Onsdag den 27. november ved solnedgang mødes borgmesterkandidat Peter Faarbæk (A) og borgmester Michael Ziegler (C) til duel på Hovedgaden i Hedehusene.
Anledningen er, at vi nu er midtvejs mellem seneste kommunalvalg i 2017 og det næste, der holdes 16. november 2021. Derfor denne midtvejsduel, hvor de to duellanter får mulighed til at kigge tilbage på de to første år i denne valgperiode: Hvilke beslutninger har de været mest glade for og kede af? Og hvad forventer de kommer til at ske i de to næste år?
Duel om erhverv, uddannelse og job
Mødet er arrangeret af Erhvervsforum og Hedehusene Erhvervsforening, så duellen er forudbestemt til især at dreje sig om emner med relation kommunens erhvervs/vækststrategi, uddannelse og beskæftigelse.
Hver duellant medbringer en sekundant til at underbygge sine synspunkter og udfordre modpartens. Michael Zieglers sekundant er adm. direktør Jørgen Lennert Christensen, Acrimo, mens Peter Faarbæk har Søren Grøn, formadn for 3F Høje-Taastrup, med. Til at styre duellen har vi allieret os med redaktør Peter Erlitz, Lokalavisen Taastrup.
Det hele foregår onsdag den 27. november kl. 16-18 hos Bollinis, Hovedgaden 437, Hedehusene. Og det er jo lige præcis om onsdagen, at Bollinis serverer stegt flæsk ad libitum (for 119 kr.), så hvad er mere passende end at runde denne midtvejsduel af med en gang Stegt (valg)flæsk med persillesovs?
Pladsen er begrænset, så tilmeld dig hurtigst muligt, hvis du vil være sikker på en plads. Tilmeld dig her.
Spørgelysten var rigtig stor, da vi torsdag eftermiddag havde to specialister fra Forbrugerombudsmanden til at fortælle os om reglerne for ‘uanmodede henvendelser’ (spam m.m.) og ‘prismarkedsføring’ (før-og-nu priser m.m.).
Chefkonsulent Karen Søndergaard (th på foto) tog sig af det første emne, mens chefkonsulent Eva Sjøgren gennemgik regler og eksempler på ulovlig prismarkedsføring, fx at ‘før-prisen’ på en cykel ikke er korrekt.
20.000 spam-klager om året
Forbrugerombudmandens kontor ligger i Valby, hvor 25 medarbejdere er beskæftiget med at behandle henvendelser fra forbrugere.
Klager over spam fylder rigtig meget. Karen Søndergaard oplyste, at der kommer cirka 20.000 henvendelser om året.
Også telefonsalg er omfattet af reglerne for uanmodede henvendelser. I 2012 var der bare 20 klager, mens der i år er kommet 750, fortalte Karen Søndergaard.
Spørg om lov først
Hun oplyste også, at hvis man som virksomhed er tvivl, om en forestående markedsføringkampagne er i strid med reglerne, så kan man altid bede Forbrugerombudsmanden om en vurdering på forhånd og dermed undgå en bøde, der minimum er på 10.000 kr. I visse tilfælde er der stanget bøder ud på over 800.000 kr., hvis en mail er blevet betragtet som spam.
Også inden for prismarkedsføring kan det koste flere hundrede tusinde kroner i bøde, hvis man bliver taget i falsk markedsføring, oplyste Eva Sjøgren.

Mødet blev holdt i CDO ved City2 sammen med Erhvervssammenslutningen og havde ca. 25 interesserede deltagere.

En af plancherne fra mødet. Læs mere om reglerne for spam
Hør podcast om Forbrugerombudsmandens spamvejledning.
Erhvervsminister Simon Kollerup præsenterer i dag regeringens handlingsplan, som blandt andet indeholder initiativer for knap 50 mio. kroner til at sikre små og mellemstore virksomheder den blødest mulige landing i tilfælde af et ’no deal’ Brexit.
Når Storbritannien inden længe forlader EU, kommer det til at kunne mærkes for danskerne og for dansk erhvervsliv. Særligt hvis det ender med et ’no deal’ Brexit, vil det betyde en anden hverdag for mange danske virksomheder. For eksempel vil det betyde fortoldning af varer, fødevarekontroller og data, som ikke kan flyde frit.
