Udgivet d. 19. januar 2017

Taastrup-virksomheden Zibra Digital Media Group indbyder torsdag den 2. februar til konference om sikkerhed på internettet. Det foregår i Børssalen i København. Talerne er internationale og lokale eksperter, alt fra efterretningstjenester, historikere og kriminelle hackere.
Det koster 3.990 kr. at deltage, men tilmelder du dig senest fredag, er der 35 % rabat. Husk blot at skrive ERHVERVSRÅDET RABAT i rabatkodefeltet, når du tilmelder dig. 

Bliver samfundet en overvågningsmaskine?
Her er, hvad dagens moderator, radiovært Anders Kjærulff, skriver i sit oplæg til konference Copenhagen Future Crypto Conference:
“Samfundet er ved at blive bygget om til noget, der kan ende med at blive verdens største overvågningsmaskine, hvis vi ikke får styr på, hvor den kører hen.
På konferencen vil vi gerne udfordre det gennemsigtige og holde fast i det hemmelige, det private. Vi vil insistere på, at mennesker kan tale sammen, og lave forretninger og gå på nettet uden nogen udenforstående følger med.
Herhjemme har vi netop oplevet hvad det vil sige, når kritisk infrastruktur bliver angrebet: Noget der lignede en hardwarefejl hos YouSee tog en hel del danskeres nytårstaler fra dem, og viste sig senere at være ondsindet ‘hacking’ hvor politi og Center For Cybersikkerhed blev involveret.
På Copenhagen Future Crypto konferencen kan du møde en af aktørerne i efterspillet, Thomas Kristmar fra CFCS og FE. Han kan sikkert ikke gå i detaljer, men har lovet at fortælle os lidt om, hvordan Center for Cybersikkerhed går ind i den slags sager. 
Hvad bliver det næste? Det eneste vi ved med sikkerhed er, at det kunne være gået meget, meget værre og at fremtiden byder på masser af udfordringer.
Den største kommer inde fra os selv: Hvordan vil vi leve fremover? I respekt for hinanden eller med alle data hængende udenfor?”

Arrangørerne kalder Copenhagen Future Crypto Conference 2017 for Årets vigtigste konference om vores online fremtid. Tør du blive væk?

Vores Nyhedsbrev

Modtag vores nyhedsbrev og følg med i hvad der sker i Erhvervsforum.