Høje-Taastrup inviterer til fyraftensmøde med MF Joachim B. Olsen. Partiforeningen skriver:
Kom og mød Liberal Alliances erhvervsordfører Joachim B. Olsen i Albertslund. Joachim sidder i Folketinget på sin anden periode som repræsentant for Københavns Omegns Storkreds.
Ønsket er et uformelt arrangement, hvor repræsentanter fra erhvervslivet i Albertslund og Høje-Taastrup kommuner kan komme i direkte dialog med det lokale folketingsmedlem.
Hvilke problemer er der i hverdagen? Er det nogle afgifter, skatter eller regler som ikke giver mening? Er der noget, lokalpolitikerne skal være opmærksomme på? Bør Liberal Alliance sætte nogle dagsordener for erhvervslivet på Vestegnen?
Joachim B. Olsen vil holde et kort oplæg om, hvad der arbejdes med af vækstskabende initiativer på Christiansborg. Herefter vil der være rig mulighed for indspark, spørgsmål og debat. Liberal Alliances lokale byrådskandidater vil også være til stede.
TID OG STED
Torsdag den 14. november
klokken 15:00-16:00
Birkelundgård i Albertslund.
Gratis adgang. Vi stiller med kaffe og småkager. Vi håber at se dig. Tag gerne en kollega, partner eller en helt tredje med under armen.
Tilmelding nødvendig på e-mail: kontakt@carlandersen.dk senest den 7. november. Mærk mailen: ”JBO Event”.
Erhvervsrådet var torsdag, som en af de første grupper, på besøg hos inQvation i de lokaler på Erik Husfeldts Vej, hvor innovationsvirksomheden er under opbygning.
En innovativ rugekasse med 150 pladser
Når bygningen står færdig, vil den være arbejdsplads for ca. 150 personer, fortalte Birger Hauge fra inQvation:
– Vores kerneydelse hedder “Tør du ødelægge din egen forretning”. Mange virksomheder opdager først, hvad der er ved at ødelægge dem, når det er for sent. Tænk på taxi og Uber. Du skal hele tiden kigge efter det, der kan ødelægge din forretning – ellers bliver du kørt over. Vi vil gerne hjælpe virksomhederne med at identificere “det vi opdager lige om lidt”.

Birger Hauge (i den lyse skjorte) viser rundt i lokalerne på Erik Husfeldts Vej, hvor inQvation bl.a. har indrettet tv-studier.
Hjemsted for egne medievirksomheder
inQvation er en del af Zibra Group og hjemsted for en række af de start-up virksomheder, som Zibrandtsen-familien har investeret i. Familien står også bag Global Connect, som blev etableret i Taastrup i 1990’erne.
Birger Hauge fortalte, at der i alle årene har været et godt samarbejde med kommunen. Da Global Connect for et par år siden besluttede at skille sin innovation ud i den selvstændige virksomhed inQvation, fulgte en intens dialog med Høje-Taastrup Kommune, som selv har lejet 20 arbejdspladser i huset.

Andre 50 pladser er besat af virksomheder fra Zibra Group, blandt andre zibra sport, som streamer sport, og det helt nye moot.video, som vil levere mere dybdegående tv-journalistik. Også nye succeser som Borgen Late Night og kultursitet Heartbeats er inQvation involveret i.

