Udgivet d. 11. september 2018
Miljø- & EnergiCentret i Høje-Taastrup har i sommerens løb fået nye kompetencer ind i huset. Det er EnergiTjenesten Øst, som er flyttet hertil fra København. Det er sket i forbindelse med en omstrukturering, hvor Tina Faber, leder af Miljø- & EnergiCentret, nu også er daglig leder af EnergiTjenesten Øst, dvs. øst for Storebælt.
To rådgivere fra EnergiTjenesten Øst udgør den faste bemanding i Høje-Taastrup. Derudover er tre andre tilknyttet på freelance basis.
En flytning med synergi
– Der er rigtig god synergi i at få EnergiTjenesten under samme tag som Miljø- & EnergiCentret, siger Tina Faber. Vores center er i forvejen en del af EnergiTjenestens bagland.
Der er tale om en selvfinansierende organisation med fire afdelinger fordelt i Danmark, hvorfra der ydes uvildig rådgivning om energiforbrug til erhverv, kommuner, private og boligforeninger. Og som de eneste i Danmark tilbyder EnergiTjenesten også energitjek af kirker.
Ydelser til erhvervslivet
EnergiTjenesten tilbyder bl.a. EnergiTjek hos mindre virksomheder.
– Ude i virksomhederne er det ofte elforbruget, der kan hentes noget på, siger energivejleder Ann Vikkelsø. Jeg har set mange butikker, hvor lamperne ikke bare lyser, men også er så varme, at de er den primære varmekilde. Det har dog hjulpet i de senere år, hvor der er kommet bedre og mere effektiv belysning.
Energispild i køling og ventilation
– Hos cafeer og køkkener er det tit kølesystemet, der er problemet. Vi ser ofte, at en iværksætter løber sin forretning i gang med noget brugt udstyr, som virkelig æder strøm. Eller de har et ventilationsanlæg kørende, som ikke bare sluger el, men også suger varmen ud af lokalet, uden at den bliver genanvendt. Eller anlægget er uden styring, så det også kører uden for arbejds- og åbningstid, bemærker Ann Vikkelsø.
Hun nævner, at dårligt isolerede bygninger også forekommer i mange tilfælde. Her kan problemet skyldes, at bygningen bruges af en lejer, mens ejeren ikke ser den store grund til at bruge penge på at gøre bygningen mere energieffektiv, når lejeren nu selv betaler for forbruget.
Det handler både om vaner og teknik
– Ved et EnergiTjek går vi sammen med brugeren bygningen og anlæggene igennem og kommer med et overslag over, hvor der kan hentes besparelser. Under gennemgangen taler vi bl.a. om, hvordan de bruger anlæg og udstyr. Ofte har dårlige vaner en stor del af skylden for et stort elforbrug, så det er ikke kun udstyret, vi fokuserer på, fastslår Ann Vikkelsø.
Er hurtigt tjent hjem igen
Prisen på et EnergiTjek afhænger selvfølgelig af, hvor meget der skal ses efter. For mindre virksomheder bliver det dog sjældent mere end 10.000 kr. Og hvis man følger de råd, der er med i slutrapporten fra EnergiTjenesten, vil den investering hurtigt tjene sig hjem. Det fremgår i øvrigt også af rapporten, hvad tilbagebetalingstiden vil være.
Ann Vikkelsø påpeger, at EnergiTjenesten kun rådgiver. Når rådgivningen eventuelt skal udmøntes i konkrete projekter, spiller de bolden videre til relevante rådgivere og håndværkere.
Med i stort EU-projekt i Høje-Taastrup
EnergiTjenesten tilbyder også undervisningsforløb til skoleklasser og er med til at uddanne energikonsulenter på Københavns Erhvervsakademi. I Høje-Taastrup har tjenesten bl.a. været bl.a. været part i et EU-projekt om energirenovering af etagebyggeri.
(Foto: Ann Vikkelsø (t.v.) og Tina Faber foran Miljø- & EnergiCentret, som nu også er hjemsted for EnergiTjenesten Øst.)