Dennis Rasmussen

Som medlem af Erhvervsrådet kan du få gratis adgang til to af de store messer i Tyskland, nemlig Hannover og CeMAT Messerne 23.-27. april 2018. 

Normalt koster adgangsbilleterne til disse to af verdens førende industrimesser inden for maskiner, automation, intralogistik og meget mere 84 euro (for partoutkort).

På messerne kan du opleve alt det nye inden for digitalisering med alle dens værdiskabende potentialer – herunder nye forretningsmodeller og markeder, de skaber.

Klik her for at bestille din billet. NB! Bevar den kode, der allerede er indsat – det er din garanti for gratis adgang. 

Se mere om messerne på deres hjemmesider (klik på logo):

HM cemat

Arbejder du i byggebranchen, så husk vores minikursus om byggejura med advokat Per Setholm-Johansen den 27. februar.

Kurset er blevet endnu mere aktuelt, da et udkast til AB 18 (Almindelige Betingelser for arbejder og leverancer i bygge- og anlægsvirksomhed) i fredags blev sendt i høring af af Trafik- Bygge- og Boligstyrelsen.

AB 18 træder i kraft til næste årsskifte og erstatter AB 92, som har været gældende siden 1992. Også ABR 18, der omfatter rådgivning og bistand, er sendt i høring.

127 nye bestemmer
Styrelsen lægger op til 127 helt nye bestemmelser i AB 18. Blandt andet kommer der klarere regler for ændringer og ekstraarbejder, og reglerne om forsinkelser og dagbøder strammes op. Der indføres nye regler om mægling og mediation, ligesom processen omkring aflevering og mangler skærpes.

Desuden er en række forhold, der hidtil har været overladt til fortolkning og retspraksis, nu skrevet ind som regler i AB 18. Således kommer AB 18 til at bestå af 69 paragraffer mod 47 i AB 92.

Gennemgår ændringerne
Vores minikursus retter sig mod håndværkere, entreprenører og andre aktører inden for bygge- og anlægsbranchen, som ønsker at være godt rustet på det juridiske område i forbindelse med deres entrepriser.

– Jeg gennemgår de vigtigste ændringer og vil også sætte AB 18 i relation til de mest almindelige sager ude fra byggepladserne, siger Per Setholm-Johansen, som har speciale i byggejura og entrepriseret. 

Her går det oftest galt
– En hyppig årsag til konflikt er, at den ene part i et byggeri bevidst udlægger reglerne forkert over for en anden part. Jeg kommer med eksempler på sådanne skurvognsskrøner, hvor den ene part prøver at skaffe sig et fortrin. Jeg fortæller om de mest gængse misforståelser, og hvordan reglerne retteligt skal forstås; både i relation til AB 92, som stadig gælder, og i relation til de nye regler i AB 18, siger Per Setholm-Johansen.

Arrangementet holdes hos Torkil Laursen A/S, rådgivende ingeniørfirma, tirsdag den 27. februar kl. 15.00 til 16.45. Du skal tilmelde dig senest den 22. februar kl. 16.

Stress er ikke en sygdom; det er en følelse. Det fortalte stresscoach Rikke Maj Thauer de cirka 20 deltagere i Erhvervsrådets offentlige møde om akut eller forebyggende førstehjælp mod stress.

På mødet nævnte deltagerne flere årsager til stress: tidspres, manglende selvværd, for mange kasketter og for mange opgaver.

– Manglende søvn kan være direkte årsag til stress, sagde Rikke Maj Thauer. Søvn er lig med en pause, og det er noget, I skal opprioritere, så jeres hjerne og krop kan restituere. Vi fokuserer alt for meget på det, vi ikke når. Måske fordi vi har en urealistisk lang liste med ting, vi skal nå. Det værste, du kan gøre, er at skære ned på din søvn for at få nogle ekstra timer til at nå det hele.

Stress kan også være sundt
Stress i mindre doser er ikke nødvendigvis usundt. Det kan faktisk styrke immunforsvaret, hvis man kan bevæge sig op og ned mellem sin normal-tilstand og belastning-tilstand. Men de to næste tilstande – overbelastning og kollaps – er farlige og kræver hjælp udefra.

