Udgivet d. 26. april 2018
Nyt medlem: 3×34 Transport a.m.b.a.
Med Nino Rizzato som ny leder sætter 3×34 nu den unge generation i fokus. Personer fra 35 år og opefter ved godt, hvad 3×34 er, men Nino Rizzato vil gerne sikre sig, at også de unge har 3×34 indprentet, allerede når de flytter hjemmefra.
– 3×34 er på det private område især kendt som flyttefirma, mens erhvervskunder også kender os for vores kurér- og logistikydelser plus lagerfaciliteter. I omsætningen fylder flytninger omtrent halvdelen og er derfor en vigtig del af forretningen, påpeger han.
Lad os få lammeren tilbage
– Jeg vil gerne have fat i de unge, når de flytter på kollegium. Når de så senere flytter i studielejlighed og derfra videre til den to- og den treværelses lejlighed, skal de også ringe 3×34.
– Jeg har ikke noget imod, hvis vi kommer tilbage til trenden for nogle år siden, hvor det gjaldt om at give hinanden en lammer, hver gang man så en 3×34 bil, siger Nino Rizzato med et stort smil.
3×34 er en alsidig forretning, hvor Nino Rizzato & Co. har tilbud til både erhvervsliv, private og offentlige kunder.
Ejet af vognmændene
3×34 er dannet for ca. 45 år siden med private vognmænd som andelshavere. Dem er der 55 tilbage af. De råder over knap 200 biler – fra små varebiler og op til trucks med trailere, kranbil og kølebiler. Ca. 150 af bilerne hører hjemme på Sjælland, mens resten er ligeligt fordelt mellem Fyn og Jylland.
Nino Rizzato blev ansat 1. november 2017 og kom med logistik-erfaring fra bl.a. Bring og PostNord. Han står i spidsen for en stab på 31 medarbejdere, heraf 29 på hovedkontoret i Taastrup. Han er hyret ind til at lede og udvikle forretningen, skabe vækst og få rebrandet 3×34.
– Rebranding betyder ikke, at vi skal skifte navn eller hedde 4×34. Vi har et rigtig godt brand, som vi værner om. Men skal du nå de unge, kan du ikke satse på mund-til-øre metoden eller traditionel annoncering. Vi skal nå dem på de sociale medier, og det har vi også folk til at løse, bemærker Nino Rizzato og tilføjer, at 3×34 faktisk også kommer i kontakt med mange unge via studenterkørsel.
Hovedkontoret på Dybendalsvænge omfatter kundecenter, bogholderi, it- og HR-afdelinger. 3×34 har 29 medarbejdere her.
Også flere erhvervskunder
Nino Rizzato har også sit sælgerblik rettet mod erhvervslivet. Her tilbyder 3×34 service med både kurér (levering samme dag) og logistik (levering fra dag til dag).
Han ser gode markedsmuligheder. De fleste virksomheder erkender nemlig, at det ikke økonomisk hænger sammen at binde sig med egne biler og chauffører.
3×34 er også gerne med, når det offentlige har større flytteopgaver i udbud. Det hænder jo, at en styrelse eller to skal flyttes ud i landet…
Plads til opbevaring
Dertil kommer 3×34 Lager med opmagasinering over længere perioder af pallegods, stykgods og flytteopbevaring. I Taastrup er der 2.000 kvm lager, mens der i Glostrup og på Fyn er omkring 1.000 kvm begge steder.
– Vi vil gerne være synlige og med i netværk, der har med erhvervslivet at gøre. Derfor har vi meldt os ind i det lokale Erhvervsforum, siger Nino Rizzato.
3×34
Dybendalsvænget 4
2630 Taastrup
Tlf. 34 34 34 34
Email: info@3×34.dk