Udgivet d. 2. april 2020

2020 bliver på mange måder et stort år for vores medlem Hedeland Golfklub, hvis ellers Corona-virusset slipper sit tag i os. Klubbens nyrenoverede anlæg venter på at blive taget i brug. Et 40 års jubilæum lurer. Og så skal klubben være vært for Danmarksmesterskaberne i hulspil. 

– I forbindelse med vores jubilæum genopliver vi Hedelandsugen, hvor vi satser på at få omkring 1.000 spillere i banen fra 6. til 11. juli, siger Ulrik Hansen, som er en af de frivillige hjælpere i Hedeland Golfklub. Vi planlægger en ny match fra mandag til lørdag, altså seks dage med masser af aktivitet på anlægget.

Tænk ud af boksen med sponsorat
– Derfor tænker vi, at det også er en oplagt mulighed for det lokale erhvervsliv til at gøre opmærksom på sig selv i form af et sponsorat. Virksomhederne er meget velkomne til at tænke ud af boksen; om de vil have et banner, en stand, en udstilling eller et særligt tilbud i den uge. Vi er åbne over for alt, siger Ulrik Hansen, som kan kontaktes på 30 32 94 28 for nærmere aftale om muligheder og økonomi.

Vært for DM i hulspil i juni
Sponsoratet kan også kombineres med, at Hedeland Golfklub kort forinden er vært for DM i hulspil, hvor 96 af landets allerbedste amatører – 64 herrer og 32 kvinder – deltager. 

– Hulspil er det mest attraktive af de danmarksmesterskaber, som Dansk Golf Union afvikler. Der er også DM i slagspil, holdspil m.m., men hulspil har altid været selve spillet inden for golfsporten og bestemt også en god lejlighed til at promovere sit firma. Vi er meget stolte over at skulle være værter for stævnet 19.-21. juni, siger Ulrik Hansen, som selv skal være turneringsleder. 


Vicente Danielsen og Ulrik Hansen (t.h.) ser frem til juni-juli, hvor Hedeland Golfklub skal danne ramme om DM i hulspil i juni, og hvor Hedelandsugen med 6 dages golfmatcher bliver genoplivet i juli.

Reception den 27. maj
Selve jubilæumsdagen er onsdag den 27. maj, hvor det er 40 år siden, at Hedeland Golfklub blev stiftet. Dengang var det klub nummer 50 under Dansk Gold Union. I dag er der omkring 150. Banen ligger på lejet jord, i alt 76 hektarer, som tilhører Hedeland Naturpark.

Med sine cirka 1.400 medlemmer er klubben den største idrætsforening i Høje-Taastrup Kommune, og den 15. største golfklub i landet. Der er kapacitet til at tage endnu ind, men det planlagte åbent hus arrangement – Golfens Dag – i april er corona-aflyst.

Et facelift til 3 mio. kr.
Økonomisk er klubben ganske pænt kørende og har i efteråret 2019 investeret ca. 3 millioner kroner i at renovere anlægget med to baner på 18 og 9 huller.

– Vi har fået et kæmpe facelift, siger Vicente Danielsen, forretningschef i golfklubben. Vi har ryddet ud i antallet af bunkers, hvor vi før havde næsten 70, er vi nu nede på 38. Samtidig har vi flyttet rundt på vores bunkers, så de nu er strategisk mere korrekt placeret. Bunkers er sandgrave med betydning for spillet, fordi du helst skal undgå, at din bold lander der. De gamle bunkers lå placeret sådan, at mange spillere efterhånden kunne slå hen over dem, fordi slagene er blevet længere på grund af bedre udstyr. Derfor fik bunkers mindre betydning, men det har vi rettet op på nu.

Omlægningen blev udført sidste år af et firma fra Skotland. Men da græsset skal have lov at vokse til på de steder, hvor der før var bunkers, har hele banen endnu ikke været åbnet for spil. Vicente Danielsen håber at kunne give spillerne adgang i løbet af maj-juni, når græs m.m. er i perfekt stand. Den solrige afslutning på marts har været guld værd i den henseende. Nu er det så op til coronaen, om medlemmerne får lov at komme på græs til den tid.


Vicente Danielsen og Ulrik Hansen er gået i bunker på hul 10 – en af de nyanlagte bunkers på anlægget i Hedeland. 

Ny restauratør
Coronaen er også kommet yderst ubelejligt for Ricardo Cano, som 1. marts overtog forpagtningen af Café Hedeland – restauranten i klubhuset. Han nåede dårligt nok indenfor, før klubben måtte lukke af. 

Forhåbentligt er vi tilbage til mere normale tilstande den 27. maj, så klubben kan fejre sit jubilæum, og Ricardo Cano kan få lov at vise, hvad han formår…

Vores Nyhedsbrev

Modtag vores nyhedsbrev og følg med i hvad der sker i Erhvervsforum.