Rikke Maj Thauer gav deltagerne nogle værktøjer til at arbejde med stress. Først og fremmest skal man blive bevidst om sine symptomer og finde ud af, hvad der presser en. Og så skal man erkende, om det er noget, man kan kontrollere eller ej. 

– Tag det i opløbet, når du mærker noget bide. Du har tre valg, der handler om accept, ændre og fjerne. Er det noget, du kan acceptere? Er det noget, du kan ændre? Eller er det noget, du kan fjerne dig fra i en periode, og derefter måske komme tilbage til situationen og se, om du nu kan acceptere eller ændre den, sagde Rikke Maj Thauer. 

Fem tegn på at du er i risikozonen
Undersøgelser viser, at 70 procent af alle danskere føler sig stresset på daglig basis. Hver femte, som bliver sygemeldt med stress, mister jobbet på grund af samme grund. Hvert år dør ca. 1.400 personer af stress-relaterede årsager.

– Derfor er det vigtigt at opmærksom på dit stressniveau, sagde Rikke Maj Thauer og oplistede fem typiske tegn på, at man er i risikozonen:

– problemer med at falde i søvn eller sover dårligt
– ændrer personlighed og/eller trækker sig tilbage socialt
– føler sig oftere presset
– bliver glemsom
– kroppen opfører sig anderledes

Tag en stresstest online
På Thauer Stresscenters hjemmeside kan du tage en stresstest og få vurderet dit stressniveau. 

oversigt
Erhvervsrådet og Thauer Stresscenter stod bag mødet i Kulturcentret i Taastrup med ca. 20 deltagere.

Nyt medlem: Malermester A.A.

Når Yusuf Aci, som har været malermester siden april 2017, melder sig ind i Erhvervsrådet, er det for at blive del af endnu et netværk.

Han har nemlig erfaret i sine første måneder som selvstændig, at det har stor værdi at møde andre erhvervsdrivende.

– Det er vigtigt at have et godt netværk, når man er selvstændig. Man skal have nogle gode ”kollegaer”, man kan sparre med og få hjælp af, hvis man til tider er presset, siger Yusuf.

Tæt samarbejde med ven og kollega
– Egentligt var vi to kolleger, som besluttede at lave et firma sammen, men vi fandt ud af, at det kunne virke mindst lige så godt, hvis vi lavede hvert vores. Så kan han hyre mig ind, hvis han har travlt, eller jeg kan bruge ham, hvis jeg har en stor opgave. Det fungerer rigtig godt. Vi har endda to andre kolleger, som vi også kan trække på, fortæller Yusuf.

Han og partneren er gået sammen om at investere i kvalitetsudstyr, der både leverer et flot resultat og letter dem i deres arbejde, så de kan holde længere i et ellers hårdt, fysisk krævende job. De har også fælles kontor med tilhørende lagerrum. Ellers består Yusufs virksomhed af en varevogn, så han kan komme rundt til sine kunder i hele Hovedstadsregionen og også i det vestlige opland omkring Roskilde.

Yusuf
Yusuf Aci har sammen med sin ven og kollega investeret ca. 300.000 kr. i malersprøjter, professionelt sparteludstyr og andet værktøj, som deres to firmaer deles om.

Mod på at blive selvstændig
Han er udlært i 2012 og arbejdede som svend et par år, inden han fik lyst at prøve noget andet. Efter en periode væk fra faget kom han tilbage med en endnu større passion, som nu har resulteret i, at han har taget springet som selvstændig. 

– Jeg vil gerne bygge mit eget firma op og være selvstændig i stedet for ansat. Så kan jeg både arbejde med mine egne kunder og være underleverandør for andre håndværkere, som måtte have brug for en ekstra hånd. Hvis der er en dag, hvor jeg ikke har noget at lave i firmaet, kan jeg altid ringe til en af kollegerne og få dagen besat der, siger Yusuf. 