Derfor er det vigtigt, at danske virksomheder er forberedt bedst muligt forud for Brexit. Men særligt for de små og mellemstore virksomheder kan det være en svær opgave at sætte sig ind i nye regler og procedurer. Derfor lancerer regeringen i dag en handlingsplan, som skal hjælpe SMV’erne med at få styr på deres Brexit-forberedelser.
Minister: Det er en fælles opgave
Erhvervsminister Simon Kollerup: – Brexit kommer til at vende op og ned på hverdagen for rigtigt mange danske virksomheder, uanset om man eksporterer varer til Storbritannien, benytter sig af britiske underleverandører eller måske har data eller medarbejdere derovre.
– Særligt for små virksomheder, der ikke har råd til at dedikere en medarbejder til at sætte sig ind i situationen og forberede virksomheden på Brexit, kan det være en stor og uoverskuelig udfordring, som i sidste ende går ud over os allesammen.
– Derfor ser vi det i regeringen som en fælles opgave at sikre, at konsekvenserne bliver reduceret så meget som muligt for virksomhederne, så en skidt situation ikke bliver værre. Med handlingsplanen giver vi virksomhederne en hjælpende hånd, så de kan få den blødest mulige landing efter Brexit, siger Simon Kollerup.
Mere information og vejledning
Handlingsplanen skal for det første styrke informationen og vejledningen til virksomhederne, så det bliver nemmere for dem at finde ud af, hvilke ændringer Brexit medfører, og hvordan man forbereder sig på det.
For det andet sætter man administrativt ind med blandt andet øget bemanding og udvidede åbningstider, så virksomheder ikke oplever unødige forsinkelser i tiden omkring Brexit.
Og for det tredje får virksomhederne via Danmarks Erhvervsfremmebestyrelse støtte til omstilling gennem bidrag til fx ekstern rådgivning, hjælp til kompetenceudvikling eller rådgivning om eksportmuligheder på det britiske marked.
Læs mere om alle initiativerne i den nye handlingsplan i dette faktaark.
Foto: Keld Navntoft.
Du har sikkert selv prøvet at få mails, hvor firmaer, du ikke kender, tilbyder deres ydelser. Måske har du også selv sendt en. Pas på det med; det kan blive dyrt, rigtig dyrt.
Og hvordan er det nu med før-og-nu-priser? Eller forskellige priser på samme produkt i en fysisk butik og i butikkens webshop – er det OK?
Alt det – og meget mere – bliver vi klogere på, når to af Forbrugerombudsmandens eksperter stiller op til netværksmøde i City2 torsdag den 31. oktober kl. 15.00-17.00.
Her vil chefkonsulent Karen Søndergaard komme ind på ”uanmodet henvendelse, herunder spamreglerne”, mens chefkonsulent Eva Sjøgren tager sig af prismarkedsføring – herunder “før-og-nu priser”.
Spam pr. mail eller sms
Uanset om du er forbruger eller erhvervsdrivende, kan du klage til Forbrugerombudsmanden, hvis du har modtaget markedsføring via mail, sms eller anden elektronisk post, som du ikke har bedt om.
Det er spam, når du elektronisk modtager henvendelser med markedsføring fra virksomheder, som du ikke har givet tilladelse til at kontakte dig.
Forbrugerombudsmanden modtager cirka 20.000 spamklager om året. De kan ikke nå at behandle alle, men i grovere tilfælde vurderes, om Forbrugerombudsmanden skal indgive politianmeldelse med henblik på at få virksomheden idømt en bøde, eller om der skal ske andre tiltag.
Er du selv ved at planlægge en markedsføringskampagne, kan du på forhånd få Forbrugerombudsmandens vurdering af, om materialet er lovligt.
Markedsføring på prisen
Hvor lang tid må et ophørsudsalg vare? Må du sætte dine priser yderligere ned i en udsalgsperiode, fx i en ”slutspurt”? Må du bruge ordet ”tilbud” uden at sammenligne med normalprisen eller oplyse besparelsen?
