Udgivet d. 7. september 2016
Nyt medlem: Julie Bardenfleth Rengøring.
Fire år er der gået, siden Julie Bardenfleth etablerede eget rengøringsfirma hjemme fra privaten i Hedehusene. Firmaet er på de år vokset fra 1 til næsten 20 medarbejdere. Og erhvervslivet fylder en stadig større del af kundegruppen hos Julie Bardenfleth Rengøring. Det passer indehaveren fint.
– I dag er det delt 50/50 privat og erhverv, men vi går meget frem på erhvervsdelen. Vi arbejder målrettet med opsøgende salg inden for kontormiljøer, værksteder og skurbyer. Vi tilbyder rengøring, men kan også supplere med opdækning til møder og kurser og den efterfølgende oprydning inklusiv opvask. Og har kunden brug for hjælp med at pakke varer, er vi også friske på det, fortæller Julie Bardenfleth.
Medarbejderne betyder alt
Firmaet etablerede hun i 2012 efter at have arbejdet ti år i den finansielle sektor. Til at begynde med stod hun selv for det hele, men beskæftiger nu op mod 20 medarbejdere.
– Jeg tror, at vores succes i høj grad skyldes, at vi har det rigtig godt internt. Vi holder af hinanden og passer på hinanden. Medarbejderne er guldet i virksomheden. Det betyder rigtig meget for mig, at alle behandles ligeværdigt. Og selv om det går op og ned i denne branche, gør jeg alt for at holde fast i medarbejderne. Og de er søde til at gå op og ned i tid, så vi kan fastholde alle uanset arbejdsmængde.
Ansvarsfølelse er vigtigere end kursusbevis
Julie Bardenfleth kræver ikke, at nyansatte kommer med kursusbeviser. Ansvarsfølelse betyder mere. Hun og rengøringsleder Birgitte Linneberg, som står for rekruttering, stoler på deres mavefornemmelse, når de skal have en ny medarbejder. Eneste krav er, at man læser og taler dansk flydende.
Afpasser sig efter kunderne
Hos nogle erhvervskunder er rengøringen aftalt til helt faste tidsrum. Hos andre kan medarbejderne selv lægge deres arbejdstid, så det passer med de øvrige opgaver.
– Kunderne forstår godt, at vi gerne selv vil planlægge arbejdstiden, men vi tager selvfølgelig hensyn til kundernes ønsker. Vi kan arbejde både tidlig morgen, sen aften og også gerne nat, hvis det er det, kunderne vil have. Der er altid en medarbejder klar til at tage opgaven, uanset tidspunkt, siger Julie Bardenfleth.
Både store og små kunder
De fleste kunder ligger i og omkring hovedstadsregionen. Blandt de større erhvervskunder er Züblin, MTHøjgaard, Westergaard og Bilsby.
Også AllergiKompagniet er på kundelisten, hvilket Julie Bardenfleth ser som en fin blåstempling af kvaliteten i firmaets arbejde.
Godt udgangspunkt i Taastrup
De første par år havde hun kontor hjemme i spisestuen i Hedehusene, men nu har firmaet adresse på Taastrupgårdsvej.
– Det var nærliggende at placere os i Taastrup. Det er tæt på min bopæl, men også tæt på offentlig transport og derfor nemt at komme til og fra, siger Julie Bardenfleth.