Faste priser med et twist
Yusuf arbejder efter et princip om, at et stykke professionelt kvalitetsmalerarbejde ikke skal koste en bondegård. 

– Jeg har, for at optimere min tid, sat nogle faste kvadratmeterpriser, så jeg ikke skal bruge flere timer på at lave et tilbud til en kunde. Det vil også sige, at jeg allerede i den første samtale med en kunde kan give en indikation af, hvad det vil koste uden at have besigtiget opgaven, så vi allerede dér kan afstemme vores forventninger. Som regel bliver kunden dog endnu mere positivt overrasket over prisen, når de får regningen, da jeg som regel kun fakturerer anvendt tid hos kunden og ikke den faste pris, siger Yusuf.   

Er kommet godt i gang
Om han skal have folk ansat på et tidspunkt, har han ikke afgjort endnu. 

– Jeg er kommet godt i gang og har travlt, men ligefrem at ansætte en svend er nok for tidligt nu. Indtil videre har det fungeret rigtig godt for mig at dele opgaver med mit netværk. Så må vi se, hvad det kan blive til på længere sigt, siger Yusuf. 

Malermester A.A

Murskeen 5

2630 Taastrup

Tlf. 42 75 79 86

kontakt@malermesteraa.dk

Facebook

Nytårshilsen fra borgmester Michael Ziegler. 
2017 var året hvor der blev skabt endnu flere arbejdspladser i Høje-Taastrup. Vi tæller nu 9.000 nye jobs siden 2010 – en stigning som igen placerer os som ’danmarksmester i jobvækst’.


Vi oplever god vækst blandt vores virksomheder i kommunen. Her på rådhuset ved vi, hvor pengene kommer fra, så derfor er jeres succes afgørende for, hvordan vi kan fungere som kommune. Det er jer, der er motor for den velfærd, vi kan tilbyde.

I 2017 så vi, at tilflytningen af arbejdspladser inden for den finansielle sektor steg markant, og Høje-Taastrup er nu den kommune, som har flest jobs inden for finansiering og forsikring, kun overgået af København. 

86 procent flere akademikerjobs
Vi er også den kommune i landet, som har oplevet den største vækst blandt medarbejdere i akademikerjobs. En stigning på hele 86 procent. En udvikling, som blandt andet vidner om, at vi formår at favne bredt i vores erhvervsprofil, og vi tiltrækker flere og flere videnstunge arbejdspladser. Dette blev blandt andet understreget ved Orbicons åbning af deres nye Hovedkontor i Taastrup i sommers og samling af flere end 300 ingeniører og rådgivere. 

5.bedste erhvervskommune
Dansk Industris årlige måling af kommunernes erhvervsklima er noget vi altid venter spændt på. En undersøgelse kan naturligvis altid udfordres på metode og validitet,  og derfor skal én analyse heller ikke styre vores politik. Men jeg mener, at analysen giver en god pejling af, om vi er på rette vej. Hvordan I som erhvervsliv oplever kommunen, både som myndighed og som samarbejdspart, hvad betyder infrastruktur, adgang til kvalificeret arbejdskraft mv. Vi vil rigtig gerne gøre tingene bedre, og derfor bruger vi sådan en analyse aktivt. At vi så i 2017 fik en placering som 5. bedste erhvervskommune på landsplan og bedste erhvervskommune på hele Sjælland, kan jeg jo kun være rigtig stolt af. 

Vækstpolitik skal fornys i 2018
Kommunens Vækstpolitik udløb med udgangen af 2017, og vi skal til at lave en ny for de kommende år. Erhvervslivet i kommunen vil naturligvis blive inviteret med ind i den proces, da Vækstpolitikken for Høje-Taastrup Kommune skal sætte retning for at skabe de bedste rammer for at udvikle jeres virksomheder lokalt. 

Vi skal sætte barren højt og turde sætte retning – det skal være mine ord her i starten af et nyt og spændende år.

Vi har indledt 2018 med en, synes jeg, fantastisk nytårskur i Taastrup Teater og Musikhus, som samlede omkring 250 lokale erhvervsledere – tak for jeres opbakning til kuren. 

