Udgivet d. 31. januar 2022

Dorte Ibsen er pr. 1. februar tiltrådt som ny sekretær for Høje-Taastrup Erhvervsforum. Hun afløser Ulrik Larsen, sekretær siden 2016.

Dorte Ibsen kommer fra et job i Roskilde Erhvervsforum og var før da 14 år i Dansk Industri, hvor hun bl.a. stod for drift og udvikling af brancheforeninger.

– Dorte har derfor en profil, der passer supergodt i vores sammenhæng. Jeg er sikker på, at hun bliver et godt match for os, og jeg glæder mig meget til samarbejdet, siger Kim Rasmussen, formand for Erhvervsforum.

Også Dorte Ibsen ser frem til samarbejdet og de nye opgaver.

– Jeg har hele mit arbejdsliv arbejdet for SMV’er og større virksomheder i roller inden for salg, markedsføring og kommunikation. Jeg glæder mig til at komme i gang, møde medlemmerne og få nogle spændende aktiviteter sat i søen.

– Jeg kender Høje-Taastrup som et område præget af et stort, alsidigt erhvervsliv. Nu gælder det om at gøre det endnu mere attraktivt for virksomhederne at være en del af Erhvervsforum, så vi stadig kan tiltrække nye medlemmer.

Høje-Taastrup Erhvervsforum har i dag knap 140 medlemmer.

Foruden jobbet i Erhvervsforum vil Dorte Ibsen drive egen virksomhed som certificeret yogalærer.

Ulrik Larsen stopper som sekretær for at hellige sig opgaverne i sin virksomhed inden for PR og kommunikation.

Dorte og Kim
Sekretær Dorte Ibsen og formand Kim Rasmussen, Høje-Taastrup Erhvervsforum.

Vores Nyhedsbrev

Modtag vores nyhedsbrev og følg med i hvad der sker i Erhvervsforum.