Prismarkedsføring kan være en jungle, både for forretninger og forbrugere. Eva Sjøgren kommer ind på nogle af de mest gængse overtrædelser, og hvad konsekvenserne kan være. En af de hyppige henvendelser er om ophørsudsalg, som bare fortsætter og fortsætter.
– Betegnelsen “ophørsudsalg” må kun benyttes, hvis der er sikkerhed for, at forretningen lukker. Der er ikke nogen begrænsning for, hvor længe et ophørsudsalg må vare, men efter tre måneder skal indehaveren være forberedt på at skulle dokumentere, at der faktisk er planer om at lukke forretningen, oplyser Forbrugerombudsmanden.
Sådan tilmelder du dig
Mødet med Forbrugerombudsmanden holder vi i samarbejde med Erhvervssammenslutningen i Albertslund, Brøndby, Glostrup og Vallensbæk og City2. Medlemmer af Taastrup Erhvervsforening/Bymidten, Hedehusene Erhvervsforening og Sengeløse Erhvervsforening er også velkomne.
Det foregår i City2 – eller rettere i mødelokalet ved siden af DalleValle i Copenhagen Designer Outlet.
Brug den tilmeldingsformular, der ligger under omtalen af mødet.

Bæredygtig Bundlinje 2.0 (BB2) projektet tilbyder løbende arrangementer for virksomheder, som har valgt eller er på vej til at vælge at arbejde med grønne tiltag eller opstarte en grøn omstilling i deres virksomheder. Her i efteråret er der to gratis workshops i Hillerød om, hvordan man kan bruge miljømærker og miljøledelse til at arbejde struktureret med miljøforbedringer.
Det første arrangement er åbent for alle virksomheder, mens det andet kun er for deltagere i Bæredygtig Bundlinje 2.0. Cphbusiness står for arrangementerne, som du kan se mere om og også tilmelde dig her.
MEC Høje-Taastrup er partner
Flere kommuner er partnere i BB2, blandt andre Hvidovre, København og Gentofte. Fra Høje-Taastrup er Miljø- og EnergiCentret (MEC) partner i BB2.
– MEC vil i samarbejde med kommunen gennem projektet aktivt bidrage til at opfylde FNs Verdensmål. I processen er det vigtigt at gøre det håndterbart for de små og mellemstore virksomheder at opfylde målene. Vi ønsker derfor at kunne tilbyde BB2 til en række virksomheder i kommunen, siger centerchef Tina Faber, MEC.
Vil gerne have 10-15 lokale virksomheder med
MEC er den primære udførende part i kommunen, men Høje-Taastrup Kommune understøtter, bl.a. med udpege relevante virksomheder og i kommunikation til virksomhederne.
– MEC skal gerne rekruttere 10-15 virksomheder i Høje-Taastrup Kommune og herefter følge op over for de virksomheder, som skal have udviklet grønne forretningsmodeller eller have ressource- og/eller energiscreening. Desuden vil vi deltage i fælles projektaktiviteter, ligesom vi skal bistå med rekruttering i enkelte nabokommuner, oplyser Tina Faber.
Formidling og forankring
MEC står i samarbejde med erhvervsfora og relevante kommunale aktører parat til at kommunikere projektets tilbud ud til potentielle smv’er. Der vil være særligt fokus på at synliggøre aktiviteterne over for erhvervslivet i Høje-Taastrup, hvorfor formidlingsarbejdet vil ske i tæt samarbejde med erhvervscenteret og de lokale erhvervsfora. Organisationen Gate21 understøtter MEC med produktion af kommunikationsmaterialer og lignende.
– Vi vil gennem forløbet desuden fokusere på vores egen faglige udvikling, så vi kan være godt klædt på til at fortsætte tilsvarende indsatser over for flere interesserede virksomheder i lokalområdet i samarbejde med kommunen og de lokale erhvervsfora. Det kan både ske ved at deltage i projektets faglige kursus/workshop aktiviteter, ved at følge udviklingen af grønne forretningsmodeller i virksomhederne og ved at supplere egen indsats med ekstern bistand, siger Tina Faber.
Mere om de to workshops
Introduktion til Miljømærker og Miljøledelse. Onsdag den 30. oktober, klokken 12.00 -14.30 i Hillerød. Åben for alle interesserede. Tilmelding senest den 16. oktober.