Med ønsket om, at 2018 også bliver et fantastisk år.

Borgmester Michael Ziegler

Høje-Taastrup Kommune har masser af X-faktor. Det mener kommunikationsekspert Kresten Schultz Jørgensen, som var en af gæsterne på scenen til borgmester Michael Zieglers nytårskur i Taastrup Teater & Musikhus.

Det kom frem, at Kresten Schultz Jørgensen har været involveret i brandingen af Høje-Taastrup Kommune, mens han endnu var medejer af LEAD Agency. Han kunne derfor røbe, at han har et uafsluttet kærlighedsforhold til Høje-Taastrup.

Fortagsom befolkning
– Der er noget magisk over området. En gang var det bønderne herfra, som vandrede ind til byen og solgte deres produkter. Næste bølge var arbejderne, som indtog forstaden, og siden indvandrerne. Fælles for alle tre er, at de repræsenterer en fortagsomhed og har et positivt forhold til fysisk arbejde, svarede Kresten Schultz Jørgensen på spørgsmålet om, hvad der er kommunens X-faktor.

Borgmester Michael Ziegler fik samme spørgsmål. Han mente, at kommunen har X-faktor, fordi den kombinerer at være tæt på både København og på naturen og så den gode infrastruktur, der bringer dig til Københavns centrum på 15-20 minutter.

Det cooleste sted på Vestegnen
Borgmesteren kom også ind på danmarksrekorden i væksten af antal arbejdspladser. Den hænger blandt andet sammen med, at flere store virksomheder er flyttet til kommunen.

– Men i virkeligheden er de små og mellemstore virksomheder vores vækstgrundlag. De er forudsætningen for hele den udvikling, vi har set de seneste år, slog han fast.

Og Kresten Schultz Jørgensen høstede et pænt bifald for denne kommentar: – Jeg har stor respekt for, hvad der sker her i kommunen. For mig er Høje-Taastrup det cooleste sted på Vestegnen.

Historien betyder mere end produktet
Michael Stausholm fra Taastrup-virksomheden Sprout var på scenen for at fortælle, hvordan hans blyant-firma er blevet en global spiller. Ikke på grund af produktet – en blyant der efter brug kan plantes og blive til en blomst – men fordi der er en god historie omkring produktet; nemlig at vi alle, ved at købe Sprout-blyanten, kan vise, at vi er bevidste om bæredygtighed. 

Også de 15 gazellevirksomheder fra Høje-Taastrup var på scenen (foto) og blev hyldet af Michael Ziegler som lokale rollemodeller.

Nyt medlem: DASA Elteknik.

Den 1. februar slår DASA Elteknik IVS sig ned i Høje-Taastrup Kommune. Bag det nye installatørfirma står kæresteparret Danni Olsen og Sandra Gregersen. De etablerede firmaet i efteråret og har de første måneder drevet det fra hjemadressen i Albertslund, men nu rykker de snart ind i lejede lokaler hos Rockwool i Hedehusene.

Danni er udlært elektriker, mens Sandra endnu er i lære – i et andet firma. De er fælles om firmaet, og når Sandra til november er færdig med sin uddannelse, er det tanken, at hun skal indgå i virksomheden. Samtidig vil Danni, efter planen, gå i gang med at læse til installatør. I forvejen har parret en installatør ansat.

Helst industri- og erhvervskunder
Danni er udlært i 2005 hos HRH El i Albertslund og har haft forskellige ansættelser siden da, senest som elektriker i virksomheden Chr. Hansen A/S i Avedøre.

Danni blev selvstændig, fordi han kan lide selv at tage beslutninger og se, hvad de fører til i den virkelige verden. I opstartsfasen har han følt sig godt hjulpet af startupkonsulent Robert K. Schmidt fra Væksthus Hovedstadsregionen.

Kvalitet skal gøre en forskel
Det er industri- og erhvervskunder, som Danni især har et godt øje til med DASA Elteknik.

