Udgivet d. 23. januar 2017

Nyt medlem: Kyvsgaard Consulting.

Det var med 30 års erfaring fra bankverdenen, at Lars Kyvsgaard i begyndelsen af 2016 realiserede sin ambition om egen rådgivningsvirksomhed. Kyvsgaard Consulting rådgiver den maritime sektor og andre virksomheder med at hente finansiering og løse gældsproblemer.
Virksomheden har adresse i privaten på Gasværksvej, men en stor del af arbejdstiden bruger Lars Kyvsgaard på møder i København eller ude hos kunderne, der er spredt ud over hele kloden.
– Vi har boet i Taastrup siden 1989, da banken, hvor jeg arbejdede, flyttede sit leasingselskab hertil. Det har vist sig at være en ganske praktisk placering, fordi min kone arbejder hos Lundbeck i Lumsås, mens det for mit vedkommende er nemt at komme ind til byen eller lufthavnen. 

En passion for Asien
Lars Kyvsgaard har et helt specielt forhold til Asien. Han boede i Singapore fra 2010 til 2015, mens han var i sit drømmejob som CEO for Nordeas bankoperationer i Asien.
– En stor del af min bankkarriere har kredset omkring det maritime. Først var jeg med til at bygge en international leasingafdeling op inden for shipping. Det var fantastisk at få et ansvar som ung medarbejder, hvor vi gjorde forretninger i bl.a. Taiwan, Singapore og Hongkong. Det var der, at jeg fik min passion for den asiatiske mystik og kultur, fortæller Lars Kyvsgaard.

Erhvervsrådsformand i Singapore
I 1995 kom han hjem til Unibanks hovedkontors shippingafdeling. Efter Unibanks indtræden i Nordea-fusionen i 2000 kom han i ledelsen for den globale shipping-funktion, der lå i Oslo. Her var han, indtil drømmejobbet i Singapore dukkede op.
– Vi drev en fuld bankforretning med erhvervskunder, shipping og udbyggede med valutaafdeling og private banking. Det var nogle meget lærerige og inspirerende år, hvor jeg samtidig blev tildelt opgaven at være formand for Danish Business Association, det lokale erhvervsråd for danske virksomheder i Singapore med et par hundrede medlemmer. 

Travl start som selvstændig
Årene i Asien og inden for shipping gav Lars Kyvsgaard et globalt netværk, som han aktiverede, da han besluttede at blive selvstændig rådgiver.
– I min forretning fokuserer jeg på at skaffe finansiering eller deltage i restruktureringer. Shipping er blandt de kriseramte brancher, og der har vist sig at være god brug for mine kompetencer og min erfaring med at kommunikere med bankerne. Derudover har virksomheder i it og ejendomsbranchen brugt mig til at løse krisesituationer over for bankerne. 
Lige nu arbejder Lars Kyvsgaard med at hente finansiering til en række skibe, der skal bygges i Kina. Hans nuværende kundebase er primært nordiske kunder og kunder i Singapore. Og den kommende uge byder på to dage i Norge for at møde nye kunder og virksomheder.

Husk at passe dit netværk
– Kan jeg holde det momentum, jeg har i forretningen nu, så er jeg superglad. Med mit internationale netværk i Europa og Asien har jeg en stærk base af eksisterende kunder og nye mulige kunder at bygge videre på. Derfor er det altid vigtigt at opbygge og pleje sit netværk. Lige pludselig får du brug for det. Og det er nu en gang nemmere at ringe til en person, som du allerede har truffet. Netværk har en enorm værdi, siger Lars Kyvsgaard.

Kyvsgaard Consulting
Gasværksvej 23
2630 Taastrup
lars@kyvsgaardconsulting.com
Tlf. 23 44 37 32
www.kyvsgaardconsulting.com

Vores Nyhedsbrev

Modtag vores nyhedsbrev og følg med i hvad der sker i Erhvervsforum.