Til introduktionen opnår du en grundforståelse for miljømærker og miljøledelse samt et overblik over mulighederne. Desuden får du viden om, hvad det vil kræve at arbejde struktureret med at forbedre sine miljøforhold, og hvad det indbefatter at blive certificeret.
Workshop “Bliv inspireret og kom i gang”. Onsdag den 6. november kl. 9.00 -11.30 i Hillerød. Deltagerne deles i to workshops afhængig af interesse. Workshoppen er for virksomheder i BB2.
Gate 21 er projektejer af BB2. Projektet er EU-finansieret og støttet af Region Hovedstaden.
Efter flere år helt i top er det gået noget tilbage for Høje-Taastrup Kommune i Dansk Industris analyse af det lokale erhvervsklima i 93 kommuner i Danmark. Fra en 5.plads i 2017, til nr. 11 i 2018 og nu nummer 19 i 2019.
Pladsen som bedst placerede kommune på Sjælland er overtaget af Vallensbæk, som er nummer 15 på listen.
Ikast-Brande indtager igen 1.pladsen fulgt af Herning. Ringkøbing-Skjern er rykket to pladser frem til nr. 3. De fem øverste pladser indtages af jyske kommuner, mens København fulgt af Faxe, Gribskov, Egedal og Halsnæs tager de fem nederste.
Nr. 1 i infrastruktur
Kommunerne er, foruden generel erhvervsvenlighed, bedømt på ni parametre. Høje-Taastrup er nr. 17 på den generelle erhvervsvenlighed.
I de øvrige kategorier er kommunen placeret sådan (med 2018-placeringen i parantes)
Infrastruktur og transport: Nr. 1 (5)
Arbejdskraft: Nr. 15 (38)
Uddannelse: Nr. 56 (39)
Kommunal sagsbehandling: Nr. 22 (17)
Skatter, afgifter og gebyrer: Nr. 16 (14)
Fysiske rammer: Nr. 35 (43)
Brug af private leverandører: Nr. 31 (13)
Kommunens image: Nr. 37 (9)
Information og dialog med kommunen: Nr. 29 (10)
DI-undersøgelsen er den største af erhvervsvilkårene i 93 af de 98 danske kommuner. Den bygger på svar fra 7.332 virksomheder.
Hele rapporten kan ses og downloades her.
Nyt medlem: TimeOffice.
– Hos TimeOffice kan du forvente, at det er de bedste kompetencer inden for bogføring, løn og administration, der løser din virksomheds aktuelle behov. Allerede ved første møde bliver dit behov kortlagt af en medarbejder fra TimeOffice. Din virksomhed kan for en periode, eller som fast tilknytning, have brug for en ekstern controller eller bogholder, siger Henriette Deleuran, Controller – TimeOffice.
– Vi lever af den gode service gennem troværdigt nærvær. Vi er der, uanset behov. Vi husker, hvad vores kunder siger, fordi det er vigtigt for os, at kunden føler sig tryg, og at den tætte arbejdsrelation bliver skabt. Det handler altid om kundens ønske, og at indfri det behov, der er.
Nyt team i TimeGruppen
TimeOffice er en del af det uvildige rådgivningshus TimeGruppen. Trods TimeOffices korte levetid er der allerede opbygget stærke arbejdsrelationer, internt såvel som eksternt.
TimeOffices team er bogføreren/sekretæren, der hjælper små og mellemstore virksomheder. De møder altid nye kunder med nysgerrighed og vil gerne lære virksomheden og personerne bag regnskaberne at kende.
TimeOffice mener, at det skaber en fortrolighed i arbejdsrelationen, når de kommer bag om regnskaberne. Derigennem dannes der et grundlag for at imødekomme kundens konkrete behov. Teamet varetager mange forskelligartede opgaver for deres kunder. Det kan være alt lige fra håndskrevet bilag, der skal indtastes manuelt og håndteres, eller det kan være outsourcing af hele løn og økonomifunktionen.
Derfor gør TimeOffice en forskel
Teamet bag TimeOffice yder en meget personlig service for deres kunder. Som udgangspunkt har hver virksomhed én primær kontaktperson.