– Jeg går meget op i kvalitet og vil gerne se, om jeg kan få en forretningsmodel ud af at levere et godt udført arbejde. I de år, jeg har arbejdet som svend, har jeg kunnet se, at nogle håndværkere måske har lige travlt nok med at blive færdige og komme videre til den næste opgave. Jeg ved godt, at tid er penge, men jeg tror, at der er et marked for, at du laver tingene ordentligt og grundigt, og at det også ser godt ud.

Danni mener, at de nye bekendtgørelser om elsikkerhed, som i 2017 afløste stærkstrømsbekendtgørelsen, også vil også fremme kvaliteten. De stiller nemlig skærpede krav til dokumentation og opmærkning af kabler.

Godt fra start
DASA Elteknik er kommet godt fra start. Til at begynde med har Danni fået mange opgaver via sit netværk, men han er også begyndt at give tilbud på større ting.

– Netværk er alfa og omega for mig. Det var også på måde, at jeg fandt frem til den installatør, jeg har ansat. Der er jo travlt i byggeriet, og det kan være svært at få fat i de dygtige fagfolk, siger Danni, som forventer at skulle ansætte en svend inden længe og har en kandidat i sigte.

Danni ser frem til at blive en aktiv part i Erhvervsrådets netværk. Han har længe haft et godt øje til Høje-Taastrup Kommune som hjemsted for sin virksomhed. Den beliggenhed giver hurtig adgang til både København og Nordsjælland, hvor han har de fleste af sine opgaver, men han vil også gerne i sving på Vestegnen og længere ud på Sjælland.

DASA Elteknik IVS

Hovedgaden 501 A

2640 Hedehusene

Tlf. 42 31 36 33

kontakt@dasa.dk

Danni Olsens profil på LinkedIn

Danske Fragtmænd Express A/S har pr. 1. januar 2018 købt Erhvervs Transporten A/S.
Erhvervs Transporten A/S vil fortsat arbejde og markedsføres under eget navn, logo og fra uændret adresse på Malervej i Taastrup med samme telefonnummer.
Erhvervs Transporten A/S blev etableret i 1986 af Edel Hansen og Bjarne Hald-Sørensen. I dag er Erhvervs Transporten A/S beliggende i Taastrup, hvor der rådes over ca. 40 vogne, mindre lager og fire dygtige og erfarne medarbejdere.

Ejer vil prøve noget nyt
Erhvervs Transporten A/S har været drevet under ledelse af Chantall A.C. Johansson, som gennem årene har udviklet Erhvervs Transporten A/S til en solid og anerkendt virksomhed.
Chantall A.C. Johansson ønsker efter mange år i transportbranchen at prøve nye udfordringer, hvilket er årsagen til salget af Erhvervs Transporten A/S.

Adgang til næsten 100 biler
Danske Fragtmænd Express A/S vil efter købet af Erhvervs Transporten A/S have en solid vognpark i de to virksomheder med adgang til næsten 100 biler på Sjælland, som kan imødekomme de mange kunders behov inden for kurér– og ekspres kørsel, specialopgaver samt erhvervsforsendelser.
Som en del af Danske Fragtmænd Express A/S vil Erhvervs Transporten A/S få en kapitalstærk ejer, der vil investere i fremtiden samt tilføre strategiske ledelseskompetencer.
Danske Fragtmænd Express A/S ser frem til et spændende samarbejde og byder Erhvervs Transporten A/S velkommen hos Danske Fragtmænd Express A/S.

2017 har været et aktivt år i for Erhvervsrådet i Høje-Taastrup. Og 2018 ser ud til at blive lige så travlt.

I bestyrelsen ser vi det som en kerneopgave for Erhvervsrådet at være bindeled og netværk for de mindre og mellemstore virksomheder i kommunen. I 2017 har vi haft 12 arrangementer. Vi bilder os ikke ind, at vi hver gang kan skabe et indhold, der er relevant for alle. Men jeg tror, at vi hen over året har haft så stor variation i vores tilbud, at der har været noget for en hver smag.

Vi har blandt andet besøgt Nørrebro Bryghus’ bryggeri i Hedehusene. Været på bustur med borgmester Michael Ziegler rundt og se, hvad kommunen har gang i. Fået den nye persondataforordning belyst. Besøgt inQvation. Holdt morgenmøde med spidskandidaterne til kommunalvalget. Og været med bus rundt og besøge tre lokale iværksættere.

