Udgivet d. 31. maj 2020
Jesper Gibhardt Jensen (tv) og Jon Nielsen i Dansø Forsikringsmægleres domicil på Taastrup Hovedgade.
Det er to personer med stor erfaring og viden inden for forsikring, som bemander Dansø Forsikringsmægleres kontor på Taastrup Hovedgade. Jon Nielsen blev assurandør i 1978, mens Jesper Gibhardt Jensen først tog en bankuddannelse, inden han blev assurandør.
Makkerparret har en fælles fortid i Hafnia/Codan, mens selskabet havde kundecenter i Taastrup med Jon Nielsen som leder. For 17 år siden skiftede han chefposten ud med en karriere som uvildig forsikringsmægler i et enkeltmandsfirma under organisationen Dansø Forsikringsmæglere A/S. Her har han gennem årene oparbejdet en så stor kundeportefølje, at han i 2019 begyndte at se sig om efter en partner at fortsætte udviklingen med.
– Jesper kendte jeg som en kompetent rådgiver fra vores tid i Hafnia/Codan, så det var oplagt at høre, om han var interesseret i at genoptage vores samarbejde i et nydannet selskab, hvor vi tager alle de nye kunder ind. Det sagde Jesper heldigvis ja til og blev mægler i begyndelsen af 2019, hvor vi så etablerede nyt kontor her på Taastrup Hovedgade, fortæller Jon Nielsen, som frem til da drev sin forretning hjemme fra privaten.
Jon Nielsen har været selvstændig mægler i 17 år og er nu formand for den landsdækkende kæde Dansø Forsikringsmæglere A/S.
Du får en helt anden rolle
Jesper G. Nielsen var på det tidspunkt kundeservicechef og filialdirektør for Alm. Brand i Roskilde. Han er uddannet i Danske Bank Taastrup og har altid boet her i byen.
– Jeg syntes, at det lød som en interessant udfordring at få en ny rolle i forhold til kunderne, siger Jesper G. Nielsen. Som assurandør repræsenterer du kun ét selskab og skal sælge flest mulige af deres produkter. Som mægler får du en helt anden rolle, hvor du først hjælper kunden med at afdække hans behov for forsikring, dernæst sætter det i udbud blandt flere selskaber og til sidst hjælper kunden med at finde den løsning, der bedst matcher hans behov i forhold til dækning og pris.
Jesper G. Jensen er kommet ind i mæglerbranchen med kompetencer fra både bank- og forsikringsverdenen.
Klarer alt omkring forsikringerne
– Vi er kundens mand på samme måde som en revisor eller en advokat. Og der er kun kunden til at betale vores honorar. Før var det kutyme, at forsikringsselskaberne belønnede mæglerne, men det er ikke lovligt mere. Til gengæld kan vi ofte forhandle os frem til en engros-pris hos selskaberne, fordi vi kommer med så mange ordrer. Den pris slår igennem fuldt ud til kunden, bemærker Jesper G. Jensen.
Ifølge Jon Nielsen får kunden en one-stop leverance ved at bruge en forsikringsmægler.
– Vi er gode til at varetage hele forsikringsdelen for kunden. Vi sikrer, at de får de rigtige dækninger til de rette priser og varetager også administrationen for kunden, så når først aftalen er etableret, behøver hverken direktør eller bogholder bruge tid på firmaets forsikringer. Det klarer vi, og vi sørger med jævne mellemrum også for at tjekke, om det pågældende forsikringssselskab stadig er konkurrencedygtigt – om det er tid for en genforhandling, eller om vi skal se os om efter en anden leverandør.
Et match mellem beohv og dækning
Kunderne er en bred skare af alle brancher, ikke mindst ejerforeninger i ejendomme, håndværksvirksomheder, detailhandel m.m. Der er udelukkende tale om erhvervskunder og erhvervsforsikringer. Private forsikringer, livsforsikringer og pension lader de andre om.
Jesper G. Jensen: – Det første vi gør med en ny kunde er gerne, at vi laver en forsikringsanalyse, hvor vi går hele virksomheden igennem for at afdække deres reelle behov. Tit oplever vi, at deres dækning ikke svarer til deres behov og rådgiver kunden om at få møbleret om, så dækning og behov passer sammen. Det kan være forsikringssummen, som er helt uden for skiven. Hvis virksomheden er ti år gammel og har haft ti år med vækst, har de måske glemt at tage højde for det i deres forsikringer, og så kan det blive rigtig væmmeligt, hvis der sker noget.
Vi læser alt det med småt
– Vi har ingen interesse i, at kunden er overdækket, så ud fra analysen udfærdiger vi en forsikringsplan, hvor kunden kan vælge til eller fra. Derefter vælger vi, ud fra vores kendskab til branchen, to-tre selskaber ud og beder dem om et tilbud. Når de er modtaget, gennemgår vi dem sammen med kunden.
– Selvfølgelig er prisen et vigtigt parameter, men vi gør også meget ud af at sikre den rette dækning – hverken for meget eller for lidt. Vi læser vitterligt alt det, der står med småt, men vi læser det på kundens vegne, for vi ved jo godt, at det får kunden ikke selv gjort, siger Jon Nielsen.
En stadig kundetilgang fik sidste år Jon Nielsen (tv) til at søge en partner, og i april rykkede han og Jesper G. Nielsen ind i nye kontorlokaler på Taastrup Hovedgade. Tilgangen af nye kunder er kun steget siden da.
Selskaberne er glade for os
Ifølge Jon Nielsen og Jesper G. Jensen er forsikringsselskaberne generelt glade for mæglerne, selv om de presser dem på pris og dækning.
– Men de kan godt lide, at vi kommer med et gennemarbejdet, professionelt udbudsmateriale, og at vi taler samme sprog som dem, bemærker Jon Nielsen. Det passer dem også fint, at vi tager tager os af al vejledning, når kunden har en skade – om det kan svare sig at melde den. Det betyder, at vi kun anmelder de skader, som vi ved, at der er dækning for. Derfor slipper selskaberne for en masse sager, som de ellers skulle behandle. Det er derfor, at vi får forsikringerne til engros pris.
Jesper G. Jensen tilføjer: – Selskaberne er selvfølgelig også glade for kunder, der ikke anmelder så mange skader. Og når de får vores udbudsmateriale, kan de se, hvor mange skader kunden har haft de seneste fem år. Det medvirker også til at sætte den rette pris.
Formand for Dansø-kæden
Forsikringsmæglerbranchen opstod tilbage i 1980’erne, hvor det primært var de større koncerner, som efterspurgte uvildig rådgivning på dette område. I dag er det lige så udbredt blandt små og mellemstore virksomheder – og der er også blevet flere mæglere om buddet.
Dansø Forsikringsmæglere består i dag af 26 selvstændige forretninger, hvor Jon Nielsen og Jesper G. Jensen er de eneste på Sjælland. Da Jon Nielsen kom med for 17 år siden, var der ni mæglere under Dansø.
Hovedkontoret i Ikast leverer HR, jura, it, udvikling og sparring til partnerne. I øvrigt er Jon Nielsen formand for bestyrelsen i Dansø Forsikringsmæglere A/S.
Endelig pointerer Jon Nielsen og Jesper G. Jensen, at deres virksomhed selvfølgelig også er behørigt ansvarsforsikret – og i øvrigt er godkendt som forsikringsmæglere under Finanstilsynets strenge krav.