– Det giver tryghed og skaber det nødvendige overblik for din virksomheds regnskaber, at du har én ansvarlig, som kender din virksomhed indefra, siger Henriette Deleuran. Endvidere understøtter TimeOffice også din virksomheds udvikling gennem balanceopgørelser, der synliggøre virksomhedens profit her og nu. Din virksomhed får det aktuelle regnskab, der gør, at du kan nå at reagere, hvis udviklingen ikke går som forventet over en kortere periode.
– Vi giver et overskud, om end det er en følelse, eller om det er økonomisk. For os er vores kunder ikke bare et firma. Vi kender til alle forhold, som du ønsker, vi bliver involveret i. Vi ser det som et succesfuldt samarbejde, hvis vores kunder tænker på os som en helhedsløsning, når der opstår et problem, siger Henriette Deleuran.

Henriette Deleuran, Controller – TimeOffice.
TimeOffice A/S
Park Alle 295, 2605 Brøndby
Tlf. 70 23 22 05
Knap 20 medlemmer fik onsdag morgen et godt førstehåndindtryk af, hvordan den nye bydel Høje Taastrup C kommer til at udvikle sig og fungere. Direktør Lars Bloch tog imod på Arealudviklingsselskabets kontor i Den Gule By.
Her blev deltagerne, rundt om en model af området, opdateret på, hvordan salget skrider frem. Og det går godt. Især på boligdelen. Høje Taastrup C er projekteret til at rumme cirka 1.400 boliger, og der er nu solgt byggefelter svarende til ca. 80 procent af arealet. Også de ca. 100.000 kvadratmeter, der er udlagt til kontorbyggerier, begynder at påkalde sig interesse fra virksomheder og investorer.
Hvor blev arbejdspladserne af
Lars Bloch berettede, hvordan det for ca. 50 år siden var planen at flytte statslige arbejdspladser i massevis ud fra city til Vestegnen, hvor der omkring Høje Taastrup skulle opstå en ny by med 80.000 indbyggere.
Så vidt nåede det aldrig. City2 blev opført i 1975, og det nye banegård i 1986, men de statslige arbejdspladser kom aldrig. Resultatet blev et område gennemskåret af store boulevarder.

De røde prikker på Lars Blochs kort er solgte grunde, og det går stærkt med at sætte nye prikker på.
En levende by
For at skabe mere sammenhæng vil de tre grundejere i området – Høje-Taastrup Kommune, Danske Shoppingcentre og PFATP – nu udvikle Høje Taastrup C med boliger, butikker og erhverv foruden en 48.000 kvm. stor park til at forbinde stationen og City2 og til at håndtere regnvandet fra de bebyggede arealer.
Alt i stueplan ud mod parken skal være publikumsorienteret – butikker, cafeer osv. Tilsvarende vil City2 indrette sin facade mod parken med den type aktiviteter.
Lars Bloch oplyste, at alle grundejere skal betale 3 kr. pr. etagemeter til bydelsaktiviteter. Da der er ca. 285.000 etagemeter, bliver der således hvert år en del penge at gøre godt med på den front for at sikre en levende bydel og park.
Byggekranerne vil stå tæt om et år
Arealudviklingsselskabet Høje Taastrup C gik i aktion 1. august 2018 med en forventning om at udvikle den nye by over ti år. Men med den interesse, der er vist, vil der allerede om fem år være sket rigtig meget, tror Lars Bloch.
Byggeriet af de første boliger går i gang næste sommer, når hele vejstrukturen i området er færdig. Og i 2022 vil de første beboere flytte ind. Skulle der være byggefelter, der ikke sælges med det samme, vil de blive udlagt som grønne arealer, så de ikke fremstår som byggetomter, der skæmmer området.
Kommunens nye rådhus skal også ligge i Høje Taastrup C – på P-pladsen nordvest for City2. Det byggeri sættes i gang til foråret.
– Jeg har hørt, at Høje Taastrup C om et år vil være det område i Danmark, hvor der er flest byggekraner i gang, fortalte Lars Bloch.
Han oplyste, at der indrettes et område specielt til iværksættere, hvor de både kan bo og drive deres virksomhed. Der kommer også hotellejligheder til brug for lokale virksomheder, som skal have medarbejdere udefra boende i lange periode.

