Udgivet d. 29. marts 2017
Har du lyst til at få afdækket dine ledelsesmæssige styrker og svagheder og få nogle værktøjer til at styrke din lederprofil og ad den vej skabe vækst i din forretning?
Væksthus Hovedstadsregionen sætter i maj gang i et forløb, der kan skærpe dine kompetencer som leder og løfte din virksomheds resultat.
– Det er ret slående, hvad lederkompetencer betyder på bundlinjen, siger Per Striegler (foto), vækstkonsulent i Væksthus Hovedstadsregionen.
– På landsplan har ledere fra 714 virksomheder, heraf ca. 350 fra Hovedstadsregionen, været gennem forløbet. Efterfølgende har Syddansk Universitet sammenlignet resultaterne fra disse virksomheder med en tilsvarende kontrolgruppe. Virksomheder, der har været med i forløbet, har øget deres bruttofortjeneste med 25 %, mens der i kontrolgruppen er en stigning på 7 %. Der indgår mange komponenter i resultatet, men en vigtig årsag er, at lederen undervejs får lagt en strategi for sin virksomhed.
Vækstrettet kompetenceudvikling
Målgruppen for væksthusenes forløb ”Vækstrettet kompetenceudvikling” er ejerledere og adm. direktører i danskejede virksomheder med 10-100 ansatte. På hvert hold er der ledere fra 20-25 virksomheder fra samme region, altså Hovedstadsregionen i dette tilfælde.
– Forløbet omfatter blandt andet et kick off arrangement, afdækning af deltagernes lederprofiler, 2 x 2 døgns camp foruden opfølgnings- og sparringsmøder med Væksthuset i den 4-6 måneder lange periode, oplyser Per Striegler.
Dette udbytte får du for 15.000 kr.
Prisen er 15.000 kr. ex. moms. Ifølge Væksthuset kan deltagerne forvente dette udbytte:
- dybere forståelse for kobling mellem ledelse og forretningsudvikling – fra strategi til eksekvering
- klarhed om udfordringer og vækstmål – sæt retning for virksomheden
- større bevidsthed om egne styrker og udviklingsområder – du går fra at være chef til at blive LEDER
- inddragelse af den øvrige ledergruppe og medarbejdere – kompetenceløft på flere niveauer
- deltagelse i ledernetværk – bidrag med din unikke viden og lær af andres erfaringer
Flyt dig fra maskinrummet til kommandobroen
– Holdene består af deltagere fra forskellige brancher, for uanset branche er lederens udfordringer de samme: det handler om at lede mennesker. Lederen skal erkende, at han/hun har fået en lederrolle; at de kan uddelegere, selv om det er nemmere at gøre tingene selv; og at de skal uddelere ikke kun opgaven, men også medansvaret. Vi giver deltagerne nogle værktøjer, så de får mere tid på kommandobroen i stedet for at rende rundt nede i maskinrummet, siger Per Striegler.
Næste hold skal i gang til maj
Næste hold sættes i gang til maj, og der er endnu ledige pladser. Er du interesseret, så kontakt Per Striegler. Endnu et hold begynder til september og to mere i 2018, der bliver ordningens sidste år.
Efter afklaringsforløbet kan du tage det næste skridt for din virksomhed. Her kortlægger Væksthuset, eventuelt sammen med en konsulentvirksomhed, kompetencerne for hele virksomheden. Dermed bliver det tydeliggjort, hvor der er et gab mellem vækstambitionen og de kompetencer, der er i virksomheden.
Her kan Væksthuset, ved hjælp af EU-midler, tilbyde en medfinansiering af omkostningerne på op til 50.000 kr.