Dette er blot et udpluk. Jeg tør godt sige, at deltagerne hver gang får værdifuld viden med hjem. Og frem for alt er disse arrangementer en oplagt chance til at lære andre lokale erhvervsdrivende – og andre aktører – at kende.

Velkommen til over 20 nye medlemmer
Erhvervsrådet har i 2017 sagt velkommen til mere end 20 nye medlemmer – virksomheder og organisationer af vidt forskellig størrelse og virkefelt. Vi er glade for tilgangen, for jo flere vi er, jo større udbytte får vi alle af at være med i netværket.

Vi vil fortsat arbejde på at være et attraktivt og værdifuldt mødested. I den forbindelse kan jeg nævne, at bestyrelsen lægger op til en vedtægtsændring, så vi for fremtiden kommer til at hedde Høje-Taastrup Erhvervsforum; netop for at understrege, at vi er et netværk og mødested, hvor alle kan være med.

Selvfølgelig har vi også i 2018 en række spændende begivenheder, bl.a. om stress-håndtering, råd fra en fysioterapeut om at holde sin krop vedlige og såmænd også en eftermiddag med ”skrøner fra skurvognen”, hvor en advokat giver os indsigt i byggejuraen, og hvad man skal være opmærksom på dér.

BizBasar
Borgmester Michael Ziegler åbner den første Business Basar. I 2018 står kommunen som medarrangør.

Business Basar kommer igen
En af nyskabelserne i 2017 var Business Basar, som vi holdt sammen med Hedehusene Erhvervsforening. Ideen er at skabe en ramme, hvor lokale virksomheder kan ’date’ hinanden og få indblik i de produkter og ydelser, som man kan få lige om hjørnet i stedet for måske at bruge en leverandør langvejs fra. Vi har fået positive tilbagemeldinger fra deltagerne, og vi gentager Business Basar til september. Jeg glæder mig over, at kommunen er kommet med på holdet og står som medarrangør af Business Basar 2018.

I forvejen har vi et velfungerende samarbejde med kommunen. Lad mig i den sammenhæng lykønske med den flotte topplacering på Dansk Industris måling, hvor Høje-Taastrup endte som nummer 3 og dermed den højest placerede kommune øst for Storebælt.

Ny vækststrategi for kommunen
En opgave, vi også vil bruge kræfter på i 2018, er den nye vækststrategi for kommunen. Det er her, at byrådet sætter rammerne for de næste fire års udvikling på erhvervsrådet. Vi glæder os til – på erhvervslivet vegne – at blive en del af den proces sammen med det nye byråd.

Jeg vil ønske det nye byråd god arbejdslyst og ser frem til fortsat godt samarbejde. Også tak til kommunens erhvervsservice og til Væksthus Hovedstadsregionen og de øvrige erhvervsforeninger for et godt og konstruktivt samarbejde i 2017.

Kim Rasmussen, formand for Erhvervsrådet i Høje-Taastrup

Powerjobsøgerne er landets største nonprofit jobsøger-netværk.

– Vi tilbyder virksomheder at finde kandidater til ledige stillinger, siger Malene Gregaard Wilsly, som har stiftet Powerjobsøgerne og er sekretariatschef. Vi finder dem enten blandt kollegerne, som alle er jobsøgere, eller gennem vores store netværk, som vi hele tiden arbejder på at gøre større. 

– Vi får 90% til samtale inden for tre måneder og 70% i arbejde inden for et halvt år, fortsætter Malene Gregaard Wilsly. Det lykkes på grund af vores metode. Jobsøgerne mødes frivilligt to dage om ugen. Vi forsøger så at få disse frivillige foreninger til at fungere som små virksomheder. Den ene dag om ugen deltager jobsøgerne i driften og bruger de deres kompetencer ved at udføre konkrete opgaver. På ugens anden mødedag bliver de inspireret og gør sig dygtigere til at udføre deres vigtigste opgave: ”at sælge sig selv”.

