Udgivet d. 8. januar 2019
Med virkning fra årsskiftet er Anne-Mette Felby tiltrådt som ny erhvervsservicechef i Høje-Taastrup Kommune. Hun står i spidsen for en enhed, der hører under Byrådscentret, og som også omfatter erhvervskonsulent Toke Sundberg og en studentermedhjælper. Enheden fungerer blandt andet som erhvervslivets indgang til den kommunale administration.
Har arbejdet med vækst- og erhvervspolitik
Anne-Mette Felby er cand.scient. kulturgeograf og har de seneste 11 år været ansat i Københavns Kommune. Her har hun arbejdet med kommunens strategiske vækst- og erhvervspolitik.
– Senest har jeg arbejdet med en task force, der skulle se på, hvordan de kommunale rammevilkår for erhvervslivet kunne forbedres. Københavns Kommune ligger jo i den tunge ende i Dansk Industris årlige måling af erhvervsklimaet i kommunerne, hvor blandt andet infrastrukturen og kommunens erhvervsservice, ifølge målingen, har haltet, bemærker Anne-Mette Felby.
Vil gerne tættere på virksomhederne
Som erhvervsservicechef i Høje-Taastrup kommer hun til en kommune, der befinder sig i den anden ende af DI’s skala. Det er nu ikke derfor, at hun har søgt hertil.
– Jeg ønsker at komme tættere på erhvervslivet efter at have beskæftiget mig med det politiske felt i mange år. Det er klart min holdning at fortsætte den gode dialog med de lokale virksomheder, som jeg ved, at min forgænger, Marie Skov Lillelund, har haft.
– Der er et godt drive i erhvervslivet i Høje-Taastrup, og det er lidt af et ønskejob for mig. Min uddannelse har blandt andet drejet sig om rammevilkår, og hvad virksomheder lægger vægt på, når de lokaliserer sig. Når det gælder infrastruktur, er Høje-Taastrup helt i top, og med hensyn til den kommunale service over for det lokale erhvervsliv vil jeg gøre alt for at fastholde det høje niveau, som har kendetegnet Høje-Taastrup.
Inden jobbet i Københavns Kommune var Anne-Mette Felby ansat hos Rambøll, hvor hun i to år var med til at kortlægge, hvordan virksomheder følte sig belastet af administrative byrder fra lovgivningen. Så hun har en god fornemmelse af, hvor dén sko trykker.
Er selv iværksætter
Den nye erhvervsservicechef er i øvrigt selv erhvervsdrivende, på iværksætterniveau. Sammen med en partner etablerede hun for to år siden en lille virksomhed, der fremstiller fermenteret, økologisk læskedrik. Det har givet hende indsigt i en ny branche og erfaring med at løbe en ny virksomhed i gang. Det har været både tungt og sjovt. Og en god erfaring at have med i det nye job.
Privat bor Anne-Mette Felby med sin mand, David, og snart 3-årige Herman på Vesterbro.