Udgivet d. 2. november 2020
Nyt medlem: Lost In Space.
Selvfølgelig vil vi alle gerne, at vores virksomhed er den første, der dukker op, når mulige kunder googler inden for vores branche. Tricket er at bruge de rigtige ord, når du på nettet skriver om din forretning og dine ydelser. At du bruger præcis de ord, som kunderne søger på. Det kan Jesper Katz og Kenni Krogh, som i april etablerede Lost In Space med kontor i Høje Taastrup.
Google skaber værdi for dig
– Søgeordsoptimering, SEO, er kernen i vores forretning. Google skaber værdi for dig, hvis du anvender de rette ord. Du kan have den mest fantastiske hjemmeside, men hvis Google ikke synes om den, er du lige vidt. Google ser på flere hundrede parametre, bl.a. hvor gammel er hjemmesiden, besøgstal, hvor hyppigt opdateres den, hvor dybt går kunden ind, forklarer Jesper.
Kenni: – Jo mere specifik du er, og jo flere undersider, du har, jo bedre synes Google om dig. Så hvis du sælger mineralvand med brus, så lav en side om vand, en om mineralvand og en om mineralvand med brus. Hjemmesiden skal give din kunde flere indgange. Hvis han søger på ‘mineralvand med brus’, skal han helst havne på din side. Og sørg for at holde din hjemmeside aktiv med nye opslag og undersider. Google besøger din hjemmeside hver dag for at se, om der sker noget.
Kenni Krogh og frontend developer David Jeppesen.
Kunderejsen
Lost In Space har et koncept – Kunderejsen – hvor kunderne ser, hvordan de med en digital strategi kan øge salget til eksisterende kunder, få loyale kunder, der taler om dit produkt, og dermed tiltrækker nye kunder.
– Vi har blandt andet haft et lokalt ingeniørfirma med på en sådan rejse, hvor vi har udviklet en visuel identitet, redesignet deres hjemmeside, strømlinet deres LinkedIn og med relevante søgeord plus annoncer skaffet dem tre gange så mange besøg på deres hjemmeside som før, fortæller Jesper.
Lost In Space’s kunder er et mix af små og store virksomheder, alle med en digital tilstedeværelse. Forretningsgrundlaget er, at opsætning af hjemmesider afregnes med et engangsbeløb, mens SEO-ydelser og annoncer betales periodevis. Corporate Identity er en løbende proces og derfor også med periodevis afregning.
Baggrund i reklamebranchen
Både Jesper og Kenni kommer fra reklamebranchen og gik ind i Lost In Space med hver deres kompetencer og kundeportefølje.
– Fagligt dækker vi ret bredt. I virkeligheden er der ikke stor forskel på, om du skal udforme en bannerannonce eller en outdoor reklame; budskabet er det afgørende. Og så har vi et ret stort netværk, så hvis en kunde vil have en reklamefilm, så klarer vi også det, siger Jesper.
Der kommer flere Space-grene
Firmaet Lost In Space er som webbureau en af grenene i deres virksomhedsunivers SpaceGroup. Lost In Space-navnet giver mening, siger de, fordi mange af kunderne ofte er lidt fortabte, når de henvender sig.
En ny afdeling, Into Space, der skal håndtere SEO og Google-annoncering, er under opbygning. Og går det, som de to stiftere håber, slutter det ikke der:
– Vi skal være flere, fastslår Kenni. Vi har netop her i oktober fået tilgang af Tenna Jönsson som multimediedesigner. Hun bliver den primært udførende, som vi andre skal fodre med opgaver. Vi skal også have flere folk til at sælge, for vi har fået forrygende start med masser af opgaver. Så i organisatorisk forstand bygger vi maskinen, mens vi flyver…
Jesper Stryhn Katz og Tenna Jönsson.
Lost In Space
Høje Taastrup Boulevard 53, 2630 Taastrup
Telefon: 70 10 90 20
email: Kontakt@LostinSpace.dk
www.lostinspace.dk