Også borgere fra Høje-Taastrup
Malene Gregaard Wilsly oplyser, at Jobcentret i Høje-Taastrup Kommune anbefaler Powerjobsøgerne til deres aktive jobsøgere. Derfor er en del borgere fra kommunen med i netværket.

– Vi kan tilbyde virksomheder i Høje-Taastrup at gøre brug af vores netværk, hvis de har brug for medarbejdere. Vores medlemmer kan også fungere som sparringspartnere ude i virksomhederne. Vi har folk med kompetencer inden for en lang række områder. Vi kan tillige tilbyde at sammensætte et mere bredt sparringspanel, hvis en virksomhed har brug for det. Vores medlemmer er kun glade for at komme ud og bruge deres kompetencer og dele deres viden, siger Malene Gregaard Wilsly. 

Hun tilføjer, at det er omkostningsfrit at benytte Powerjobsøgerne. I landsorganisationens sekretariat – i Rødovre – er der også dygtige folk, som kan holde oplæg og workshops om Iværksætteri, Networking og LinkedIn. 

Powerjobsøgerne kan kontaktes på  kontakt@pwjs.dk eller 30 55 53 13. 

pwjs logo

Januar 2017

oxe
“Sælg – og få dine penge” var temaet for årets første netværksmøde. Sælgeren var Henrik Oxe, som gav deltagerne en stribe tips til at øge salget, bl.a. ved hjælp af spillekort. Og Carina Svendsen (stående til højre på fotoet) fra Kend Dine Penge fortalte, hvordan du får dårlige betalere til at slippe slanterne.

Marts 2017

bryghus
Brygmester Jacob Hørslev Hansen tog imod, da vi var inviteret til rundvisning og prøvesmagning på Baldersbuen, hvor Nørrebro Bryghus siden 2006 har haft sit bryggeri. De fremstiller årligt ca. 1 mio. liter øl i næsten 20 varianter. 

Marts 2017

generalforsamling
Generalforsamling i klubhuset hos Hedeland Golfklub. Kim Rasmussen blev genvalgt som formand. Før generalforsamlingen fortalte Michael Stausholm om Taastrup-virksomheden Sprout. Den producerer blyanter, der efter brug kan plantes for få ny liv som fx en tomatplante.

April 2017

claus
“Sådan sælger du til det offentlige”. Claus Nordahl-Petersen fra Institut for Business to Government fortalte, hvordan vi kan få en bid af den 400 mia. kr. store kage, som det offentlige indkøb udgør. Der er masser af kunder, fastslog han. Er du billig, så gå til indkøbschefen. Er du grøn, så gå til miljøchefen, lød et af hans råd.

Maj 2017

bustur
Med borgmester Michael Ziegler som kyndig guide var vi på bustur rundt til nogle af de projekter, der er i gang eller på vej i Høje-Taastrup Kommune. Vi besøgte bl.a. Nærheden, området til den nye aquapark, Hedeland og Taastrupgård. Vi sluttede af med rundvisning i Orbicons nye hovedkontor. 

Maj 2017

carina og mathias
Talkshow med to iværksættere, Carina Svendsen fra Kend Dine Penge og Mathias Gajhede fra Yourpay. – Brænder du for det, så finder du også vejen, lød det fra Mathias, da han blev spurgt, om han nogensinde havde været ved at opgive sit projekt. 

Juni 2017

golf
Formand Kim Rasmussen gik foran med et godt eksempel, da vi var inviteret ud og prøve golfspillet hos Hedeland Golfklub. Med klubtræner Jeppe Brinch Sørensen som instruktør havde vi en skøn eftermiddag. Vi hørte også erhvervschef Thomas Hørdam, Lejre Kommune, fortælle om mentor-ordninger.

August 2017

persondata
Pænt mange medlemmer valgte at bruge en sommeraften på at høre om den nye persondataforordning. Men det er også vigtigt stof for alle erhvervsdrivende. Sjusker du med, hvordan du opbevarer informationer om dine kunder og medarbejdere, kan EU lange en seriøs bøde ud til dit firma, fortalte advokat Karina Lind Bertelsen fra Advodan Glostrup.

