Udgivet d. 31. oktober 2017

Janne Kock har drevet klinik for fysioterapi i Høje-Taastrup Kommune siden 1991, hvor hun fik sit eget ydernummer. Det første år lå klinikken i Høje Taastrup Landsby i den tidligere Brugs, men i 1992 fik hun lokaler på Spotorno Allé i Høje Taastrup. Siden 2005 har klinikken holdt til i City 2.

– Behovet for fysioterapi i Høje-Taastrup Kommune var stort i 1991, og det er det stadig. Der er for det meste nogen ventetid på en behandling, så vi kunne sagtens være flere fysioterapeuter tilknyttet, siger hun.

Seks fysioterapeuter tilknyttet
Klinikken har i dag tre ydernumre, som betyder, at der ydes tilskud til fysioterapi fra den offentlige sygesikring, hvis man får en lægehenvisning forud for behandlingen. Kapaciteten på ydernumrene deles lige nu af fysioterapeuterne Janne Kock, Knud Kristiansen, Claus Bach Aslan, Joan Himmelstrup, Simone Ahlers Pedersen, og den sjette er netop antaget.

– Vi kan godt være flere på samme ydernummer, så længe vi overholder kapaciteten på det enkelte ydernummer, forklarer Janne, som selv arbejder på nedsat tid.

– Forretningen består til dels af at servicere patienter, som er henvist til os af egen læge. Men vi modtager også patienter uden lægehenvisning, som af forskellige årsager vælger at betale hele honoraret selv. I så fald behøver patienten ikke at konsultere lægen først og kan alligevel få dækning fra den private sygeforsikring Danmark og enkelte andre sundhedsforsikringer.

Janne ultralyd
Janne Kock demonstrerer en ultralydsscanning.

En servicevirksomhed for kroppen
Janne forklarer, hvad det egentlig er, de arbejder med i Høje-Tåstrup Fysioterapi:

– Vi er en slags servicevirksomhed for kroppen. Vi arbejder med det, vi kalder patientens bevægelsesapparat. Der er intet typisk i de skader og skavanker, vi ser – det er en bred variation. Dog ser vi mange skader fra overbelastning af skulder og ryg, som meget ofte er relateret til folks arbejde. En tennisalbue er meget almindelig, fordi en del arbejder ved en computer uden at have støtte til underarmen, bemærker Janne.

Klinikken har i øvrigt ret mange drop-in-kunder, som bor uden for kommunen, men arbejder i Høje-Taastrup.

– De fleste får lov at gå herover i arbejdstiden. Det synes jeg egentlig er ret flot af arbejdsgiverne, men omvendt er det også en god investering for virksomhederne, at medarbejderne får behandlet deres eventuelle lidelser i tide, siger Janne.

Gulvøvelse
Fysioterapeut Joan Himmelstrup vejleder en brugerne i Fitnessdk. 

Vi kommer gerne ud til virksomhederne
I den forbindelse tilbyder Høje-Tåstrup Fysioterapi også at komme ud i virksomhederne med sin service.

– Vi kan hjælpe med indretning af arbejdsplads til bedre arbejdsstillinger. Mange problemer med bevægelsesapparatet hænger sammen med, at folk sidder eller står forkert, når de arbejder, bemærker Janne. 

– Vi har også tilbud om virksomhedsordninger, hvor vi kan komme ud med vores briks. Det er noget, virksomheden kan tilbyde som et medarbejdergode. Det giver vi gerne et tilbud på. Eneste krav fra vores side er, at virksomheden skal have et sted, hvor vi kan slå vores briks op.  

– Vi kan også undervise hold på virksomheden, hvis de ellers har plads til det. Vi tilbyder al form for træning og undervisning, lige fra nakke/ryg-øvelser til yoga og pilates. Det kan være alle holdstørrelser, alt efter hvad de har plads til på virksomheden. Undervisning en gang om ugen vil være ideelt, for så har det en god forebyggende og behandlende effekt, siger Janne, som efter et sygdomsforløb selv går til yoga og mærker en fantastisk virkning i sin restitution.

Klinik i fitnesscenter
Simone med bruger
Fysioterapeut Simone Ahlers Pedersen overvåger en øvelse i træningscentret.

Adgang til træningsfaciliteter er et must for en moderne fysioterapi-klinik. Da Høje-Tåstrup Fysioterapi i 2005 flyttede til City 2, var det blandt andet for at kunne indrette eget træningsområde. 

– Dengang blev træning en større del af behandlingen, hvor man gik fra ret passiv til langt mere aktiv fysioterapi, fortæller Janne. Men en klinik i min størrelse havde ikke råd til de faciliteter, hvis de kun skulle bruges til fysioterapien, så jeg åbnede et offentligt fitnesscenter, Arena Fitness, i City 2.

Da Fitnessdk i 2012 åbnede et stort center over for Arena Fitness / Høje-Tåstrup Fysioterapi på Plan 4 i City 2, kunne hun godt forudse, hvad det ville betyde for hendes center. Derfor valgte hun at samarbejde med den store fitnesskæde. Det førte til, at hun lukkede fitness-aktiviteten i Arena Fitness og flyttede sin klinik ind i lokaler hos Fitnessdk med fuld adgang til det store trænings- og motionscenter.

Indgang

– Det samarbejde fungerer rigtig godt, siger Janne. Vores patienter kan bruge faciliteterne, når træning er en del af behandlingen. Samtidig er det gerne i de perioder, hvor der er mindre pres på i fitnesscentret. Så vores patienter har altid god plads at træne på.

– Det er en supergod løsning. Fitnessdk får udnyttet faciliteterne bedre. Og da sygesikringen kræver, at vi som klinik skal kunne tilbyde holdundervisning, fordi det er billigere med hold end individuel behandling, er det en god løsning for os at have adgang til Fitnessdk. 

Høje-Tåstrup Fysioterapi har egen indgang og reception ved siden af Fitnessdk, men med direkte adgang til træningsområdet fra egen reception. Kunderne kan også benytte omklædningsfaciliteterne hos Fitnessdk.  

Janne i receptionen
Janne Kock i klinikkens reception med fitnessdk’s træningscenter på den anden side af ruderne. 

Erhvervsrådet planlægger en event efter nytår, hvor vi sammen med Janne Kock og Høje-Tåstrup Fysioterapi sætter fokus på øvelser, behandlinger plus korrekte (og forkerte!) arbejdsstillinger.

Besøg klinikkens hjemmeside

Vores Nyhedsbrev

Modtag vores nyhedsbrev og følg med i hvad der sker i Erhvervsforum.