Udgivet d. 19. december 2019
Nyt medlem: Funders Regnskab.
En omorganisering på hendes tidligere arbejdsplads har fået Karina Funder til at springe ud som selvstændig inden for økonomisk rådgivning og bogføring.
– Det har jeg drømt om i mange år, og her var så en gylden mulighed, da IKEA omorganiserede økonomiafdelingen. Her havde jeg gennem 25 år nået at arbejde både som regnskabschef, regnskabsspecialist og business controller. Da jeg så blev tilbudt en ny funktion i afdelingen, tænkte jeg, at tiden var inde til at prøve mig selv af som selvstændig, fortæller Karina Funder.
Taastrup forever
Det gør hun så med Funders Regnskab, der drives fra privatadressen på Baunevej. Hun stammer fra Taastrup og har altså også haft det meste af sin karriere her. Dog blev hun uddannet i regnskab hos Danisco Sugar i København og nåede også to år hos et andet Danisco-selskab, De Danske Spritfabriker, inden hun rykkede til IKEA.
Ja til økonomiopgaver
Funders Regnskab tilbyder alt fra almindelig bogføring til indberetning af årsrapport. Karina Funder vil også gerne have konsulentopgaver med at optimere arbejdsprocesser inden for økonomi. Det kan for eksempel være håndtering af bilag, hvor der i dag findes digitale løsninger til at få fakturaer og andre bilag lagt direkte ind i økonomisystemet.
– På den digitale front er der jo sket en masse i mit fag. Der er kommet mange nye økonomisystemer. Jeg kender en del af dem og kan også hurtigt sætte mig ind i andre. Digitaliseringen betyder, at faget har udviklet sig til mere automatiserede processer og mindre manuelt arbejde. Så i dag handler jobbet mere om at overvåge balanceposter og resultatopgørelser.
Første kunde er i hus
Funders Regnskab er allerede i gang med sin første kunde – en virksomhed hvor bogholderen er sygemeldt, og hvor Karina Funder træder til et på dage om ugen. Men opgaverne kan også løses hjemmefra, hvis kunderne foretrækker det.
– Jeg vil bruge netværk til at nå ud til nye kunder. Derfor har jeg meldt mig ind i Høje-Taastrup Erhvervsforum og et par andre erhvervsnetværk. Og så vil jeg bruge sociale medier som LinkedIn og min hjemmeside til at komme ud med mine ydelser og budskaber, fortæller Karina Funder.
Årlig cykeltur på 110 km til Møn
Når hun ikke er begravet i regnskaber og tal, læser hun bøger og træner på sin racercykel. Familien har sommerhus på Møn, og hendes mål er, at hun hver sommer skal cykle de 110 km derned.
– Og det mål holder jeg. Det er en fed tur, og til hverdag er det godt at have noget at træne hen imod, siger Karina Funder.
Karina Funder er supercyklist og cykler hver sommer de 110 km til fritidshuset på Møn. Hun er vild med den frihed, der ligger i bare at være alene afsted på racercyklen (på billedet er det hendes bycykel).
Funders Regnskab
Baunevej 123, 2630 Taastrup
tlf. 28 83 45 35