Udgivet d. 12. januar 2018

Nytårshilsen fra borgmester Michael Ziegler. 
2017 var året hvor der blev skabt endnu flere arbejdspladser i Høje-Taastrup. Vi tæller nu 9.000 nye jobs siden 2010 – en stigning som igen placerer os som ’danmarksmester i jobvækst’.


Vi oplever god vækst blandt vores virksomheder i kommunen. Her på rådhuset ved vi, hvor pengene kommer fra, så derfor er jeres succes afgørende for, hvordan vi kan fungere som kommune. Det er jer, der er motor for den velfærd, vi kan tilbyde.

I 2017 så vi, at tilflytningen af arbejdspladser inden for den finansielle sektor steg markant, og Høje-Taastrup er nu den kommune, som har flest jobs inden for finansiering og forsikring, kun overgået af København. 

86 procent flere akademikerjobs
Vi er også den kommune i landet, som har oplevet den største vækst blandt medarbejdere i akademikerjobs. En stigning på hele 86 procent. En udvikling, som blandt andet vidner om, at vi formår at favne bredt i vores erhvervsprofil, og vi tiltrækker flere og flere videnstunge arbejdspladser. Dette blev blandt andet understreget ved Orbicons åbning af deres nye Hovedkontor i Taastrup i sommers og samling af flere end 300 ingeniører og rådgivere. 

5.bedste erhvervskommune
Dansk Industris årlige måling af kommunernes erhvervsklima er noget vi altid venter spændt på. En undersøgelse kan naturligvis altid udfordres på metode og validitet,  og derfor skal én analyse heller ikke styre vores politik. Men jeg mener, at analysen giver en god pejling af, om vi er på rette vej. Hvordan I som erhvervsliv oplever kommunen, både som myndighed og som samarbejdspart, hvad betyder infrastruktur, adgang til kvalificeret arbejdskraft mv. Vi vil rigtig gerne gøre tingene bedre, og derfor bruger vi sådan en analyse aktivt. At vi så i 2017 fik en placering som 5. bedste erhvervskommune på landsplan og bedste erhvervskommune på hele Sjælland, kan jeg jo kun være rigtig stolt af. 

Vækstpolitik skal fornys i 2018
Kommunens Vækstpolitik udløb med udgangen af 2017, og vi skal til at lave en ny for de kommende år. Erhvervslivet i kommunen vil naturligvis blive inviteret med ind i den proces, da Vækstpolitikken for Høje-Taastrup Kommune skal sætte retning for at skabe de bedste rammer for at udvikle jeres virksomheder lokalt. 

Vi skal sætte barren højt og turde sætte retning – det skal være mine ord her i starten af et nyt og spændende år.

Vi har indledt 2018 med en, synes jeg, fantastisk nytårskur i Taastrup Teater og Musikhus, som samlede omkring 250 lokale erhvervsledere – tak for jeres opbakning til kuren. 

Med ønsket om, at 2018 også bliver et fantastisk år.

Borgmester Michael Ziegler

Vores Nyhedsbrev

Modtag vores nyhedsbrev og følg med i hvad der sker i Erhvervsforum.