Udgivet d. 27. marts 2020

Roskilde Universitet (RUC) og Høje-Taastrup Erhvervsforum har indgået en partnerskabsaftale, der skal bringe forskere og studerende tættere på erhvervslivet. Det kan ske med tilbud om praktikpladser/studiejob, fælles arrangementer og samarbejde mellem virksomheder og forskere. Som led i aftalen er RUC nu medlem af Erhvervsforum på lige fod med de cirka 145 andre medlemmer.

– RUC ønsker med dette medlemskab at komme i dialog med Høje-Taastrup Erhvervsforums medlemmer omkring forsknings- og udviklingsprojekter, studiejob, praktikpladser og karrierer, siger prorektor Peter Kjær og fortsætter:

– Vi vil gerne bringe vores forskning i spil, også for små og mellemstore virksomheder. Som medlem af Erhvervsforum får vi en platform for at komme i dialog med denne målgruppe omkring de muligheder, vi kan tilbyde hinanden.

Forskning kommer ud i virkeligheden
Hos Høje Taastrup Erhvervsforum glæder formand Kim Rasmussen sig over at få en markant og stærk uddannelses- og videninstitution som medlem.

– Vi ser frem til et samarbejde med gensidigt udbytte. RUC ligger jo nærmest i vores baghave, så det er meget positivt, at universitetet nu rækker hånden ud mod erhvervslivet i vores område, og jeg håber, at vi også kan bidrage til at få forskningen ”ud i virkeligheden”. Det er en del af aftalen, at vi hvert år har mindst én event, hvor vi enten mødes på RUC, eller hvor RUC stiller forskere og andre eksperter til rådighed for events, som vi holder andre steder, siger Kim Rasmussen.

– Vi ved, at RUC har en række styrkepositioner inden for forskningen. I forhold til vores medlemmer ser jeg for eksempel nogle interessante muligheder i den viden, som RUC har om Virtual Reality, Big Data og cirkulær økonomi, og hvordan SMV’er eventuelt kan inddrage det i deres forretning, siger Kim Rasmussen.

Mange studerende ender i privat job
Mange studerende fra RUC får job i det private erhvervsliv efter studiet, og RUC har derfor også en interesse i at styrke båndene til det lokale erhvervsliv.

RUC har 8.400 studerende og cirka 900 ansatte. Høje-Taastrup Erhvervsforum er netværksorgan for virksomheder og institutioner med tilknytning til arbejdsmarkedet i og omkring Høje-Taastrup Kommune.

Se tidligere omtale af RUC på vores hjemmeside: RUC – universitet i Høje-Taastrups baghave

Peter Kjær
Peter Kjær, prorektor på Roskilde Universitet.

Vores Nyhedsbrev

Modtag vores nyhedsbrev og følg med i hvad der sker i Erhvervsforum.