Udgivet d. 30. september 2019

Henrik

På fem år er FriskSnit.DK vokset fra nærmest ingenting til nu at beskæftige cirka 50 medarbejderne. Rammerne på Hedelykken 14 i Hedehusene er under kraftig forandring. Efter at have boet til leje de første år købte Henrik Djurhuus sidste år ejendommen for selv at kunne disponere over bygningerne.

Den gamle, 1.000 kvadratmeter store administrationsbygning er revet ned. Henrik Djuurhus forventer, at der i 2020 bliver opført en afsætningshal til færdigvarer. Dermed vil FriskSnit.DK råde over ca. 2.500 kvm til produktion, lager og administration.

FriskSnit.DK leverer forarbejdet snitgrønt til kunder inden for industri, catering, storkøkkener m.m. i hele Danmark. Hver måned bliver mere end 300 ton frugt, grønt og kartofler kørt gennem produktionsanlægget.

Julienne mix

Tildelt pris pga. socialt ansvar
FriskSnit.DK blev 26. september hædret med den nye Erhvervspris Høje-Taastrup. Et valg, der i høj var begrundet med det sociale ansvar, som virksomheden udviser. Langt hovedparten af medarbejderne i produktionen har en anden etnisk baggrund end dansk.

For Henrik Djurhuus er det en helt naturlig tilgang at give nogle mennesker, som måske kæmper med at få fodfæste på arbejdsmarkedet, en mulighed.

– Det er jo ikke svært, når folk har den indfaldsvinkel, at de skal være her for at hjælpe vores kunder, og at de gerne vil arbejde og tjene nogle penge. Vi har nogle fantastiske teamledere, som selv rekrutterer i deres eget netværk, så vi får nogle, som har lyst til at være her.

– Ingen tvivl om, at vi opererer i en lavtlønssektor, men derfor kan vi jo godt gøre det til et rart sted at være. Vi giver folk tid til at løse deres opgaver. Her er meget manuelt arbejde, men vi prøve at gøre det afvekslende ved at rokere rundt, så folkene ikke går trætte, påpeger Henrik Djurhuus.

Henrik og medarbejder

Udspringer af Grønttorvet
Oprindeligt indgik FriskSnit.DK i en konstellation af tre firmaer inden for produktion, catering og distribution af snittet grønt. De holdt til på det gamle grønttorv i Valby. Det var også Henrik Djurhuus’ plan at flytte med til det nye Copenhagen Markets i Høje Taastrup, men i stedet valgte han at fokusere på produktionen og sælge de to firmaer inden for catering og distribution fra.

– Vi troede, at vi var smarte ved at have et selskab inden for hver del af værdikæden, men det var noget rod. Vi rendte rundt og konkurrerede med vores kunder på cateringmarkedet. Vi skal jo ikke være vores kunders konkurrent, men vil hellere være en loyal leverandør, der arbejder helhjertet med at snitte og altid være der for kunden, siger han.

Medarbejder

Tre timer fra ordre til levering
– Vi er en ordrebaseret virksomhed med et kort produktionsvindue. Vi kan på næsten alle 1.000 varenumre levere tre timer efter, at vi har modtaget ordren. Det er den fleksibilitet, vi værner om og forfiner ved hjælp af den erfaring, vi opbygger. Vores DNA er stadig det samme, produkter og produktion har ikke ændret sig i de fem år, vi har eksisteret som FriskSnit.DK.

produkter

Placeret mellem avlere og kunder
Placeret i Hedehusene ligger FriskSnit.DK midt mellem leverandørerne og kunderne. Råvarerne kommer fra Lammefjorden og fra andre danske avlere, men også fra import og fra Copenhagen Markets.

– Da vi er ordreproducerende, skal vi ligge tæt på Copenhagen Markets, så vi kan få fat i sjove råvarer døgnet rundt. Der kan jo lige komme en ordre på 20 kg grønne asparges, og det har vi jo ikke altid liggende. Så på den måde fungerer Copenhagen Markets som vores stødpudelager. I takt med, at vi har fået flere kunder, er den funktion blevet endnu vigtigere, forklarer Henrik Djurhuus.

rundvisning

Kører i døgndrift
Produktionen kører i døgndrift hele ugen bortset fra de timer, hvor der skal gøres rent. Fødevarebranchen er skrapt overvåget af myndighederne, og FriskSnit.DK har egen fødevareteknisk afdeling til at sikre, at alle kvalitets- og miljøkrav er overholdt.

Henrik Djurhuus vurderer, at markedet for snittede grøntsager fortsat vil stige: – Der bliver mere og mere brug for ordrebaserede virksomheder inden for dette område. Der stilles store krav til køkkenhygiejnen ude i virksomhederne og på institutionerne. Så er det nemmere at lade os gøre det. Det er nok også billigere, for det er hænderne, der koster i den sammenhæng.

produktion

Børnene er med i firmaet
En af de største glæder for Henrik Djurhuus er, at hans og hustruen Jeanette Mølbæks fire børn nu er med i virksomheden. Senest er Nicolaj, som er økonomimand, kommet til i september. I forvejen arbejder Thomas med ansvar for fabrikken, Andreas er i lære i indkøb, og Sofie løser opgaver på kontoret.

– Det er rigtig godt, at de alle har lyst at være med, og de er kommet helt frivilligt, smiler Henrik Djurhuus. Vi fungerer perfekt sammen og er gode til at sparre med hinanden. Vi får jo nok snakket en del grøntsager, også når vi er sammen uden for arbejdstid. Vi har forskellige synspunkter, men vi lytter altid til hinanden og er sjældent uenige om tingene.

Henrik Djurhuus ser det som begyndelsen på et generationsskifte. Han har selv været selvstændig, siden han for 30 år siden købte en grøntbutik i Ishøj. Med de forskellige kompetencer, som familien råder over, ser han lyst på fremtiden for FriskSnit.DK. 

Familie

Købmanden var en god læremester
– Du har allerede været inde på børnenes kompetencer, men hvad byder du selv ind med?

– Jeg er igangsætter. Jeg er udlært kommis hos købmand Holger Christensen i Gladsaxe, som var en fantastisk mand og gav mig indsigt i, hvordan medarbejdere og kunder skal behandles. Hver morgen var han rundt og hilse på alle, inden han gik op på sit kontor. Med simple midler fik han folk til at yde deres bedste.

– Vi lærte kundeservice. Vi lærte, hvor meget det betød, at kunden kom igen. Det var virkelig DNA’et i butikken. Alle hjalp med at pakke og bære varer ud. Holger Christensen formåede bare god ledelse og at fange folk der, hvor de var. Han fik os til at shine. Det var meget inspirerende, og det synes jeg, at jeg har taget med mig. Jeg elsker at se folk shine og udvikle sig.

– Og så kan jeg jo ikke se en tomat eller et kirsebær uden at tænke, om man kan gøre noget ved det. Jeg tror på, at intet er umuligt. Kan tingene lykkes i et køkken, kan vi også gøre det her på fabrikken.

– Hvordan har du det med at modtage en hæder som Erhvervspris Høje-Taastrup?

– Jamen, jeg er da pivstolt. Jeg er klar over, at det også forpligter på den måde, at når nogle mennesker synes, vi skal have den, så har vi også bare at leve op til den. Ellers er jeg ikke vild med sådan noget. Jeg vil hellere bare have lov at gå rundt i mine træsko…

Med lastbil

 

 

 

Vores Nyhedsbrev

Modtag vores nyhedsbrev og følg med i hvad der sker i Erhvervsforum.