Udgivet d. 25. august 2020
Vil du have studerende fra RUC til at hjælpe din virksomhed videre inden for informatik, datalogi og digitalisering, så er her en invitation. Bemærk at sidste frist for tilmelding er nu på fredag, den 28. august.
Hvert semester holder RUC’s Datalogi & Informatik en camp, hvor virksomheder – SMV’er og StartUps – kan komme i samarbejde med studerende fra universitetet i Roskilde. På grund af den aktuelle coronasituation foregår campen på en anden måde denne gang; dels virtuelt, dels i små grupper.
Det kan de studerende bidrage med
– De studerende vil fra september til december arbejde i projektgrupper med virksomhederne, oplyser Magnus Rotvit Perlt Hansen fra RUC. De studerende kan blandt andet bidrage med ny forståelse for at håndtere og appellere til kunder, formulere digitale krav til virksomhedens it-system, medvirke til strategiske udviklingsplaner og afklare GDPR og datasikkerhed.
– Ved at deltage i campen får virksomheden adgang til knalddygtige informatik- eller datalogi-kandidater, som de kan tage i praktik eller måske ansætte senere. De pågældende studerende er henholdsvis 80 bachelorstuderende fra 5. semester og 80 kandidatstuderende fra 7.-9. semester, som er erfarne og kender værktøjerne inden for deres felt, siger Magnus.
Sådan deltager du
For at deltage i campen skal virksomheden producere en video på 3-4 minutter, der kort præsenterer virksomheden og dens aktuelle digitale udfordringer.
Senest 28. august skal virksomheden tilmelde sig ved at sende en mail til Magnus; magnuha@ruc.dk
Og senest 31. august skal der til samme adresse sendes et link til videoen.
Virksomhederne vil blive kontaktet af de studerende i uge 36, hvorefter der kan arrangereres gruppemøder i RUC’s nye Entrepreneurship Lab senere i september.
– Der er rift om de studerende, så vent ikke for længe med at kontakte mig, siger Magnus, der også kan nås på telefon: 46 74 34 76.