Udgivet d. 15. marts 2021

Høje-Taastrup Erhvervsforum vil gerne medvirke til, at kommunen når de mål, der er fastsat i Klimaplan 2030, herunder en halvering af CO2-udledningen i 2030.

– Vi drøftede planen på vores seneste bestyrelsesmøde, og der var fuld enighed om, at Erhvervsforum skal engagere sig på de områder, hvor det giver mening, siger formand Kim Rasmussen.

– Det er jo oplagt, at vi hjælper med at sprede information ud i vores netværk. Lige nu er vi lidt begrænset med hensyn til at holde netværksmøder, men vi har nyhedsbrev, podcast og andre medier, som vi kan bruge. Og forsamlingsforbuddet varer vel næppe heller evigt, så vi håber, at vi snart kan samle vores medlemmer igen, tilføjer Kim Rasmussen.

Pakkeløsninger til klimaløft
Erhvervsforum vil gerne undersøge, om flere medlemmer kan gå sammen og tilbyde pakkeløsninger, når det gælder klimaoptimering af ejendomme, både private, erhverv og offentlige. Udbredelse af ladestandere til elbiler i erhvervsområder er også en oplagt opgave at tage fat på.

– Det er også værd at nævne, at vores samarbejdspartner RUC råder over stærke kompetencer, når der gælder forskning i genanvendelse og cirkulær økonomi, bemærker Kim Rasmussen, som selv er udpeget til at repræsentere de små og mellemstore virksomheder i kommunens opgaveudvalg vedrørende Klimaplan 2030.

Brug for alle kræfter
På rådhuset glæder Marie-Louise Lemgart, chefkonsulent i Teknik- og Miljøcentret, sig over Erhvervsforums vilje til at engagere sig i processen.

– Et aktivt samarbejde med erhvervslivet har afgørende betydning for, at vi kan nå målsætningerne og implementere indsatserne på en hensigtsmæssig måde. Det vil også være fint, hvis vi gennem Erhvervsforum kan trække på Roskilde Universitets forskere, ligesom vi allerede har et godt samarbejde med DTU, Danmarks Tekniske Universitet. Der bliver brug for alle gode kræfter for at nå i mål, siger Marie-Louise Lemgart.

Klimaplan 2030 skal endeligt godkendes af byrådet i Høje-Taastrup senere i marts.

Vores Nyhedsbrev

Modtag vores nyhedsbrev og følg med i hvad der sker i Erhvervsforum.