Udgivet d. 7. november 2018
Onsdag den 21. november kl. 15-17 holder Høje-Taastrup Kommune i samarbejde med Danske Handicaporganisationer et Åbent Hus arrangement om, hvordan virksomheder kan fastholde og rekruttere medarbejdere med handicap – og hvordan Høje-Taastrup Kommune kan hjælpe.
Arrangørerne skriver:
Har I medarbejdere, som har udfordringer i forbindelse med sygdom eller handicap? Eller vil I gerne være med til at skabe beskæftigelse for mennesker med handicap, men er usikre på mulighederne?
Så kom og hør, hvordan kommunen kan hjælpe jer: Ved I, at kommunen fx kan støtte jer med hjælpemidler på arbejdspladsen, mentorordning, omskoling til nye funktioner, eller mange andre tiltag, som gør det muligt at fastholde en værdsat medarbejder eller ansætte en medarbejder trods handicap eller følger efter sygdom?
Høje-Taastrup Kommune og Danske Handicaporganisationer arbejder tæt sammen om at hjælpe flere mennesker med alle handicaps i job og gøre det let for virksomhederne at fastholde mennesker med handicap i deres job.
Derfor inviterer vi til Åbent hus onsdag den 21. november kl. 15-17 i Handicaporganisationers hus, Blekinge Boulevard 2, 2630 Taastrup.
Arrangementet begynder med oplæg ved:
• Michael Ziegler, borgmester i Høje-Taastrup Kommune
• Thorkild Olesen, formand for Danske Handicaporganisationer
• Medarbejdere og repræsentanter fra virksomheder, bl.a. Ikea, som vil fortælle om deres gode erfaringer med at ansætte og fastholde medarbejdere med handicap/sygdom
Efterfølgende kan du få ny viden, inspiration og gode råd på en række stande, fx:
• Få viden om nye hjælpemidler
• Få en snak med virksomhedskonsulenter om kommunens kompenserende ordninger
• Stil spørgsmål til foreninger på handicapområdet og hør om deres erfaringer og forslag
Der vil også være mulighed for en rundvisning i Handicaporganisationernes Hus – verdens mest tilgængelige kontorhus.
Tilmelding senest den 14/11 på dette link eller ved at sende en mail til: hellegr@htk.dk