moot.video er nyeste tiltag fra Zibra Group – tv-journalistik der går i dybden.
– inQvation er et hus for iværksættere og virksomheder, som vil flytte deres innovation væk hjemmefra, sagde Birger Hauge. Vi skal blandt andet etablere en prototype af den nye skole i Nærheden her, så klasselokaler og pædagogik kan afprøves, inden byggeriet går i gang. VELUX lejer også et hjørne. Og sammen med kommunen, Københavns Universitet og DTU skal vi køre et projekt om indeklima i skoleklasserne.
Brug for praktikpladser til ny uddannelse
Birger Hauge fortalte, at inQvation også har ambitioner om at skabe en ny uddannelse, Visuel Medie Tekniker, i samarbejde med NEXT København. Men det er udfordrende:
– Vi skal bruge praktikpladser til ca. 20 elever, men det er vanskeligt at få aftaler med virksomhederne, og vi kommer derfor nok til at udskyde starten til efteråret 2018. Vi skal bruge syv virksomheder mere, som vil være praktikværter. Eleverne skal først gennem et 20 ugers grundforløb og derefter ud i virksomhederne i to år, afbrudt af 25 uger på skole. Det vil koste virksomhederne ca. 100.000 kr. om året, men så får de også en medarbejder, som er specialist i at bruge de sociale medier.
inQvation forventer, at centret på Erik Husfeldts Vej vil være færdigindrettet og i fuld drift i begyndelsen af det nye år. inQvation er netop begyndt at indkalde ansøgninger om plads i huset.

inQvation er endnu under opbygning, men flere af Zibra Groups egne virksomheder er allerede flyttet ind.

