Udgivet d. 31. oktober 2019

Der kommer ikke en ny vare ind i Taastrup Ny Vinhandel, uden at Michael Jacobsen eller en af hans tre rutinerede medarbejdere har smagt på den.

– Vi er nødt til at vide, hvad det er, vi har stående på hylderne. Det er jo lige præcis vores viden og dialogen med kunderne, der gør os unikke og er grundlaget for forretningen. Ellers kunne vi lige så godt nøjes med en webshop, siger Michael Jacobsen.

MJ 1

Alsidigt sortiment
Det betyder nu ikke, at mandskabet sidder ude i baglokalet og søber. Meget bliver smagt, når de er ude på messer eller studieture. Men der passerer alligevel en del forbi smagsløgene, for selv om det hedder vinhandel, omfatter sortimentet også spiritus, øl, kaffe, te, cigarer og et større udvalg af delikatessevarer, lige fra årgangssardiner til Foie Gras.

Flere tusinde varenumre er klemt inde her på de 217 kvadratmeter og det næsten lige så store eksterne lager.

øl
Et lille udvalg af butikkens mange specialøl.

32 år på Hovedgaden
Taastrup Ny Vinhandel kom til verden i 1987, da Michaels far, Verner Jacobsen, købte en eksisterende forretning på Taastrup Hovedgade og gav den nyt navn. Fem år senere fik den også ny adresse, da forretningen flyttede til sin nuværende placering på den modsatte side af Hovedgaden. Begge forældre, Jytte og Verner Jacobsen, hjælper stadig til med diverse gøremål.

– Far har altid været en stor inspiration for mig. Han er uddannet købmand og blev senere vinsælger. Han er rigtig dygtig til både kundedialog og at tænke forretning.

Michael Jacobsen har været med i forretningen, siden han var flaskedreng. Efter militærtjeneste vidste den unge Jacobsen ikke, hvad han ville, og blev ferieafløser i butikken. Han fandt sig godt tilrette med at betjene og vejlede kunderne, så han tog handelsuddannelse med speciale i vin og vendte så i 1995 tilbage til forældrenes forretning.

kurve
Gavekurve er i høj kurs blandt kunderne.

Du skal være nysgerrig
– På skolen lærte vi om vin og tobak. Vi tærskede alle verdens vinområder igennem og smagte en masse vin. Faget fordrer, at du er nysgerrig. Den største lærdom får du ved at smage og ved at læse, hvad der står på etiketten og undersøge det nærmere. Du lærer hele livet og bygger hele tiden på…

– Jeg vil ikke sige, at jeg har et favorit-vinområde eller land. Jeg drikker vin fra hele verden, for at være orienteret på det hele. Men skal der en god flaske med hjem fredag aften, så bliver det gerne en fransk og ofte fra Bordeaux, som er det område, jeg først blev fortrolig med. Så måske ligger der også noget tryghed i det.

hvidvin
Michael Jacobsen præsenterer en af de mest værdifulde flasker, en Chateau d’Yquem.

Rom og gin i stor vækst
Blandt kunderne er det rødvin fra Italien og USA, der trender nu. Men den helt store udvikling sker i sortimentet af spiritus, hvor gin og rom på få år er blevet kæmpestort.

– Vi har vel 150 varianter af rom, ligesom vi har med whisky. Gin er det gået rigtig stærkt med, og her har vi nok 100 varianter stående. Da jeg begyndte i forretningen, var udvalget vel ti whisky, fem rom og så tre ginmærker. Jo, der sker noget. Det er komplekst, og du skal være knivskarp på at trimme dit sortiment og sikre, at alle varer er i bevægelse. Heldigvis er der jo ingen udløbsdato på, men vi må alligevel fjerne nogle mærker for at få andre ind. Det kan jo være, at kunderne begynder at efterspørge en vare, som vi ikke har. Så går vi i offensiven og skaffer den hjem. Vi hader at sige nej. Derfor bliver sortimentet, som det er.

Bent whisky
Bent Pedersen med en fornem whisky, en 27 års Glendronach, der går for 5.000 kr.

Julen går i gang efter sommerferien
Butikken har mange stamkunder, både private og erhverv. Omsætningen er ligeligt fordelt på de to grupper.

November-december er den absolutte højsæson, men juleforberedelserne begynder allerede efter sommerferien med besøg på diverse messer for at udvælge de julegaveartikler, der er relevante. I efterårsferien gør forretningen sit julekatalog klar til tryk.

– Kataloget kommer i et oplag på 10.000, som vi deler ud her i butikken og sender ud med post. Derudover har vi et nyhedsbrev et par gange om måneden til henholdsvis erhvervs- og privatkunder. Erhvervskunder får typisk tilbud på større partier, mens privatkunder bliver præsenteret for nye varer, fortæller Michael Jacobsen. 

Egen vinfestival
Taastrup Ny Vinhandel har sin egen årlige vinfestival (foto nedenfor), som blev afviklet sidste lørdag i oktober i Taastrup Idrætshaller, i år for femte gang.

Derudover holder forretningen mange smagninger, både for private og erhverv, i vinklubber og personaleforeninger. Smagninger er en vigtig del af den tætte dialog med kunderne for at knytte dem til forretningen.

festival 1

Få dit firmanavn på rom- og ginflasken
– Som noget nyt tilbyder vi i år erhvervskunder at få private label på rom og gin, så de kan give deres forretningsforbindelser en personlig gave i form af en flaske med deres egen etikette eller navn på. Det kan vi levere i oplag ned til 24 flasker, siger Michael Jacobsen, mens han præsenterer sin helt egen London Dry Gin.

gin

Blandt de første med webshop
Selv om den personlige betjening er altafgørende for Taastrup Ny Vinhandel, så har forretningen også en webshop (www.tnv-vin.dk). Faktisk en af branchens første, da den gik i luften for cirka 20 år siden.

– Vi har så nok været lidt sene til at holde den teknisk ajour, men i år har vi investeret en hel del i en ny hjemmeside. Jeg må bare erkende, at nettet fylder mere og mere i detailhandelen, men vi har stadig det primære fokus på den fysiske butik. Det er den rigtige vej for os, for det er her, at vi bedst kan hjælpe kunderne, og dem må du aldrig glemme.

te
Henrik Rasmussen betjener en kunde i afdelingen for te.

Der vil stadig være brug for os
Michael Jacobsen er overvist om, at der også findes en fysisk Taastrup Ny Vinhandel om 20 år, selv om den måske vil være bygget helt anderledes op til den tid. Han har flere ideer til, hvordan forretningen kan udvikle sig.

– Jeg vil gøre alt for, at vi stadig fortjener, at kunderne kommer og handler med os. Jeg føler ikke, at vi er truet af nethandelen i samme omfang som andre brancher. Men vi skal sørge for, at vi passer de kunder, der kommer ind ad døren. Lade dem smage på varerne og vejlede dem, så de er trygge, når de handler med os. Så skal Taastrup Ny Vinhandel nok bestå.

personale
Tre fuldtidsmedarbejdere er ansat i butikken foruden Michael Jacobsen og hans forældre, som også hjælper til.

Vores Nyhedsbrev

Modtag vores nyhedsbrev og følg med i hvad der sker i Erhvervsforum.