Udgivet d. 18. december 2017
2017 har været et aktivt år i for Erhvervsrådet i Høje-Taastrup. Og 2018 ser ud til at blive lige så travlt.
I bestyrelsen ser vi det som en kerneopgave for Erhvervsrådet at være bindeled og netværk for de mindre og mellemstore virksomheder i kommunen. I 2017 har vi haft 12 arrangementer. Vi bilder os ikke ind, at vi hver gang kan skabe et indhold, der er relevant for alle. Men jeg tror, at vi hen over året har haft så stor variation i vores tilbud, at der har været noget for en hver smag.
Vi har blandt andet besøgt Nørrebro Bryghus’ bryggeri i Hedehusene. Været på bustur med borgmester Michael Ziegler rundt og se, hvad kommunen har gang i. Fået den nye persondataforordning belyst. Besøgt inQvation. Holdt morgenmøde med spidskandidaterne til kommunalvalget. Og været med bus rundt og besøge tre lokale iværksættere.
Dette er blot et udpluk. Jeg tør godt sige, at deltagerne hver gang får værdifuld viden med hjem. Og frem for alt er disse arrangementer en oplagt chance til at lære andre lokale erhvervsdrivende – og andre aktører – at kende.
Velkommen til over 20 nye medlemmer
Erhvervsrådet har i 2017 sagt velkommen til mere end 20 nye medlemmer – virksomheder og organisationer af vidt forskellig størrelse og virkefelt. Vi er glade for tilgangen, for jo flere vi er, jo større udbytte får vi alle af at være med i netværket.
Vi vil fortsat arbejde på at være et attraktivt og værdifuldt mødested. I den forbindelse kan jeg nævne, at bestyrelsen lægger op til en vedtægtsændring, så vi for fremtiden kommer til at hedde Høje-Taastrup Erhvervsforum; netop for at understrege, at vi er et netværk og mødested, hvor alle kan være med.
Selvfølgelig har vi også i 2018 en række spændende begivenheder, bl.a. om stress-håndtering, råd fra en fysioterapeut om at holde sin krop vedlige og såmænd også en eftermiddag med ”skrøner fra skurvognen”, hvor en advokat giver os indsigt i byggejuraen, og hvad man skal være opmærksom på dér.
Borgmester Michael Ziegler åbner den første Business Basar. I 2018 står kommunen som medarrangør.
Business Basar kommer igen
En af nyskabelserne i 2017 var Business Basar, som vi holdt sammen med Hedehusene Erhvervsforening. Ideen er at skabe en ramme, hvor lokale virksomheder kan ’date’ hinanden og få indblik i de produkter og ydelser, som man kan få lige om hjørnet i stedet for måske at bruge en leverandør langvejs fra. Vi har fået positive tilbagemeldinger fra deltagerne, og vi gentager Business Basar til september. Jeg glæder mig over, at kommunen er kommet med på holdet og står som medarrangør af Business Basar 2018.
I forvejen har vi et velfungerende samarbejde med kommunen. Lad mig i den sammenhæng lykønske med den flotte topplacering på Dansk Industris måling, hvor Høje-Taastrup endte som nummer 3 og dermed den højest placerede kommune øst for Storebælt.
Ny vækststrategi for kommunen
En opgave, vi også vil bruge kræfter på i 2018, er den nye vækststrategi for kommunen. Det er her, at byrådet sætter rammerne for de næste fire års udvikling på erhvervsrådet. Vi glæder os til – på erhvervslivet vegne – at blive en del af den proces sammen med det nye byråd.
Jeg vil ønske det nye byråd god arbejdslyst og ser frem til fortsat godt samarbejde. Også tak til kommunens erhvervsservice og til Væksthus Hovedstadsregionen og de øvrige erhvervsforeninger for et godt og konstruktivt samarbejde i 2017.
Kim Rasmussen, formand for Erhvervsrådet i Høje-Taastrup