Udgivet d. 4. september 2020
Skuespiller Marc Harpsøe gav forud for vores generalforsamling torsdag en lille times meget underholdende indblik i, hvordan vi bruger vores krop, når vi kommunikerer.
Et af de vigtigste signaler er håndtrykket (vælger du overhånd eller underhånd?), men det er jo udelukket i disse tider. Albue, fistbump (se foto) og hilsen med fødderne er udmærkede alternativer, forklarede Marc, mens hans flittigt demonstrerede dem på forskellige af generalforsamlingens deltagere.
Vis at du har styr på det
Hænderne på hofterne (med tommelfingrene vendt fremad, så du viser åbenhed) og albuerne godt ud til siden, så armen danner en trekant – den positur viser, at du har styr på tingene.
Føddernes og benenes stilling giver også signal om, hvordan vi opfatter den, vi taler med.
Når du sidder på en stol, så viser din benstilling, hvordan du har det. Trækker du benene ind under stolen, er du anspændt og usikker; skyder du dem frem, er humøret godt, og du slapper af.
Øjenkontakt er fint, men kun 5-6 sekunder ad gangen, ellers bliver det for voldsomt. Ja, selv håret og næsen indgår i dit kropssprog.
– Du kan bruge dit kropssprog til at vise, at du er kompetent. Og husk: Kroppen kan ikke lyve; det kan kun vores ord, sagde Marc Harpsøe.
Referat af generalforsamlingen kan du læse her.