Udgivet d. 30. september 2019

Bæredygtig Bundlinje 2.0 (BB2) projektet tilbyder løbende arrangementer for virksomheder, som har valgt eller er på vej til at vælge at arbejde med grønne tiltag eller opstarte en grøn omstilling i deres virksomheder. Her i efteråret er der to gratis workshops i Hillerød om, hvordan man kan bruge miljømærker og miljøledelse til at arbejde struktureret med miljøforbedringer.

Det første arrangement er åbent for alle virksomheder, mens det andet kun er for deltagere i Bæredygtig Bundlinje 2.0. Cphbusiness står for arrangementerne, som du kan se mere om og også tilmelde dig her.

MEC Høje-Taastrup er partner
Flere kommuner er partnere i BB2, blandt andre Hvidovre, København og Gentofte. Fra Høje-Taastrup er Miljø- og EnergiCentret (MEC) partner i BB2.

– MEC vil i samarbejde med kommunen gennem projektet aktivt bidrage til at opfylde FNs Verdensmål. I processen er det vigtigt at gøre det håndterbart for de små og mellemstore virksomheder at opfylde målene. Vi ønsker derfor at kunne tilbyde BB2 til en række virksomheder i kommunen, siger centerchef Tina Faber, MEC. 

Vil gerne have 10-15 lokale virksomheder med
MEC er den primære udførende part i kommunen, men Høje-Taastrup Kommune understøtter, bl.a. med udpege relevante virksomheder og i kommunikation til virksomhederne.

– MEC skal gerne rekruttere 10-15 virksomheder i Høje-Taastrup Kommune og herefter følge op over for de virksomheder, som skal have udviklet grønne forretningsmodeller eller have ressource- og/eller energiscreening. Desuden vil vi deltage i fælles projektaktiviteter, ligesom vi skal bistå med rekruttering i enkelte nabokommuner, oplyser Tina Faber.

Formidling og forankring
MEC står i samarbejde med erhvervsfora og relevante kommunale aktører parat til at kommunikere projektets tilbud ud til potentielle smv’er. Der vil være særligt fokus på at synliggøre aktiviteterne over for erhvervslivet i Høje-Taastrup, hvorfor formidlingsarbejdet vil ske i tæt samarbejde med erhvervscenteret og de lokale erhvervsfora. Organisationen Gate21 understøtter MEC med produktion af kommunikationsmaterialer og lignende.

– Vi vil gennem forløbet desuden fokusere på vores egen faglige udvikling, så vi kan være godt klædt på til at fortsætte tilsvarende indsatser over for flere interesserede virksomheder i lokalområdet i samarbejde med kommunen og de lokale erhvervsfora. Det kan både ske ved at deltage i projektets faglige kursus/workshop aktiviteter, ved at følge udviklingen af grønne forretningsmodeller i virksomhederne og ved at supplere egen indsats med ekstern bistand, siger Tina Faber.

Mere om de to workshops
Introduktion til Miljømærker og Miljøledelse. Onsdag den 30. oktober, klokken 12.00 -14.30 i Hillerød. Åben for alle interesserede. Tilmelding senest den 16. oktober.
Til introduktionen opnår du en grundforståelse for miljømærker og miljøledelse samt et overblik over mulighederne. Desuden får du viden om, hvad det vil kræve at arbejde struktureret med at forbedre sine miljøforhold, og hvad det indbefatter at blive certificeret.

Workshop “Bliv inspireret og kom i gang”. Onsdag den 6. november kl. 9.00 -11.30 i Hillerød. Deltagerne deles i to workshops afhængig af interesse. Workshoppen er for virksomheder i BB2.

Gate 21 er projektejer af BB2. Projektet er EU-finansieret og støttet af Region Hovedstaden.

 

Vores Nyhedsbrev

Modtag vores nyhedsbrev og følg med i hvad der sker i Erhvervsforum.