Udgivet d. 25. januar 2019
Fredag formiddag blev første spadestik taget til det, der i november vil stå færdig som verdens største indendørs gokartbane, Racehall CPH i Taastrup. En bygning på ca. 12.000 kvadratmeter.
Flemming Grene Thomsen, som bliver direktør for anlægget, kunne oplyse, at der vil komme flere projekter i området, der er udlagt til regionalt fritidsområde.
Er på vej med flere projekter
Racehallen får facade ud mod Roskildevej på hjørnet ved Bondehøjvej.
– Det er en rigtig god placering, hvor vi er nemme at komme til både fra motorvej og med offentlig transport, sagde Flemming Thomsen, som takkede Høje-Taastrup Kommunes medarbejdere for en god og effektiv sagsbehandling.
– Vi ser frem til et fortsat godt samarbejde, for vi har købt et større areal, hvoraf racehall dækker en fjerdedel. Vi vil derfor komme tilbage med flere spændende projekter for den øvrige del af området, tilføjede han.
Borgmester Michael Ziegler var lettet over, at forbandelsen nu er brudt for det store fritidsområde, hvor det indtil nu har knebet at få realiseret de helt store projekter.
– Vi fik ikke verdens femtestørste aquapark, men hvad gør det, når vi nu får verdens største racehall, spurgte borgmesteren.
Se mere om Racehall.
Direktør Flemming Thomsen ved en tegning af bygningen, som bliver 75 meter bred og ca. 130 meter lang. Ud mod Roskildevej bliver der reception og andre faciliteter, bl.a. café hvorfra man kan se hele banen. Racehall CPH har Gråkjær som totalentreprenør og står færdig i begyndelsen af november.
Racehall CPH opføres af samme selskab, som står bag racehallen i Aarhus, som åbnede i 2006 og er på 10.000 kvm. Den i Taastrup bliver på 12.000 kvm og dermed verdens største.