September 2017

biz
Vores første Business Basar blev afviklet i flotte rammer hos Terminalen Taastrup. Det var en erhvervs-dating event, hvor lokale virksomheder kunne lære hinanden at kende. Missede du det? Bare rolig, der kommer en ny Business Basar 2018 til september.

Oktober 2018

inqvation
En helt speciel virksomhed, inQvation, er under opbygning på Erik Husfeldts Vej. Birger Hauge (længst til venstre) viste os rundt en morgen i oktober. inQvation udspringer af Global Connect og driver – blandt mange andre ting – streamingkanalen zibrasport. 

November 2017

valgmøde
Foyeren var tæt pakket i Taastrup Teater & Musikhus, da vi indbød til Politisk Morgenbord med de ti partier, der stillede op til kommunalvalget. Henrik Knaack var en tilpas provokerende ordstyrer. 

November 2017

teknologisk
Teknologisk Institut inviterede indenfor til en superspændende rundvisning på fem af deres centre. Blandt andet på Fablab TI, hvor Kasper Munk viste nogle af de produkter, som de har hjulpet virksomheder og opfindere med. Vi var ikke så mange, men Teknologisk Institut er frisk på at gentage det – det vil du ikke gå glip af!

November 2017

gew
Vi nåede da egentligt en del i november. Også denne bustur rundt til tre lokale iværksættere – Gris, Lam & Ko (billedet), Frisk Snit og Davids Coffee. En tur, vi arrangerede sammen med Væksthus Hovedstadsregionen og Høje-Taastrup Kommunes erhvervsservice. 

December 1017

amani
I 2017 sagde vi velkommen til mere end 20 nye medlemmer. Heriblandt Nadine Kikumi, som fremtryller dansk mad med et afrikansk twist, for eksempel Spinat a la Congo (se opskrift). 

Erhvervsrådet siger velkommen til de nye medlemmer. Og tak til alle for et godt 2017. Vi glæder os til at ses igen i 2018. 

15 virksomheder i Høje-Taastrup Kommune er i år kåret som gazellevirksomheder af Dagbladet Børsen. Det er en af de mest anerkendte vækstpriser i Danmark. Blandt de lokale gazeller er vores medlem Personale-match (foto).

Vækstvinderen i Høje-Taastrup Kommune er virksomheden MK Fjordens Aps, som blandt andet tilbyder facaderenovering, taglægning og hulmursisolering. MK Fjordens Aps har en vækst på hele 650 procent.

– Jeg er utrolig stolt af, at vores virksomheder klarer sig så godt. Det handler ikke kun om at tiltrække nye virksomheder til kommunen, men måske endnu vigtigere, at de har gode vækstbetingelser. Når virksomhederne har det godt, så kommer det også borgerne til gode i form af jobs, siger borgmester Michael Ziegler. 

De 15 gazeller er:

    • MK Fjordens Aps (bygge og anlæg)

    • Berthelsen & Co Aps (transport)

    • Nanostone Aps (almen service)

    • Hejs.dk A/S (almen service)

    • Fragtkompagniet (transport)

    • Servio A/S (almen service)

    • Taxi Truck Aps (transport)

    • Personale-match Aps (almen service)

    • Mega House A/S (almen service)

    • Entreflex A/S (bygge og anlæg)

    • Netordre.dk Aps (handel)

    • Convision A/S (almen service)

    • Det Nye Trafikselskab Aps (transport)

    • Hansen Lellinge A/S (handel)

    • Berg & Larsen A/S (handel)

Sidste år havde Høje-Taastrup Kommune 13 gazeller, og i 2015 blev 10 virksomheder kåret som gazeller.

Gazellerne bliver identificeret ved at have afleveret fire på hinanden følgende årsrapporter, som har formået at fordoble nettoomsætningen eller bruttoresultatet over perioden.

Vores Nyhedsbrev

Modtag vores nyhedsbrev og følg med i hvad der sker i Erhvervsforum.