Udgivet d. 2. december 2019
Nyt medlem: Precure.
Tennisalbue er en udbredt lidelse. Ikke så meget på grund af tennis, men mere som følge af ensidigt gentaget arbejde og ikke mindst brug af mus til computeren. I en tid, hvor det gælder om at holde folk på arbejdsmarkedet længst muligt, vil det derfor have stor værdi, hvis problemet med tennisalbuer kan minimeres. Det har vores nye medlem, Precure, et godt bud på.
Få en bedre arbejdsstilling
Iværksættervirksomheden har udviklet et ærme med en indbygget sensor til at måle de signaler, som hjernen sender til musklerne omkring albuen. På en app kan man så se, hvor udsat man er for at få skader i armen – om man arbejder på en hensigtsmæssig måde.
– De data indgår i vores analyse af, hvad virksomheden kan gøre for at modvirke museskader. Er det selve jobfunktionen, der skal ændres? Ligger problemet i virksomhedens arbejdsprocesser? Eller er der behov for organisatoriske ændringer, da tennisalbuer også kan være en følge af arbejdsmiljø og stress? Vi præsenterer virksomheden for vores konklusioner og forslag til ændringer, fortæller Finn Bech Andersen, en af de fire partnere i Precure.
Ændr adfærd og undgå skader
Ideen stammer fra en af de andre partnere, Søren Würtz, der med mere end 25 års erfaring som fysioterapeut kendte alt til udfordringen med at finde en effektiv behandling af tennisalbuer. I stedet er løsningen at få os til at ændre adfærd og undgå de situationer, der kan medføre skader i albuen.
Finn Bech Andersen: – Vi tilbyder virksomheder at indsamle data for dem, så de får et billede af, hvor stort problemet er hos dem. Radiometer er en af de virksomheder, som vi samarbejder med. De har en del medarbejdere, blandt andet laboranter, med rutinepræget arbejde. Med Precures målinger, databehandling og rådgivning kan virksomheden indrette disse arbejdspladser ergonomisk korrekt og minimere antallet af skader.
Netop laboranter er en udsat medarbejdergruppe, da de ofte bruger de samme bevægelser igen og igen. Også håndværkere, logistikmedarbejdere og ikke mindst kontorfolk får skader i albuen.
Ryggen er endnu mere udsat
Precure har i første omgang fokuseret på albuen, fordi det er forholdsvis nemt at måle signaler dér. Men faktisk er nederste del af ryggen det sted, hvor de fleste skader opstår.
I albuen er der kun en enkelt muskelgruppe, mens ryggen rummer langt flere muskler og derfor kræver flere sensorer, hvis man skal måle belastningen. Men det vil være et logisk næste step for Precure, hvad angår nye produkter.
På vej til USA
Virksomheden har været dygtig til at få medfinansiering fra fonde m.m.; i alt cirka 9 millioner kroner. Nu arbejder de på at skaffe finansiering til ryg-projektet.
Med hensyn til albuen er virksomheden pt. fokuseret på Danmark, men efter nytår skal de til USA og præsentere deres løsning for mulige kunder og samarbejdspartnere.
– Herhjemme udbreder vi kendskabet gennem netværk, samarbejdspartnere, events og tilbud om gratis vurdering af risikoen for nedslidningen i en virksomhed, oplyser Finn Bech Andersen. (Se mere om det gratis tilbud her).
Bornholmere med forpost i Høje Taastrup
Precure udspringer fra Allinge på Bornholm, men har det seneste år haft en forpost hos inQvation i Høje Taastrup, hvor blandt andet Finn Bech Andersen arbejder. Virksomheden er i god vækst og er nu 12 medarbejdere med hver deres kulturelle baggrund og kompetencer.
– Vi har været i gang siden november 2016. I september i år solgte vi det første produkt. Det var stort – at noget der ikke eksisterede for tre år siden, nu er et produkt, vi kan sælge, siger Finn Bech Andersen.
Invitation: Gå-hjem-møde 4. december hos inQvation
Hvis du vil høre mere om Precure og deres løsning, er der en god lejlighed på onsdag, den 4. december, hvor de inviterer til gå-hjem-møde hos inQvation med fokus på arbejdsmiljøet, belyst med tre cases om at håndtere nedslidning, belastende arbejdsfunktioner og stress.
Se mere og tilmeld dig her.
Finn Bech Andersen med Precure-ærmet på albuen. På telefonen kan han se, hvor meget musklerne i albuen er belastet, og om hans arbejdsstilling bør ændres.
Precure
Erik Husfeldts Vej 7, 2630 Taastrup
tlf. 53 55 82 17