zibra sport udspringer af Zibrandtsen-familiens interesse for hestesport, men streamer nu flere sportsgrene til kunder verden over.
Torsdag den 12. oktober er Erhvervsrådet inviteret på morgenbesøg hos inQvation i Taastrup. Du tilmelder dig besøget her. inQvation er en ny type iværksætterhus, sat i verden af familien Zibrandtsen, som for nylig solgte 80 % af en anden Taastrup-virksomhed, Global Connect.
Nogle af pengene herfra er anbragt i en investeringsfond. Andre – omkring 50 millioner kroner – bruges på at opbygge inQvation på Erik Husfeldts Vej 7. Det er her, at Birger Hauge (foto), Director Public Affairs & Education, tager imod os på torsdag.
– Ideen med inQvation er at skabe et sted for folk med ideer inden for ny teknologi, siger Birger Hauge. Vi indretter 150 arbejdspladser, som skal bruges af iværksættere og af virksomheder, som i en kortere eller længere periode gerne vil have nogle af deres medarbejdere placeret i et helt anderledes miljø.
70 af 150 pladser er udlejet nu
70 af pladserne er allerede besat, selv om huset først åbner i midten af januar. Høje-Taastrup Kommune har indgået en fem-årig lejeaftale for 20 af pladserne. Og 50 er forbeholdt de start-up virksomheder, som Zibrandtsen-familiens investeringsfond har sat penge i. De virksomheder er allerede i gang på Erik Husfeldts Vej.
– Vi er endnu ikke begyndt at udleje de sidste 80 pladser, men det gør vi snart, oplyser Birger Hauge.
Han tilføjer, at ikke alle og en hver kan få lov at leje en plads. Det skal passe ind i konceptet. Der bliver eksempelvis ikke plads til konsulentfirmaer, der ser huset som genvej til at sælge ydelser til iværksættere. I udvælgelsen af brugere vil inQvation lægge vægt på, at de er personer og virksomheder, som bidrager til synergien.
Sandkasse for iværksættere
Men hvordan er en virksomhed som Global Connect endt med at lave et innovations- og iværksætterhus? Birger Hauge: – Fordi vi har erfaring med innovationsprocesser og de dilemmaer, der kan opstå undervejs. Vi tror, at vi kan hjælpe iværksætterne videre med deres prototyper ved at give dem plads i et kreativt miljø med forskellige sandkasser, hvor de kan “lege” med andre, såvel nybegyndere som etablerede.
Det er også tanken, at inQvation i løbet af 2018 kommer til at rumme en erhvervsuddannelse inden for sociale medier.
Tag gerne en udfordring med
Når vi træder inden for på torsdag kl. 8.30, vil vi møde en stor byggeplads. Men Birger Hauge lover, at vi nok skal finde et stille område, hvor vi over en kop kaffe hører visionerne for inQvation.
– Og det er fint, hvis nogle af deltagerne tager en udfordring hjemme fra deres egen virksomhed med. Er de gået i stå i en innovationsproces, så vil jeg rigtig gerne hjælpe dem videre, lyder det fra Birger Hauge.
John A. Bilenberg, Sengeløse, har skrevet dette indlæg som en reaktion på en artikel i Berlingske. John Bilenberg er i denne periode byrådsmedlem for de konservative i Høje-Taastrup Kommune, men genopstiller ikke. Han er pensionist med en lang erhvervserfaring, senest som direktør i Bygma gruppen i 12 år.
KONKURSREGLER GIVER FRIT LEJDE TIL FUSKERE! Det var overskriften på en artikel, som Berlingske Business havde for kort tid siden. Hvor advokat Kim Jybæk skrev, at det ikke kunne betale sig at inddrive gæld under 100.000 kr., da omkostninger til advokat og sikkerhedsstillelse ville være for høje. Yderligere fremgik det også, at fogedretten ikke var en mulighed, da “dette er en omstændelig proces og tidskrævende mulighed”.
Ovenstående synspunkt kan jeg ikke genkende! I mere end ti år har jeg professionelt benyttet mig af fogedretten og har fået deres hjælp til at inddrive gæld hos kreditorer. Jeg har fået medhold i størstedelen af sagerne og har kun positive erfaringer med denne del af retssystemet.
Jeg er enig i, at det ikke giver mening at erklære en debitor for konkurs uden at have ført sagen ved fogedretten. Dels er det en dyr og langvarig proces og yderligere risikerer man kun at få en mindre del af sine penge, da man jo så skal dele med andre kreditorer.
Fogedretten er nemmere end man tror
Mange tror desværre, at det er svært at køre en sag gennem fogedretten, men det er ikke tilfældet. Log ind på Domstol.dk. og videre på ”Småsager”. Her kan du læse om, hvilke sager retten kan hjælpe med, samt hvordan den tilhørende proces er.
Fogedretten behandler småsagerne på en særlig forenklet måde. Det betyder, at den hjælper kreditor med at forberede sagen. Retten har nemlig pligt til at vejlede dig om sagens juridiske problemstillinger og være behjælpelig med at få bevisførelsen på plads. Du har som udgangspunkt derfor ikke behov for advokatbistand under sagens forberedelse.
Under Genveje/Fogedsager kan du læse processen for, hvordan “Småsager” under erhverv forløber. Som det fremgår, skal man udfylde og indsende en blanket. Ved beløb op til 50.000 kr. koster det 500 kr., at føre en sag ved fogedretten. Eneste betingelse er, at virksomheden skal have sendt en rykker til skyldneren mindst 10 dage før sagen oprettes – søg på “Blanket inkasso”.
Ingen mødepligt i fogedretten
Som kreditor behøver man ikke at bruge tid på at møde fysisk op i fogedretten, men kan i stedet bede retten om at ringe, når ens sag bliver behandlet. Men så er det naturligvis vigtigt, at ens telefon ikke er optaget, når retten ringer.
Møder skyldneren ikke op, kan man bede retten om at få afhentet personen af politiet.
Har skyldneren ingen kontante midler, kan retten i stedet gøre udlæg i skyldners aktiver. På den måde får man sikkerhed for sin gæld, som man så har mulighed for at inddrive på et senere tidspunkt.
I mange tilfælde har skyldneren betalt, når jeg har fremsendt brev med varsel om, at sagen ville blive overgivet til fogedretten. I andre tilfælde, hvor sagen blev fremsendt til fogedretten, og skyldneren modtog brev derfra, blev beløbet som regel også betalt.
Så kan man naturligvis komme ud for, at skyldneren ikke har nogen økonomiske midler. Så vil retten ofte erklære personen insolvent. Men det skyldes måske, at man ikke har været god nok i sin kreditvurdering, da man ydede personen kredit.
John A. Bilenberg
Vi havde en fin Business Basar 26. september i Terminalen Taastrup. Tak for godt samarbejde til Terminalen og Hedehusene Erhvervsforening.
Her er en stribe fotos fra dagen.