City2 i forgrunden og Den Gule By i baggrunden skal bindes sammen af Høje Taastrup C (de mørkere træmodeller) med boliger, erhverv, butikker og et nyt parkområde.
Den Gule By = Den Levende By
Lars Bloch oplyste, at selskabet også er i dialog med grundejerne i Den Gule By om at gøre den del af byen mere levende, da den nærmest ligger død efter kl. 16.15.
– Den Gule By kommer også til at ændre sig. Jeg ved, at Danske Bank er indstillet på at åbne deres store kantine op for andre, ligesom Quality Hotel også gerne vil åbne sig op.
På mødet blev der talt en del af parkeringsforholdene. Høje Taastrup C vil rumme ca. 3.000 beboere og 4.000 arbejdspladser. Der etableres parkeringshuse og kældre, men mindre end en p-plads pr. bolig.
Det virker oplagt, at med en stor station i området så tager folk toget på arbejdet, men sådan er virkeligheden ikke altid. Der arbejdes således også med et scenarie, hvor virksomheder med store P-arealer stiller disse arealer til rådighed for byen efter fyraften og i weekenderne.
Nyt medlem: Carlo Tagteknik & Blikkenslager.
Carlo Tagteknik & Blikkenslager, der har base på Rugvænget i Taastrup, løser opgaver i hele det storkøbenhavnske område for både erhverv, private og offentlige institutioner.
– Alle vores syv udegående medarbejdere er faguddannede taglæggere og blikkenslagere med en solid erfaring fra branchen, siger indehaver Jacob Mahaqiq. Vores medarbejdere besidder stor ekspertise, og det sætter kunderne pris på. Vi får positive tilbagemeldinger og god rating på Trustpilot.
Se video med tilfreds kunde.
Firmaet, der også beskæftiger tre kontorfolk inkl. bogholderer, har eksisteret i 11 år og løser alle typer opgaver inden for faget. Det kan dreje sig om at renovere et ældre tag, lægge et nyt, udføre tagrens og maling af tag foruden generelt blikkenslagerarbejder, herunder også kviste og inddækninger i for eksempel zink.

Nyt tag øger ejendommens værdi
– For en husejer er der mange ting at tage stilling til, når taget trænger til at blive skiftet ud. Først og fremmest økonomien, men det er også vigtigt at vide, hvilke egenskaber de enkelte tagtyper har, og hvad der giver ejendommen størst værdi, påpeger Jacob.
– Tegl, tagpap, eternittag og metaltag har hver deres egenskaber. Vi tilbyder kunden et gratis tagtjek, hvor vi gennemgår taget og vejleder om de forskellige materialers fordele og ulemper. Herefter kan vi give kunden et tilbud på, hvad det vil koste. I nogle tilfælde er en totalrenovering ikke nødvendig, men blot en delvis udskiftning af tagmaterialet.
Inddækning beskytter konstruktionen
Inden for blikkenslagerfaget udfører Carlo Tagteknik & Blikkenslager bl.a. inddækninger, reparationer, forsikringsskader og opsætning af zinktagrender og nedløb foruden kviste i zink.
Jacob påpeger, at det for eksempel er vigtigt, at inddækninger ved kviste er udført helt korrekt, så regnvand ikke kan trænge ind i trækonstruktionen bagved og skabe problemer med vand og svamp.
– En flot inddækning er med til at give huset sit eget udtryk, hvad enten vi arbejder med zink, kobber, aluminium eller rustfrit stål. Disse materialer skal ikke vedligeholdes og er meget vejrbestandige, så resultatet vil stå flot i mange år, bemærker Jacob.
Både som erhvervskunde og privat er du altid velkommen til at kontakte Carlo Tagteknik & Blikkenslager for et godt råd, et tagtjek eller et uforpligtende tilbud.
Carlo Tagteknik & Blikkenslager
Rugvænget 21, 2630 Taastrup
Tlf. 52 73 75 81
Onsdag den 28. august er vi inviteret til morgenmøde kl. 8.00, hvor Lars Bloch vil tage os helt tæt på den nye bydel Høje Taastrup C, som snart begynder at tage form i området mellem City2 og Den Gule By ved Høje Taastrup Station.
