Udgivet d. 21. juni 2021
Miljøminister Lea Wermelin var meget begejstret, da hun under et besøg i Høje-Taastrup mandag eftermiddag fik at vide, at erhvervslivet skal involveres i at gøre Høje-Taastrup til vinder af dysten ‘Danmarks Vildeste Kommune’.
Borgmester Michael Ziegler fortalte under en rundvisning i Sengeløse Grusgrav, at ‘Vilde virksomheder’ er et initiativ, der skal få virksomhederne i Høje-Taastrup til at lade biodiversiteten få plads på deres grønne arealer. Ikea er allerede et skridt foran og kan blive en rollemodel for andre lokale virksomheder, håber han.
– Kan man få virksomhederne med på at blive vildere, så kan det virkelig rykke, sagde Lea Wermelin. Tit ser man virksomheder med store udenomsarealer præget af snorlige græsplæner, hvor der er så store muligheder i at lade biodiversiteten komme til.
Ikea bliver spydspids
Sådan var det også hos Ikea Taastrup, men ikke mere. Her har 22.000 kvadratmeter grønne arealer siden sidste efterår stort set fået lov at passe sig selv.
– Vi har aftalt med Høje-Taastrup Kommune, at vi gerne vil gå foran og vise andre virksomheder, hvordan vi kan være med til at skabe forandring i verden omkring os. Bæredygtighed er et must for fremtidens erhvervsliv, siger varehuschef Mads Satsman-Nørhede.
– Til at begynde med var kunderne lidt skeptiske og undrede sig over, at vi var holdt op med at slå græsset. Men nu er det accepteret, og inde i varehuset prøver vi også at give kunderne ideer til, hvordan de selv kan gøre noget derhjemme. Måske bare lade være at slå et hjørne af græsplænen, så der bliver plads til lidt vildskab.
Miljøminister Lea Wermelin – og Niels Egeberg, Taastrup, formand for den lokale afdeling af Friluftsrådet – hører varehuschef Mads Satsman-Nørhede fortælle, hvor vild Ikea Taastrup er blevet. Et eksempel som nu følges af kædens øvrige varehuse i Danmark.
Vi skal have alle virksomheder med
Ikea Taastrup er selv blevet inspireret af Stensdal Group, som har givet plads til biodiversitet på udearealerne omkring en stor kontorejendom i samme område. Og nu har varehuset så også inspireret de øvrige Ikea varehuse i Danmark til at lade udearealerne få lov at blive vilde.
– Her i Taastrup er vi ikke bare stoppet med at slå græsset. Vi har også sat insekthoteller op flere steder på områderne omkring varehuset. Vi har sået blomster og plantet buske og andre planter, fortæller Mads Satsman-Nørhede.
Miljøministeren spurgte ham, hvor mange aktører fra det lokale erhvervsliv, kommunen og Ikea forventer at få med i Vilde virksomheder. Efter en lynhurtig afklaring med borgmesteren lød svaret: Alle!
Grusgrav bliver til stort naturområde
Lea Wermelin var på besøg for at se Sengeløse Grusgrav, som kommunen tidligere på året købte med henblik på at give biodiversiteten plads. Michael Ziegler beskrev projektet som kommunens flagskib i dysten om at blive Danmarks vildeste kommune. Området er på godt 14 hektar.
Miljøminister og borgmester i grusgraven, hvor den vilde natur allerede har fået godt fat; der er ikke gravet grus siden 2013. Den 21. august er der sommer-event, hvor lokalbefolkningen er inviteret til hyggeligt samvær med dialog om planerne for området.