Udgivet d. 19. august 2021
Riwal Danmark A/S, landets største liftvirksomhed, er i fuld gang med at etablere østdansk hovedsæde i Taastrup i den ejendom på Taastrupgårdsvej, hvor Volvo før havde truckcenter.
Adm. direktør og medejer Claus Kromann (foto) fortæller, at virksomheden længe har søgt større lokaler efter at være vokset ud af de hidtidige rammer i Glostrup.
– Da jeg hørte, at Volvo ville flytte til nyt hovedsæde i Høje-Taastrup, kontaktede jeg straks familien Sommer, som ejer ejendommen, og i februar fik vi en lejeaftale på plads. Siden har vi haft travlt med at finde en entreprenør til opgaven, få de nye omgivelser gjort klar til indflytning og flytte grej og mandskab fra Glostrup til Taastrup.
Ideel placering i Taastrup
Riwal Danmark A/S har hovedkontor i Odense, men en stigende aktivitet i København og på Sjælland har gjort det nødvendigt at opgradere med et lokalt domicil øst for Storebælt, hvor virksomheden også har depot på Avedøre Holme.
– Løsningen her i Taastrup er helt ideel, siger Claus Kromann. Vi kan komme hurtigt i gang, fordi der allerede var etableret værkstedsfaciliter, og kommunen har været meget imødekommende.
– Vi har god plads udenom, og beliggenheden er perfekt, uanset om du skal mod nord, syd, øst eller vest. Det bliver en rigtig god base for at udvikle vores forretning yderligere. Her kommer vi til at være i mange år, forventer han.
Er flyttet ind, men bygger stadig
Der er knap 5.000 kvadratmeter under tag – værksted og kontorer. Og så er der en grund på 23.000 kvadratmeter, der mod nord grænser op til Roskildevej og giver stor synlighed for Riwal-liftene.
Håndværkerne, der arbejder med MBG Entreprise som hovedentreprenør, er stadig i fuld gang både inde og ude, hvor Riwal Danmark i samarbejde med familien Sommer får det hele renoveret. Arbejdet afsluttes i løbet af efteråret, men Riwal Danmark tog bygningerne i brug i juli.
Nye arbejdspladser på vej
På værkstederne i Taastrup er der 15 mekanikere, men Claus Kromann ser gerne, at det antal er fordoblet inden for en kort årrække.
– Vi er i byggebranchen, så vi har travlt. Lige nu har vi blandt andet udstyr på det nye hospital i Køge, og på Universiteshospitalet i Odense har vi 200 lifte og teleskoplæssere i gang. Vi skal også være med til at bygge datacentre flere steder, forhåbentligt også i Høje-Taastrup. Intet tyder på, at vi får mindre at bestille.
Riwal Danmark A/S beskæftiger ca. 150 medarbejdere og har knap 5.000 maskiner i Skandinavien. Foruden Odense, Taastrup og Avedøre Holme er der afdelinger i Aarhus og Aalborg. Virksomheden er en del af hollandske Riwal Group, der har en liftflåde på over 19.000 maskiner og er i 16 lande.
Claus Kromann er adm. direktør og medejer af Riwal Danmark A/S. Foruden hovedsædet i Odense vil han bruge en del tid på det nye østdanske domicil her på Taastrupgårdsvej, hvor der tidligere var Volvo Truckcenter.