Lars er direktør for Arealudviklingsselskabet Høje Taastrup C, som de tre grundejere i området – Høje-Taastrup Kommune, Danske Shoppingcentre og EjendomsSelskabet Norden – har dannet med henblik på at udvikle det 262.000 kvadratmeter store område til en attraktiv, levende bydel med boliger, erhverv og et langstrakt parkområde til at forbinde stationen og City2.
3.000 indbyggere og 4.000 job
Høje Taastrup C er planlagt til at omfatte boliger til ca. 3.000 personer og arbejdspladser til ca. 4.000 i detailhandel og kontorvirksomheder i de godt 100.000 etagemeter, der er udlagt til erhverv i hver sin ende af det nye kvarter. Bydelen bliver også hjemsted for kommunens nye rådhus.
Salget af byggefelter går langt hurtigere, end arealudviklingsselskabet turde håbe: – Interessen for at udvikle boligprojekter i området har været helt overvældende, siger Lars, som håber at kunne offentliggøre endnu et par aftaler på morgenmødet den 28. august.
To erhvervsområder
Også de to erhvervsområder begynder at tiltrække sig interesse; ca. 40.000 etagemeter – altså ca. 40 pct. af det udlagte areal – er nu reserveret.
– Vi er attraktive for virksomheder på grund af den centrale beliggenhed og den stærke infrastruktur. Erhvervsejendommene ligger max 600 meter fra stationen, oplyser Lars.
Han vil også give en status på anlægsopgaverne, hvor det her og nu handler om at få vejene lagt om og få den store P-plads nord for City2 ryddet og etablere en ny på sydsiden. I foråret 2020 går de første byggerier i gang. Parkområdet forventer han klar til brug i foråret 2022.

Direktør Lars Bloch med et udsnit af modellen over Høje Taastrup C (de mørke bygninger), der placeres mellem Den Gule By (i forgrunden) og City2 (til venstre i baggrunden).
Oplagt med lokale ydelser
Det må forventes, at projekterne udføres af storentreprenører og konsortier, men det udelukker ikke det lokale erhvervsliv, understreger Lars.
– Der vil klart blive brug for underleverandører til entrepriserne, og hvorfor skulle det ikke komme de lokale virksomheder til gode? Og efterfølgende, når det hele er udført, bliver der jo også behov for leverancer i forhold til driften af den nye bydel, påpeger direktøren.
Hans egen organisation i arealudviklingsselskabet består, foruden ham selv, af to faste medarbejdere. Måske skal der ansættes en mere, men ellers køber selskabet sig til assistance ude i byen.
Tilmeld dig morgenmødet her.
– Nu er vi FGU-Skolen Øst Høje-Taastrup; velkommen til vores verden, sagde skoleleder Sus Berlick, da hun mandag morgen bød elever, medarbejdere og gæster velkommen på Rugvænget, hvor Produktionsskolen før havde til huse.
Nu er produktionsskolen sammen med VUC og Voksenundervisningen en del af FGU-Skolen Øst, der dækker kommunerne Høje-Taastrup, Roskilde, Lejre, Greve og Solrød. Skolen har hovedsæde i Høje-Taastrup.
Alle fem steder blev den nye skole budt velkommen af den lokale borgmester. På Rugvænget slog Michael Ziegler fast, at uddannelse er vigtigt. Om den er kort eller lang, betyder mindre.
– Men uddannelse stiller jer bedre i samfundet, og vi har brug for jer alle. Med FGU kan vi bygge bro mellem Folkeskolen, ungdomsuddannelserne og det lokale erhvervsliv, og det er vigtigt. Og det er positivt, at vi i Danmark har et politisk mål om, at alle unge skal have en uddannelse eller gøres klar til arbejdsmarkedet, sagde Michael Ziegler.
En svær, men spændende opgave
Jette Henning, Roskilde, er formand for FGU-Skolen Øst, som hun kaldte en skole for de unge, som endnu måske ikke er helt klar til en uddannelse eller har brug for en mere praktisk tilgang. 20 procent af en årgang har syv år efter Folkeskolen endnu ikke fået en uddannelse. Det håbede hun, at FGU kan være med til at afhjælpe.
– Vi skal løfte en svær, men spændende opgave, sagde Jette Henning, der glædede sig over at have fået Søren Lau som en energisk direktør for den nye skole. Den er planlagt til at få ca. 550 elever fordelt på de fem afdelinger, og det ser ud til at blive nået.
Der er altid noget, man er god til

Masser af lilla balloner blev sendt afsted for at gøre omgivelserne opmærksom på, at Høje-Taastrup har fået en ny uddannelse. Det så Søren Lau som et symbol på, at kun himlen kan sætte grænser for, hvad de unge kan nå at lære, mens de er på FGU.
Han rådede eleverne til at huske et citat fra Gummi-Tarzan: “Der er altid noget, man er god til. Man skal bare finde ud af, hvad det er.” Og fulgte op med dette udsagn fra Pippi Langstrømpe: “Det har jeg aldrig prøvet før, så det klarer jeg helt sikkert!”

Dagens fire talere – Sus Berlick, Søren Lau, Michael Ziegler og Jette Henning – kunne også synge.
Danmarks Erhvervsfremmebestyrelse har åbnet for ansøgninger til en landsdækkende indsats, hvor rådgivning skal øge eksportparatheden i SMV’er. Operatører kan søge om op til 30 mio. kr. til at gennemføre indsatsen, som medfinansieres af EU’s Regionalfond og decentrale erhvervsfremmemidler.
Baggrund
Mange SMV´er har ingen eller begrænset eksport og er umiddelbart tilbageholdende med at igangsætte eksport- og internationaliseringstiltag på grund af manglende erfaringer, kompetencer og ressourcer. Danmark har et kompetent og veletableret privat konsulentmarked, der særligt rådgiver virksomheder på ”de indre linjer”, fx strategi- og forretningsudvikling, organisationsudvikling, procesoptimering mv. Offentlig rådgivning om internationalisering er forankret i Udenrigsministeriet, som har et globalt netværk af repræsentanter i hele verden og dermed indsigt i de eksterne lokale markeder samt netværk til virksomheder, myndigheder og beslutningstagere.
Samtidig viser erfaringer fra strukturfondsindsatsen i 2014-2017, at rådgivning kan styrke væksten og jobskabelsen i SMV’er. Der er således et potentiale i at øge eksportpotentialet i danske SMV’er gennem rådgivningsforløb. Derfor indkalder Danmarks Erhvervsfremmebestyrelse nu ansøgninger fra operatører, der vil gennemføre en landsdækkende SMV-rettet indsats, som øger virksomhedernes eksportparathed.
Øget eksportparathed i SMV’er
Formålet med indsatsen er at hjælpe SMV’er med at øge deres fokus på og parathed til eksport gennem rådgivningsforløb hos eksterne konsulenter. Indsatsen skal primært være målrettet SMV’er med mellem 10 og 49 ansatte.
Indsatsen skal skræddersys den enkelte virksomheds konkrete behov og udfordringer. Operatørens indsats med at øge eksportparatheden i virksomhederne skal ske i faser:
- Fase 1: Screening (identifikation) af virksomheder med et forholdsvist stort vækstpotentiale.
- Fase 2: Rådgivning og sparring om, hvordan vækstpotentialerne udløses, i form af aktiviteter, der styrker SMV´ers eksportparathed, herunder strategi- og forretningsudvikling med fokus på eksport og internationalisering. Denne indsats skal give virksomhederne bedre forudsætninger for at blive internationale og øge eksporten.
Rådgivningen kan have fokus på:
- Eksportparathed, herunder strategi- og forretningsudvikling
- Kompetencer og ressourcer i organisationen (sprog, kultur m.m.)
- Kundesegmenter og målgrupper
- Produktudvikling og produktmatrix
- Produktion og eventuelle certificeringer
- Leverandør- og teknologiafklaring
- Distributions- og salgskanalstrategi
- Indledende kapital- og finansieringsplan.
Aktiviteterne skal resultere i, at virksomhederne får udarbejdet vækstplaner, der indeholder anvisninger på den enkelte virksomheds internationaliseringsmuligheder samt en beskrivelse af barrierer. Indsatsen kan også indeholde andre aktiviteter.
